Skandaleramt sanger til Roskilde
Den britiske solist Pete Doherty har meldt sin ankomst til Roskilde Festival. Det prisbelønnede rockband Elbow er også sat på programmet.
Selv om Pete Doherty - eller Peter Doherty som han er begyndt at kalde sig - er bedst kendt for stofmisbrug og sit stormfulde forhold til supermodellen Kate Moss, er der også musik i det engelske rockikon.
Pete Doherty slog igennem som frontmand i først The Libertines og siden Babyshambles, inden han slog sig ned som soloartist.
Det er indtil videre resulteret i det slentrende soloalbum ”Grace/Wastelands”.
Intet gensyn med Blur
Nu melder Pete Doherty sin ankomst til årets Roskilde Festival, hvor han sammen med kritikerroste og prisbelønnede engelske Elbow og danske I Got You On Tape tæller blandt de sidste tilføjelser til programmet.
Dermed er alt håb om at opleve det gendannede britpop-band Blur tilsyneladende ude. Blur giver ellers flere koncerter omkring den danske festival.
Pete Doherty har for vane at aflyse koncerter i sidste øjeblik, så fans må krydse fingre for, at sangeren kan holde sig ædru og formår at finde vej til Roskilde.
Skal blive hjemme
Selv om Pete Doherty hævder at have lagt heroinen fra sig, er han stadig omgivet af retssager.
Den skandaleramte sanger må i øjeblikket kun være ude om aftenen, når han skal give koncerter, og skal i øvrigt møde i Gloucester Crown Court 11. august, da han er blevet taget i både spritkørsel og for at have narkotika på sig.