Fortsæt til indhold
Livsstil

De mest eksotiske rejsemål

Danske familier vælger i stigende grad at tage ferie nummer to i februar. Og penge har de nok af. F.eks. er en del parat til at betale 90.000 kr. for en luksustogrejse fra Tanzania til Sydafrika. Lonely Planet har lavet en liste med 10 bud på vinterens mest eksotiske rejsemål.

Kan du lide sol, palmer, hvide strande, snorkling og hytter på pæle?

Er svaret et stort "Ja tak, det lyder dejligt", har du en del til fælles med mange andre danskere, der på grund af det økonomiske opsving og lav dollarkurs nu også har råd til at rejse laaangt væk sne og sjap i januar og februar.

Startour-direktør Stig Elling anslår, at cirka 200.000 danskere denne vinter rejser på oversøisk ferie til f.eks. Goa i Indien eller Krabi eller Phuket i Thailand. Det er 50 pct. flere end for fem år siden. Til sammenligning anslås det, at halv million danskere tager på skiferie.

"Thailand er den helt store magnet. Det vælter med danskere dernede, og Thailand er blevet danskerne nye vinterferie paradis som Mallorca var det i gamle dage," siger Stig Elling.

"Tendensen er helt klart, at danskerne vil rejse længere væk om vinteren end tidligere," siger han.

90.000 kr. for en togtur

Hos Albatros Travel mærker salgsdirektør Ariel Zlotnik også en stigende interesse for eksotiske oplelvelsesrejser til bl.a. Vietnam, Caraibien, Kenya, Indien, New Zealand og Kina.

"Der er en klar tendens til, at folk har fået råd til ferie nummer to. De holder den traditionelle sommerferie i juli, og så tager de en eksotisk ferie i vintermånederne for at komme væk fra kulden," siger Ariel Zlotnik.

Han fortæller, at folk er parat til at betale endog rigtig mange penge for en unik ferie. Det kan f.eks. være 13.000 kr. for et krydstogt i Caraibien eller 90.000 kr. for en luksustogtur fra Tanzania til Sydafrika.

Lav dollarkurs

Men den eksotiske rejse kan gøres billigere.

Mange danskere vælger at rejse på egen hånd til Thailand eller Malaysia, hvor flybilletterne - omkring 6.000 kr. pr. person - er den største udgift. Det koster nemlig ikke meget at bo og spise i Asien, og med den lave dollarjurs rækker lommepengene langt.

Men der er mange andre muligheder for en februarrejse.

Inspiration kan man bl.a. hente i den nyeste udgave af Lonely Planets Blue List. Her har man fundet frem til de smukkeste og mest trope-agtige paradiser i verden.

Så måske er det fra et af de følgende steder du skal sende postkortet i februar:

1. Atiu, Cook-øerne

Denne Cook-ø har alt det, som hører til et tropisk paradis: Hvide sandstrande og turkisblå vand, men øen har mere at byde på i form af kalkstenshuler, som er gemt i den tætte jungle.

2. Rangiroa, Fransk Polynesien

En atol uden sammenligning. Du kommer ikke længere væk fra civilisationen end Rangiroa. De fleste tager hertil for at dykke, senere på dagen kan man nyde en cocktail på stranden. På Rangiroa findes også en stor lagune.

3. Kuna Yala, Panama

De små øer, også kendt som San Blas-øerne, består af palmetræer, hytter med stråtag, smukke strande og tidløs charme. Masseturismen har endnu ikke nået øerne, fordi der vedtaget en række love, som skal beskytte øerne. Med andre ord er der ingen store hoteller, som ødelægger udsigten, og ingen charterturisme,

4. Cape Tribulation, Australien

Denne region i Queensland fortjener en plads på din ønskeliste af mange grunde: Regnskoven strækker sig helt ud til vandkanten, koralrevet, det vilde dyre- og planteliv og et strålende fjeldlandskab. Kun 40 minutter sejlads herfra ligger det verdensberømte koralrev Great Barrier Reef.

5. Gili Islands, Indonesien

Disse tre øer byder på alt, hvad du kan ønske dig: Koralrev, fantastiske strande, uberørt hav, fantastiske fisk og superbe snorkelmuligheder - og ikke mindst en venlig lokalbefolkning. Det siges, at øerne er omgivet af en magisk ring, som gør det umuligt at forlade øerne igen.

6. Kapp Verde

Denne vulkanske øgruppe har længe været et mysterium: Et dejligt mix af vestafrikansk rytme og portugisisk kolonotid. Kapp Verde er i færd med at møde turismen for alvor. Foreløbig er en stor del af kystlinjen og strande dog stadig uberørte af turistindustrien, og på øerne vil du også møde dyr, som kun findes her.

7. Fernando De Noronha, Brasilien

Denne øgruppe er berømt for dykning med delfiner, skibsvrag og koralrev. Der findes ikke så mange faciliteter på øerne - faktisk ser de omtrent ud som for 500 år siden.

8. Lalomanu, Samoa

Svømming og snorkling sker i førsteklasses-omgivelser. Hvis du vil overnatte, kan du bo i hytter uden tag, altså under åben himmel. Solnedgangene må bare opleves.

9. San Andrés & Providencia, Columbia

Hvis du kan lide caraibisk smag på dine tropiske ferier, bør du besøge dette paradis. Her er herlige strande, dejlige bugter og flotte grotter - kombineret med reggae, rom og cocktails, som sørger for den rette stemning.

10. Tulum, Mexico

På Tulum findes en af verdens bedste strande, syv kilometer med puddersand, perfekt blåt vand - og så er Maya-ruinerne selvfølgelig et must.