Fortsæt til indhold
Indland

Bedemanden om fejl-bisættelse: Det kan ske overalt

Bedemanden, der foretog begravelsen af Ejnar Jensen, er ikke overrasket over forløbet.

I Halsnæs kommune er der sket en stigning i antallet af personer, der bliver begravet på de ukendtes grav efter kommunens ønske. Derfor er det nødvendigt, at få klare retningslinjer for, hvordan man finder frem til pårørende eller helt udelukker, at der er efterladte. Det mener bedemand Michael Jensen fra Frederiksværk Bedemandsforretning.

Jyllands-Posten har været i kontakt med bedemænd fra forskellige dele af landet, der nikker genkendende til problematikken.

I foråret blev bedemanden Michael Jensen kontaktet af Halsnæs Kommune, da 71-årige Ejnar Jensen skulle bisættes. Der var ingen pårørende, og derfor skulle kommunen betale for bisættelsen, og det er langt fra et enestående tilfælde.

"Der er sket en stor stigning af den slags bisættelser. Sidste år havde jeg tre-fire af den slags bisættelser om året. I år har vi indtil videre tolv," siger Michael Jensen.

Syv måneder efter bisættelsen modtager Michael Jensen et opkald fra Lotte (efternavnet er redaktionen bekendt) fra Skive. Hun vil vide, om det er ham, der har begravet hendes onkel, uden at familien er blevet underrettet.

"Jeg tænker 'åh nej' det er bare ikke sket. Heldigvis er det ikke mig, der har begået fejlen. Det er kommunen, der overdrager begravelsen til mig, og det er deres opgave at finde frem til de pårørende," siger han.

Selvom Michael Jensen ikke er forpligtet til det, så vælger han at få gravet urnen op og få den fragtet til Jylland, så Ejnar Jensen kan blive nedsænket på familiegravstedet på kirkegården ved Hem kirke.

"Selvom man ikke har haft kontakt gennem længere tid, så er blod tykkere end vand, og derfor skal man selvfølgelig have besked, hvis et familiemedlem dør," siger han.

I følge Michael Jensen er sagen ikke enestående. Midt i oktober var historien ved at gentage sig. Michael Jensen modtog en bestilling fra kommunen, hvor en mand uden pårørende skulle begraves.

"Da jeg slår personen op i mit interne system, kan jeg se, at jeg har begravet hans kone for en del år siden. Manden har betalt for gravstedet frem til 2035, og hans ønske var at blive begravet ved siden af sin kone. Hvis en af de andre bedemænd i byen havde fået opgave, ville han være blevet kremeret og begravet i de ukendtes grav," siger han.

Michael Jensen kontakter straks kommunen, og fortæller, at den er helt gal. Det er altså et tilfælde, at manden bliver begravet ved siden af konen. Han understreger dog, at de to tilfælde er de værste, han har oplevet i sine 20 år som bedemand.

På baggrund af de to sager, har Michael Jensen indgået en dialog med kommunen, for at finde frem til en mere effektiv måde at finde frem til pårørende på.

"Det her kan ske i hele landet. Der mangler simpelthen en effektiv procedure for, hvordan man finder frem til de pårørende," siger han og fortsætter:

"I dag går de kun ind og tjekker i CPR-registret for familie. Hvis de ikke finder noget der, så kan de i stedet for kontakte den afdødes fødselskommune. Så ville de kunne se langt mere om familieforholdene. Kirkebøgerne ligger der jo, så der ville man hurtigt kunne se, hvem forældrene var. Via dem ville man kunne finde frem til eventuelle søskende," siger han.

Det bedste scenarie ville, ifølge Michael Jensen, være, at kommunen satte lidt ekstra tid af til at ringe rundt, inden begravelsen blev sendt videre til ham.

Knud Larsen, der er formand for de danske bedemænds brancheforening og indehaver af Frederikssund Begravelsesforretning, siger, at bedemændene faktisk gerne vil bruge lidt mere tid på at finde frem til pårørende, hvis der blot er ressourcer til det.

"Kommunerne vil have begravelserne så billigt som muligt, og de har en klar forventning om, at prisen ikke må overskride begravelseshjælpen. Før i tiden brugte bedemanden lidt tid på at tale med f.eks. naboer, som ofte ved lidt om familierelationerne. Men når prisen bliver presset, så er det selvfølgelig noget, man sparer væk," siger han.

De bedemænd, som Jyllands-Posten har været i kontakt med, understreger alle, at tilfældet med Ejnar Jensen er det værste, de har hørt om.