»Jeg er nok et sted midt imellem«

Når man lytter til Veronica Mortensens nyeste album, ”Catching Waves”, bliver man mødt af et let, positivt og nærmest smilende univers. Og det er præcis det samme indtryk, der rammer én, når man møder jazzsangerinden i virkeligheden. Det mørke, bølgede hår er sat op i en afslappet knold, og hendes ansigt lyser op i et varmt smil, der træder lige så meget frem i hendes øjne som i resten af ansigtet.

Hun udgav sit første album for 10 år siden og har siden begejstret både anmeldere og radioværter. Men hendes skæbnefællesskab med musikken startede langt før det. Faktisk allerede, da hun blev født. Begge hendes forældre var musikere, og musik var en integreret del af hendes hverdag.

»Der var altid musik i mit hjem, jeg var med i studiet og på turné – og jeg gik altid og sang for mig selv. På den måde har jeg ubevidst øvet mig hele mit liv på at være sanger,« griner hun.

Men som det så ofte er med børn og deres forældres profession, så var der i hvert fald én ting, Veronica Mortensen ikke skulle være – og det var musiker.

»Jeg var meget længe om at beslutte mig for at gå musikkens vej. Indtil jeg blev 20 år, havde jeg virkelig taget afstand fra det. Selv om jeg for eksempel sang anden- og tredjestemmer, hver gang jeg hørte musik, ville jeg ikke rigtig stå ved det.«

Som 20-årig kunne Veronica Mortensen dog ikke holde musikken stangen længere. Så hun tog springet fra Athen, hvor hun boede på det tidspunkt, til Aarhus for at forfølge en karriere som sangerinde.

»Jeg følte en stor pessimisme blandt unge i Grækenland, på et tidspunkt hvor man egentlig burde glæde sig over alle de muligheder, der ligger foran en. Jeg kan huske, at en af mine klassekammerater sagde: ”Hvad laver du her? Du er jo ikke engang græsk statsborger!” Det var, som om de alle ville være løbet skrigende væk, hvis de kunne. Jeg var en af dem, der kunne – så det gjorde jeg,« siger hun og fortsætter:

»Det føltes lidt ligesom at blive kastet ud fra en flyver uden faldskærm og så finde ud af hen ad vejen, hvad der sker.«

Sagde ikke et ord

Der er langt fra Aarhus til Athen, og det kan for mange være grænseoverskridende og decideret angstprovokerende at lukke sit gamle liv ned for at springe ud i et helt nyt kapitel, tilmed i et nyt land. Men det med at springe ud i nye ting må siges langt fra at være fremmed for Veronica Mortensen. Hun blev født i Aarhus, men blev hurtigt rykket til København efter forældrenes skilsmisse. Og efter et kort stop tilbage i Aarhus gik turen til Sverige. Den dengang 10-årige Veronica Mortensen flyttede med sin mor til Stockholm. Til et helt nyt land – og et nyt sprog.

»Jeg skulle starte forfra med et helt nyt sprog. Og det var en lille smule chokerende for mig. Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg se, at jeg var meget perfektionistisk allerede dengang. For mens jeg for det meste godt kunne forstå, hvad de sagde, kunne jeg ikke tale svensk. Det brød jeg mig altså ikke om. Slet ikke at snakke det med accent – og det er jo en underlig ting, for vi er jo vant til at høre folk snakke med accent, og vi synes jo ikke, de er underlige af den grund,« siger hun og kigger op, mens hendes øjne bliver ufokuserede og svømmer væk i eftertænksomheden.

Hendes hoved gør et kort ryk, som for at ryste tankerne af sig, og vender tilbage til samtalen:

»Nå, men det kunne jeg altså ikke lide, så jeg holdt mund. I et halvt år sagde jeg ikke et ord i skolen.«

Smilet er vendt tilbage, og hun ryster let på hovedet ad sig selv. For i dag havde hun nok godt turdet åbne munden, selv om hun ikke kunne perfektionere udtalen. Men dengang gik der altså lige lidt tid, inden hun kastede sig ud i at forme de svenske ord foran et publikum.

Med folkevognsboblen til nyt kapitel

Efter knap tre år i Sverige var Veronica Mortensen faldet godt til. Men så blev det tid til næste spring.

»Min mor er fra Grækenland, og hun ville gerne hjem. Så alt, hvad vi ejede, blev sendt derned i en togvogn, og vi hoppede i min mors lille folkevognsboble og kørte hele vejen til Athen. Jeg husker meget tydeligt – det der med at kigge tilbage ud ad bilens bagrude og sige: ”Nå. Så forlader vi alt det her. Og vi efterlader ikke noget”. Det var virkelig specielt,« fortæller hun.

På det tidspunkt havde Veronica Mortensen allerede flyttet tre gange.

»Jeg var i den der alder, hvor man lige er begyndt at knytte nogle venskaber, som jeg var rigtig glad for. Og jeg var endelig faldet til. Så jeg var lidt træt af at skulle sige farvel og starte forfra et andet sted – igen.«

Hun er ydmyg i sit ordvalg, når hun beskriver den ellers hårde oplevelse. Men det skyldes ifølge hende selv nok, at hun havde prøvet det før – og at hun i dag føler, at hun er kommet styrket ud af det.

»Når jeg snakker med forældre, som skal flytte og er så bekymrede for deres børn, så siger jeg: Prøv at høre, børn kan klare så meget. Jeg ved det af egen erfaring. Det er virkelig ikke nogen katastrofe. Man er så omstillingsparat og åben for verden, når man er barn,« siger hun.

Ville du selv gøre det?

»Jeg ville nok betænke mig, men jeg ville bestemt ikke være bange for det. Jeg har tit tænkt over, at det er en gave, jeg har fået med det græske. Når jeg er dernede, har jeg det virkelig som en fisk i vandet.«

Som en kamelæon

Veronica Mortensen faldt hurtigt til i Athen. Hun både talte og kunne skrive græsk, så de små huller, der var, fik hun hurtigt fyldt ud.

»Siden jeg var helt lille, har jeg været vant til at blive kastet ud i ting og skulle prøve at løse dem. Og jeg havde dengang en evne, som jeg stadigvæk synes, jeg har, til at gå 100 procent ind i noget og ligesom kun være der. Det har også hjulpet mig til at navigere i det med at være halvt græsk og halvt dansk. For eksempel kan jeg i princippet godt føle mig splittet og savne det græske sindssygt meget. Men jeg kan først mærke det, når jeg er dernede.«

På samme vis folder alle hendes græske sider – det sydlandske temperament og den ligefremme facon – sig først rigtig ud, når hun er i sit andet hjemland.

»Måske er det dét, jeg har lært af al det flytteri – at være lidt kamæleonagtig og sige: Nu er vi her, og så gør vi sådan – og gør det 100 pct.,« funderer hun.

Men hvem er så den ”rigtige” Veronica Mortensen – den temperamentsfulde græker eller den mere afdæmpede dansker? Ingen af dem, lyder sangerindens svar.

»Det kan måske godt føles lidt, som om man har to personligheder. Men den rigtige Veronica er jo den, der kan begge dele. Jeg er nok et sted midt imellem.«

Igen er der ikke langt mellem Veronica Mortensens musik og hendes person. For ligesom hun er ”et sted midt imellem” det græske og det danske, befinder også hendes musik sig i et slags grænseland, hvor to verdener smelter sammen.

»Det er ikke ”jazz-jazz”, men det er heller ikke pop. Men ligesom det græsk-danske, så er ingen af delene mig hver for sig.«