Bryan Rice: Jeg hører ingen forskel på Brian og Bryan
Navnet er Brian. Eller Bryan. For ni år siden måtte Grand Prix-deltageren skifte navn pga. karrieren.
I 2010 fik Bryan Rice en andenplads ved Dansk Melodi Grand Prix med sangen "Breathe".
Dengang bedyrede han, at han var færdig med Melodi Grand Prix, men nu er han tilbage og går efter eget udsagn efter guldet med sangen "I choose you".
Men det er ikke kostumerne, som kommer til at gøre forskellen. Mens Grand Prix-optrædender normalt er lig med store og i hvert fald iøjnefaldende kostumer, har Bryan Rice nemlig først og fremmest satset på scenografien.
"Jeg har nok showets største scenografi og et meget stort flot sølvtæppe af fyrværkeri. Jeg tror ikke, at nogen har haft et kæmpestort stillads på seks gange to en halv meter på scenen før," siger Bryan Rice til Jyllands-Posten.
Inspireret af tv-serie
Ved første øjekast tænker man, at danserne i showet har glemt at tage deres kostume på, for de er som Bryan Rice iklædt hverdagstøj, der ikke matcher.
"Jeg har tænkt meget over kostumerne. Mit udgangspunkt for hele denne optræden er, at sangen er så glad og positiv, at jeg ville gerne udstråle noget, så man kunne føle den varme. En dag sad jeg og så tv-serien "Venner" og tænkte, at den skulle være omdrejningspunktet for min optræden. Så jeg skal have så mange venner med, som jeg kan på scenen, og så skal vi udstråle den kærlighed, man har som venner," siger Bryan Rice.
For ni år siden kendte alle den 35-årige som Brian Risberg Clausen. Han havde opnået en tredjeplads i tv-programmet "Stjerne for en aften" og var ved at uddanne sig som spansk tolk, da Remee var i røret.
"Jeg arbejdede på et Scandic-hotel i København, da Remee ringede i frokostpausen. Han havde hørt "No promises", som jeg sang, og den ville han gerne have med i Nynne-filmen. Vi holdt en masse møder og var begge enige om, at jeg skulle have en international karriere. Så vi kom frem til, at man ikke kan hedde Brian Risberg Clausen. Det er ikke internationalt nok og kan ikke udtales i udlandet."
Bryan og Brian er det samme
Hvad kalder dine venner dig?
"For mig er Brian og Bryan fuldstændig synonymt. Jeg hører ikke forskellen, så jeg kan ikke engang høre, hvad folk siger."
Var det ikke mærkeligt i starten?
"Det kan jeg ikke engang huske. Det er jo ni år siden."
Når du præsenterer dig for nogen, som du ikke har mødt før, siger du så Bryan eller Brian?
"Det kommer meget an på situationen. I det offentlige ville jeg altid sige Bryan, men hvis jeg er til en familiefest og møder min fætters kæreste ville jeg nok sige Brian."
Giver ikke meget for anmeldere
Mens deltagerne i årets Melodi Grand Prix samstemmende har sagt, at feltet er så stærkt, at de ikke kan pege på en vinder, har Jyllands-Postens musikanmelder Peter Schollert ikke vært imponeret over de 10 sange, som lyder "som om de er blevet spyttet ud fra en stor, upersonlig musikfabrik".
Men Bryan Rice er ikke enig.
"Jeg er om nogen vant til at lytte til materiale, og i mine øjne og ører er det 10 ekstremt gode sange der er med, og det gør konkurrencen så hård. Musik lyder forskellig i folks ører, og dem der råber højest, er dem, der har kritikpunkter. Jeg giver ikke meget for anmeldere, for musik er individuelt."
Men hvert år siger deltagerne og arrangørerne, at det er et "stærkt felt", man hører aldrig nogen sige, at det er et svagt felt?
"De fire år jeg år været en del af det her, har der ikke været så stærkt et felt. Jeg har tidligere kunnet kigge på sangene og sige: "Dette er de tre favoritter", men det kan jeg ikke i år."
Hvis du ikke vinder denne gang, er du så færdig med Melodi Grand Prix?
Sådan havde jeg det sidste gang, men lige pludselig begyndte jeg at tænke, at jeg kunne tage det skridtet videre, og da den rigtige sang kom, kunne jeg mærke, at det var nu. Så denne gang jeg vil ikke sige, at jeg aldrig mere kommer tilbage. Men jeg kan mærke, at konkurrencen er så hård, at der kommer til at gå lang tid, før jeg gør det igen."