Whitney Houston (Forum, fredag)
Den amerikanske sangerinde var en smule bedre til sin anden koncert. Hun var dog aldrig i nærheden af at synge godt.
Forum, Frederiksberg:
Whitney Houston
Fredag
Det første indtryk er som bekendt det, der varer ved.
Desværre for Whitney Houston.
Hendes koncert fredag aften var nemlig en smule bedre end det skandaløse show torsdag. Det vil gå over i historien som en af de mest triste og uværdige optrædener af et sangerikon.
Fredagskoncerten kan dog ikke opnå mere end én – stor – stjerne.
Det er uacceptabelt
For når man er blevet kaldt ”The Voice” og hyldet som en sangerinde fra en anden verden, er det uacceptabelt at stille op uden at kunne levere en eneste af sine gamle sange på en måde, så man blot kunne strejfe tanken om den gamle – eller rettere sagt unge – Whitney Houston, der kunne komme højere op end de fleste popsangere. Og blive dér.
Desuden var det tragikomisk at være vidne til, at hun på grund af et bolsje (!?) i munden smaskede under flere af sine vokale forsøg i andet sæt.
I første sæt var det til gengæld – pænt sagt – pudsigt at se hende synge i mikrofonen for pludselig at vende hovedet væk for at hoste tørt. Den fremgangsmåde praktiserede hun under flere af de første sange.
Et godt tegn
I den positive afdeling var det et godt tegn, at koncerten kom i gang til den planlagte tid, cirka kl. 21.20, og man kunne hurtigt mærke, at Houston ville forsøge at synge lidt mere og tale lidt mindre. Tak.
Hun var tydeligvis også bedre tilpas på scenen, og det skal forstås positivt, når jeg konstaterer, at hun skreg mere, end hun råbte.
Hun svedte også mindre i aftenens sorte dress og formåede bedre end den første aften at kommunikere forståeligt og enkelt med tilhørerne.
Hendes udgave af ”I Look To You” havde et arrangement og tempo, der virkede, som om det passede udmærket til hendes vokale form denne aften.
Derfor var det ærgerligt, at hun skulle krydre sin præstation med tørre host.
Koret kunne synge
Der var indledningsvis også et par steder, hvor samarbejdet mellem kor og hovedperson virkede i bedre balance end på førstedagen.
Korsangerne kunne synge – og synge højt – og på den måde kunne de være med til at styrke den totale oplevelse.
Der var også i både første og andet sæt stærkere præg af gospel og kirke.
Det var fair nok at synge på en følelse af religiøs samhørighed. Desværre kom Whitney Houston til tider til at overgøre leveringen, så det blev nærmest vækkelsesprædikantagtigt.
Hun gjorde også et par fans meget glade. De fik hver især en autograf.
Det lyder måske lidt Elvis i Las Vegas-agtigt. Men faktisk håndterede Houston disse situationer meget stille og roligt.
Kun et menneske
Efter cirka 40 minutter overlod Whitney Houston scenen til sit kor.
Det var rent fyld, hvad de diskede op med, og en hel del tilhørere besluttede at forlade noget, der kunne beskrives som en fest. I hvert fald kunne man godt mærke på en stor del af publikum, at det var fredag.
Der blev drukket mere, og der var flere, der skulle ud for at ryge.
”Jeg er kun et menneske," sang Whitney Houston, da hun vendte tilbage, og man kunne kun give hende ret.
De store gamle ballader og temponumre var placeret i sidste del af showet, og det blev alt for hurtigt udstillet, at hun heller ikke den anden aften kunne håndtere sangene som i gamle dage.
Eller i hvert fald noget, der lød som.
Alligevel virkede det, som om hun mere end den første aften forsøgte at administrere sine vokale begrænsninger og benytte sig af en jazzet mulighed til at kunne lyde, som om ærindet i et nummer var at ville fortolke det.
Høje toner
Det trick gjorde sådan set ikke noget som helst spændende ved oplevelsen. Men hun undgik flere steder at skulle leve op til publikums forventning om høje toner.
Da Whitney Houston forlod scenen for at trække vejret før ekstranummeret, vendte hun tommelfingrene opad til sit band.
Hun var tydeligvis tilfreds med sig selv, bandet samt de begejstrede tilhørere tættest på scenen.
Det ændrer dog ikke ved opfattelsen af, at Whitney Houston højst sandsynligt har givet sine sidste koncerter i Danmark.
Der skal et mirakel til, hvis hun skal kunne genopstå som en troværdig sangerinde.