Racehunde plaget af indavl
Fine hunde med stamtavle lider i stor stil af genetiske sygdomme som følge af års indavl, viser engelsk undersøgelse. F.eks. lider nogle racer med hjerner, der er blevet for store til deres kranium
Ifølge BBC-programmet Pedigree Dogs Exposed har hundene fået alvorlige helbredsmæssige problemer, fordi udseendet betyder mere end helbredet, når de bliver avlet til udstillinger og shows. Bl. a. viser programmet bulldogs, der ikke er i stand til at parre sig eller få hvalpe uden hjælp. Dertil kommer schæfere, der ikke kan gå ordentligt på bagbenene, og Cavalier King Charles spaniels med hjerner, der er blevet for store til deres kranium. Det samme problem plager boxer-hunde, som lider af epilepsi. Desuden har mange af hundene problemer med vejrtrækningen.
Parrer mor og søn
Op mod 75 pct. af Storbritanniens syv mio. hunde er ifølge BBC stamtavledyr, som skulle koste deres ejere omkring 100 mio. kr. i dyrlægeregninger - om ugen.
Ifølge BBC er det kennelklubberne selv, der har været med til at rykke avls-standarderne i en uheldig retning. Klubberne har været med til at fremelske særlige træk ved dyrene - såsom rynker, korte ansigter, krølle på halen og dværgvækst - med store helbredsmæssige konsekvenser.
Problemerne skyldes, at hunde, som er nært beslægtede bliver parret - f. eks. mor og søn og bror og søster.
Hunde betaler høj pris
Professor Steve Jones, University College London, siger, at fremgangsmåden ville være ulovlig, hvis det handlede om mennesker. Visse racer må betale en høj pris i form af genetiske sygdomme," fastslår han.
Chefdyrlæge Mark Evans fra dyrevelfærdsorganisationen RSPCA siger i programmet, at dyrene lider for "skønheden".
"Mange stamtavle-hundes livskvalitet er alvorligt truet af avlsarbejde, som udelukkende fokuserer på dyrenes fremtoning og at leve op til konkurrence-standarder," fastslår han.
Kæmper for hundes helbred
Talsmand for den engelske Kennel Klub, Caroline Kisko, understreger, at hendes organisation arbejder hårdt for at forbedre stamtavlehundes helbred.
"Enhver hund kan stille op i en udstilling, men det er op til dommeren, om den lever op til racens standarder. Det er når visse karaktertræk bliver overdrevet, at problemerne opstår, og det opmuntrer vi eller dommerne heller ikke til," fastslår hun.
Tv: Klon dit kæledyr