Fortsæt til indhold
Livsstil

En gang idræt, altid idræt: Ny kampagne vil kickstarte sportsglæden

Skræddersyede idrætstilbud og opmærksomhed skal give plads til en aktiv hverdag for alle og især hive fat i de tidligere idrætsudøvere, der savner sveden og glæden.

Danskerne vil gerne skifte timerne sunket sammen på sofaen med Netflix ud med sved på panden og god samvittighed. Men det kan være nødvendigt at få et skub til at få løftet måsen, snøret skoene og banket pulsen op. Fra i dag kickstarter DGI og Dansk Idrætsforbund derfor en ny kampagn for at genopdage glæden ved idræt som en del af projektet ”Bevæg dig for livet.”

Syv ud af ti danskere, der ikke får rørt sig nok, vil nemlig gerne ændre vanerne og skabe en aktiv hverdag, ifølge tal fra verdenssundhedsorganisationen WHO. Kampagnen vil derfor gøre vejen til motion enkel. Fodboldfitness, floorball eller at kaste håndbolden kan være vejen til at pumpe glæde og aktivitet tilbage i hverdagen.

Det kan betyde en ny sport eller at gå på opdagelse i gemmeren og finde den gamle ketcher frem. ”Bevæg dig for livet” har lavet en test til at matche den enkeltes hverdag med aktive tilbud, der passer til familie, form og humør.

»Vi kan se, at det der virker, er banale tiltag, som man skal kunne spejle sig i. Det er enkle midler, som gør en stor forskel. Vi har derfor nogle meget ambitiøse mål, som vi vil arbejde benhårdt efter, og som vi har en tro på, at vi kan nå. Det kræver, at vi får samarbejdspartnere og kommuner med, og det er vi allerede godt i gang med,« siger administrerende direktør i DGI, Søren Brixen.

Målsætningen er, at 50 pct. af danskerne skal være medlem af en idrætsforening, og 75 pct. skal være idrætsaktive i 2025. Lige nu er 41 pct. medlem af en idrætsforening og 68 pct. er idrætsaktive. Frem mod 2025 er målet dermed, at 325.000 flere danskere skal være medlem i en idrætsforening, og 600.000 flere danskere skal være idrætsaktive.

Kampagnen er rettet mod at hjælpe dem, som tidligere har dyrket sport tilbage på banen. Lige over halvdelen af tidligere medlemmer fra seks forskellige idrætter vil gerne starte med at dyrke sport igen, viser en ny undersøgelse af Danmarks Idrætsforbund. Men tid og overskud er for mange en mangelvare i en travl hverdag.

»Hvis den gamle lykkefølelse skal findes frem igen, skal de klassiske idrætstilbud tilpasses de behov for fleksibilitet og mindre fysisk belastning, der efterspørges. Eksempler på nye idrætstilbud er Five-a-side Håndbold og Fodbold Fitness, der viser, at man sagtens kan bevare glæden ved spillet, selvom man er kommet i forældre-form eller har lettere til skader. Og familietennis og familiefloorball giver mulighed for at kombinere kvalitetstid med familien med et aktivt liv,” siger Morten Mølholm Hansen, direktør i Danmarks Idrætsforbund.

Kampagnen forsøger dermed at lytte til danskerne og bekæmpe den kedelige statistik herhjemme, hvor over halvdelen er overvægtige.

Kampagnens ambition er, at Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. Det er Danmarkshistoriens største idrætspartnerskab med samarbejde mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund, TrygFonden og Nordea-fonden. Derudover bliver indsatsen støttet gennem samarbejde med kommuner, Friluftsrådet og gadeidrætsorganisationen GAME til at skabe gode rammer for en aktiv hverdag.