Kim Larsen og Monty Python hitter på gravpladsen
Monty Python hit topper grav-hymnerne i England. Herhjemme er der kamp om pladsen.
Hvad vil du gerne have spillet til din begravelse?
Nok næppe et spørgsmål, som mange stiller sig selv. Men det er det måske værd at gøre, for det er ikke altid i salmebøgerne, at man skal finde de mest populære begravelsessange.
Som nr. 1 på listen i England ligger nemlig dette år "Always look on the bright side of life" fra Monty Pythons film fra 1979 "Life of Brian".
Det viser en undersøgelse af 30.000 begravelser foretaget af den Manchesterbaserede bedemandsforening, The Co-operative Funeralcare.
Tilsvarende undersøgelser foretages ikke i Danmark, men forretningsfører hos Danske Bedemænd, Axel Jørgensen, har stadig et godt bud på, hvor listen topper.
"Der er altid nogle gengangere, som folk ønsker, og som falder udenfor salmebøgerne. Og det er næsten altid Kim Larsens "Om lidt" eller Frank Sinatras "My way";" siger Axel Jørgensen. "My way" ligger i øvrigt nr. 2 på den engelske liste.
Axel Jørgensen fortæller, at efter hans mening vælger de fleste kirkegængere salmer fra salmebøgerne i samråd med bedemanden og præsten, men han understreger samtidig, at der bliver afholdt rigtig mange ceremonier uden for folkekirken, da ca. 20 pct. af danskerne ikke er medlemmer.
Det engelske studie viser, at mere traditionelle sange bliver skubbet i baggrunden, mens de mere kulørte vinder frem. Abba, Beach Boys og Blues Brothers er derfor også at finde på listen. Det samme gælder også begravelsestøjet, som også bliver mere og mere kulørt.
Årsagen er 68'er generationen, udtaler en talsmand for The Co-operative Funeralcare til det britiske medie The Telegraph:
"Der er sket et generelt skifte mod en fejring af den afdødes liv, enten med særlig musik eller på andre måder. Det er ikke almindeligt, men før i tiden ville det have været ilde set. Vi tror, det sker, fordi de mennesker, som var unge i de glade tressere, nu er i 70'erne eller 80'erne. Monty Python tilhører for eksempel en vis aldersgruppe," udtalte han til The Telegraph.
De engelske bedemænd har endda afvist flere hymner, fordi de var upassende. Det drejer sig blandt andet om "Another One Bites the Dust" af Queen og "Bat out of Hell" af Meat Loaf.