Husets Teater, København: FADER VOR
Stærke menneskebilleder af troens blinde nåde og tvivlens klarsynede forbandelse.
Husets Teater, København:
FADER VOR
Af Ulrich Seidel
Oversættelse: Kristian Erhardsen
Scenografi: Marie í Dali
Iscenesættelse: Inger
Eilersen
Til 13. maj.
Troen som trøstermand eller som krykke, troen som det eneste sande, der gør livet fuldkomment og meningsfuldt - den østrigske filmmand Ulrich Seidls teaterdebut, "Fader Vor" fra 2004, favner det hele. Fra troens smukke inderlighed til den skuffet-vrængende ateisme, fra blotlæggelsen af menneskers mest private følelser over en nærmest blasfemisk latterliggørelse til det dybfølte forsvar for dyrkelsen af det, der er større end livet selv.
Vi er i et moderne, venligt forekommende og totalt anonymt katolsk bederum i en lufthavn, genialt affotograferet fra virkelighedens verden af scenografen Marie ì Dali. Her dropper mennesker ind for at reflektere over småt og stort, med Gud - og os - tavst lyttende til de mange betroelser. En efter en træder de frem for vores åsyn og beder om hjælp, trøst, en forklaring, et mirakel.
Troen til skue
Her er den dybt troende rengøringskone, der kæmper med sin muslimske mand, taxichaufføren med nydelsen over vold og ondskab stikkende som en pæl i kødet, stewardessen med bekymringer for sit barn, den fortvivlede kontormand, den unge kvinde, der netop har mistet sin far, og endelig sikkerhedsvagten, hvor livets barske realiteter har forvandlet hans barnetro til ætsende bitterhed. Seks almindelige mennesker med deres bønner, begær og betroelser, der aldrig rækker søgende eller hjælpende ud efter andre mennesker, men kun efter en tilsyneladende tavs Gud.
Det er den ene stærke side af Husets Teaters forestilling. At troens funktion og mekanismer stilles så direkte til skue.
Den anden har med selve opførelsen og besætningen at gøre. Der skabes simpelt hen teater i en vægtklasse, man ser alt for sjældent.
Ladede blikke
I centrum står Karen-Lise Mynster som rengøringskonen, spillet med en naiv, sødmefuld og fortumlet inderlighed, der griber os om hjertet, når virkelighedens fortvivlelse og troens trøst ramler sammen for hende. Lige så hårdt slår Olaf Johannessen og Kristian Halken. Johannessen som den hvileløse kontormand, der leger med selvmordstankerne, mens blikket står som en desperat flammekaster direkte ud i tilskuerrummet, Halken som den geskæftige sikkerhedsvagt, hvor vrede og bitterhed over livets smerte veksler med psykopatisk vellyst over de kvajhoveder, der stadig tror, der er en gudgiven mening med alle de plager, der rammer menneskene. Halken tilfører figuren en gysende tung farlighed, der ville være en førsteklasses gyserfilm værdig.
Omkring dem Sarah Boberg som stewardessen med den enlige mors bange øjne, Joen Bille som taxichaufføren i pendulfart mellem lir og skamfuldhed, teaterskoleeleven Ôzlem Saglanmak som den unge pige, der ikke længere kan begribe livet efter faderens død, og endelig den herboende tyske katolske teolog Reinhold Sahner i rollen som katolsk teolog.
Et rasende godt spillerhold er det, iscenesat med udsøgt delikatesse af instruktøren Inger Eilersen, der fylder teksten med så mange ladede blikke og antydede mellemregninger, at forestillingen slår dobbelt hårdt.
"Fader Vor" er nok byens mest tankevækkende teaterforestilling. Hvad enten man ejer troens nådegave eller klarer sig bedre uden.