Hun har bloddryppende mord på hjernen

»Jeg synes, at psykopater er noget af det mest interessante, der findes.«

Ordene falder med et smil på læben. Et par store mørkebrune øjne, der ville gøre selv Bambi jaloux, kigger venligt, som om sætningen var den mest naturlige ting i verden.

Det er den måske også, når man er Camilla Läckberg. De seneste år har hun uafbrudt haft mord, motiver og menneskelige tragedier på hjernen. Eller rettere sagt; den 33-årige svenske krimiforfatter har brugt endnu mere tid, end hun plejede, på at tænke på bestialske forbrydelser og psykopatiske mordere.

For hun har altid haft en forkærlighed for det morbide. Den første historie, som hun skrev som fire-årig, handlede om julemanden, der slog sin kone ihjel. Så var stilen lagt.

Camilla Läckbergs fjerde krimi, ”Ulykkesfuglen”, er lige udkommet på dansk. Og endnu en gang handler det om drab og ulykker i den lille svenske by Fjällbacka.

Morbid interesse

På overfladen kan hun ligne et paradoks. For hvem har hørt om en krimiforfatter, der skriver om forfærdelige forbrydelse og blodige mord, og samtidig er hunderæd for mørke?

Camilla Läckberg holder af at gå ture på den lokale kirkegård og læse dødsannoncerne i avisen.

»Det er min morbide side. Når jeg læser på gravstenene, så tænker jeg på, hvem personen mon var, og hvad der er sket. Jeg bor ved Skogskirkegården i Stockholm, og der går jeg gerne og finder på historier om menneskerne, som ligger begravet. I de svenske dødsannoncer står der også altid, hvad folk arbejdede med. Jeg faldt engang over en dødsannonce, hvor der stod: ”Bertil Svensson, lejlighedsindehaver”. Det var ligesom det, han havde opnået i livet og var stolt over. Den slags sætter min fantasi i gang,« fortæller Camilla Läckberg og efterfølger sin anekdote med en kort latter, inden hun fortsætter beskrivelsen af et liv med mord på hjernen – og det er ikke altid, omverdenen deler hendes interesse.

»På et tidspunkt fik jeg lov til at overvære en obduktion. Da jeg kom hjem og begejstret fortalte det til min daværende mand, kiggede han bare på mig og sagde: »Du er så forstyrret oveni hovedet«. Et par dage efter var jeg sammen med to andre kvindelige krimiforfattere, og da jeg fortalte dem om obduktionen, var deres reaktion »åh, hvor fantastisk«. Det er fascinationen af døden, som vi krimiforfattere har, og som kan være svær at forstå for andre mennesker,« siger hun.

Det lå umiddelbart ikke i kortene, at den økonomiuddannede Läckberg skulle ende som krimiforfatter. Bevares, hun havde altid læst meget, og det var aldrig pigeblade eller hestemagasiner, men derimod horror-tegneserier som ”Tales from the Crypt”. Derhjemme gik faren også altid rundt og læste. Selv madlavning blev klaret med en bog i hånd.

Alligevel valgte Camilla Läckberg at uddanne sig som civiløkonom med speciale i markedsføring. Der skulle en julegave fra familien i form af et skrivekursus til, før hun kom i gang med skriveriet.

På sin vis havde hun dog forberedt sig til livet som krimiforfatter under hele opvæksten, hvor hun begravede sig i bøger om mordopklaringer, retssager, retsmedicin og psykologi.

»Jeg var enebarn og voksede op med mig selv og brugte fantasien til at få selskab oppe i mit eget hoved. Jeg var omkring ti år, da jeg begyndte at læse Stephen King-bøger med en lommelygte under dynen. Jeg var så skræmt, at jeg dårligt kunne vende siderne. Jeg har også læst et utal af bøger som ”The Psychology of a serial killer” og den slags, så jeg har efterhånden opbygget ret meget viden. Jeg misser heller aldrig ”Crime Night” eller ”FBI Files” på Discovery.«

Målet for den 33-årige forfatter er at beskrive, hvad der sker, når det øverste lag af den sociale fernis, der trods alt afholder de fleste af os fra at begå øksemord, bliver skrabet væk.

»Når jeg skriver, tænker jeg selvfølgelig på, hvordan jeg selv ville reagere i situationerne, men mine mordere er som regel forstyrret på den ene eller den anden måde, så der er altid en distance.«

»Det er motivet bag handlingerne, som fascinerer mig. Jeg tror, at der er to ting, der afholder flertallet af os fra at begå mord. Den ene er vores behov for at blive accepteret i gruppen. Slår vi nogen ihjel, bliver vi udelukket. Den anden er vores samvittighed, og nogle mennesker udvikler aldrig nogen. For dem er det udelukkende ønsket om at blive socialt accepteret, der afholder dem fra at begå mord og andre forbrydelser,« fortæller Camilla Läckberg.

Personligt omdrejningspunkt

Skrivekurset, som hun fik i gave fra familien, bestod af tre weekender sammen med en erfaren krimiforfatter og 11 andre kvinder med morderiske tanker i hovedet og skrivekløe i fingrene.

Resultat for Camilla Läckberg blev debutromanen ”Isprinsessen”. Handlingen tager udgangspunkt i den lille flække Fjällbacka, hvor hun selv voksede op. På den måde kunne hun skrive de mest realistiske miljøskildringer.

Siden har de personlige erfaringer været en fast del af hendes forfatterskab. Temaet i hendes nyeste krimi på dansk, ”Ulykkesfuglen”, stammer også fra hendes egen familiebaggrund.

Da hun var femten, fandt Camilla Läckberg et gammelt fotoalbum på loftet af forældrenes hus. På nogle gamle sort-hvide bryllupsfotoer stod hendes far med en ung, smuk kvinde, hun aldrig havde set før. Det var hverken Camillas Läckbergs mor eller farens tidligere kone.

»Min far blev født i 1929, så han var forholdsvis gammel, da han fik mig. Min mor var hans anden kone, og jeg har to halvsøstre, som er 15 og 20 år ældre end mig. Jeg spurgte min mor, hvem der var på billederne, og hun fortalte, at min far havde været gift tre gange. Der var også billeder af en lille blond dreng, som jeg heller aldrig havde set før.«

Faren havde giftet sig første gang i 1950, da han var i begyndelsen af tyverne. Han og hans første kone havde hurtigt fået en søn. I 1953 tog de til Gøteborg, fordi Camilla Läckbergs far ville søge ind på politiskolen. Konen og parrets tre-årige søn fulgte med på turen. På vej tilbage fra Gøteborg stødte deres bil frontalt sammen med en amerikansk diplomat. Konen døde i farens armene. Deres søn overlevede ulykken, men han døde efter et døgn på sygehuset.

»Jeg troede, at jeg vidste alt om mine forældre, og pludselig var det, som om en ny, gigantisk puslespilsbrik dukkede op. Da min mor fortalte mig det, var jeg for ung til egentlig at forstå, hvad det betød. Jeg syntes jo selvfølgelig, at det var forfærdeligt, men min far ville ikke tale om det, så vi snakkede ikke mere om det. Min fars måde at håndtere tabet på var ved aldrig at fortælle om det. Han fjernede alle fotografierne, og ingen i familien nævnte det. Det var som om, det ikke fandtes.«

Camilla Läckberg mistede sin far allerede som 19-årig. Det var først senere, da hun selv blev ældre, at farens tragedie trængte sig på igen og kom til at blive omdrejningspunktet i ”Ulykkesfuglen”.

»Da jeg selv fik en dreng, og han fyldte tre år, begyndte jeg at tænke på det igen og indså for første gang, hvad min far var gået igennem. Jeg funderede over, hvad det betyder, når et menneske ikke bearbejder en så traumatisk hændelse.«

Ærligt udgangspunkt

At bruge sig selv, omgivelserne eller familiehistorien i romanerne er ikke fremmed for hende. Da Camilla Läckberg blev ramt af en fødselsdepression, efter hendes første barn blev født, kom oplevelsen til at spille en central rolle i hendes efterfølgende roman. I ”Stenhuggeren” oplever en af Läckbergs faste romanfigurer også en fødselsdepression.

»Jeg kan mærke, at jeg skriver bedre, når det handler om ting, som jeg selv har oplevet. I de første måneder efter jeg havde født, faldt jeg ned i et sort hul af angst og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Som forfatter kan man gætte og forsøge at sætte sig ind i tingene, men man misser nuancerne. Tonen rammer bedre, når man selv har oplevet det, og jeg er klar til at betale prisen og udlevere en del af mig selv for at kunne skrive bedre. Det fascinerer mig, at vi sidder med vores problemer, men vi siger normalt ingenting.