Fortsæt til indhold
Litteratur

Ihærdig boghandler fra Kabul jagter norsk forfatter

10 år efter "Boghandleren fra Kabul" rejser den rigtige boghandler en ny retssag mod forfatteren Åsne Seierstad.

Den berømte boghandler-familie fra Kabul, som blev udødeliggjort for 10 år siden i bogen "Boghandleren fra Kabul", har ikke opgivet at få erstatning ud af forfatteren, den norske succesforfatter og journalist Åsne Seierstad.

Familien har vundet og tabt en retssag i en norsk retssal. Men nu forsøger den berømte "boghandler fra Kabul" sig med en nyt sagsanlæg mod Åsne Seierstad.

Det skriver den norske Nettavisen.

Hun boede i 2002 i en periode hos boghandler Shah Muhammad Rais og hans familie i Kabul, og hendes oplevelser hos familien dannede i al hemmelighed baggrund for hendes succesroman "Boghandleren i Kabul", der udkom samme år.

Åsne Seierstad udgav i 2002 "Boghandleren fra Kabul", som byggede på sine oplevelser med boghandler-familien.

Seierstad havde ikke fortalt den temmelig dysfunktionelle familie, at hun arbejdede på en bog om dem, og derfor blev hun kort efter udgivelsen sagsøgt af boghandlerens hustru, Suraia Rais, som spiller hovedrollen i bogen.

Boghandlerens kone vandt i tingretten, men tabte i lagmannsretten, da Seierstad valgte at anke dommen - en erstatning på 250.000 kr.

Suraia Rais blev nægtet adgang til at få sagen prøvet ved den norske højesteret, men hun formåede ikke at skaffe den økonomiske garanti på 800.000 kr., som Seierstad og forlaget havde krævet.

Nu tager den 60-årige boghandler sagen i egne hænder og sagsøger både Åsne Seierstad og forlaget Cappelen Damm, der står bag "Boghandleren i Kabul". Han kræver erstatning, fordi han i bogen omtales på side 21 og 186, skriver Nettavisen.

Han har hyret topadvokaten Per Danielsen, som siger, at Seierstad har benyttet benspænd over for boghandleren for at hindre ham i at få sagen for retten.

"Cappelen er Nordens rigeste forlag med milliardomsætning og et overskud på 83 millioner i 2011. Seierstad og forlaget burde skamme sig, fordi de ikke har gjort noget som helst for at løse sagen og beklage det, de har gjort," siger Per Danielsen til Nettavisen.

"Boghandleren i Kabul" udkom i 2002 på forlaget Cappelen Damm og lå i 41 uger i træk på bestseller-listen på The New York Times.