Seierstad og fakta

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ifølge dommen er oplysningerne i bogen om Rais' tanker og følelser dybt private, og de fremstilles som sande, uden at Seierstad har sikret sig, f.eks. ved at spørge Rais selv, at de stemmer med virkeligheden. Derfor har Seierstad ifølge dommen krænket privatlivets fred.

»Forfattere og andre historiefortællere, som giver indtryk af at publicere sande fremstillinger ud fra et alvidende fortællerperspektiv, må sørge for, at oplysninger om let identificerbare personers inderste tanker om personlige og følsomme temaer har solid forankring,« fastslås det i dommen.

Domstolen har således engageret sig i debatten om, hvor grænsen går mellem litteratur og journalistik, mellem fiktion og fakta, og hvilke krav, der bør stilles til journalistisk dokumentation, når en forfatter bruger litterære virkemidler til at skabe nærvær og drama. Jeg har selv haft fornøjelsen at diskutere emnet med Seierstad, efter at jeg i 2008 i en anmeldelse af hendes bog ”Englen i Groznyj” skrev, at jeg var i tvivl, om det var journalistik eller litteratur, og at jeg i lyset af forkerte gengivelser af flere begivenheder var usikker på de litterære passager med beskrivelse af, hvad der foregik inde i personerne, havde fundet sted som beskrevet af Seierstad. Det har vi nu en domstols ord for, ikke var tilfældet med ”Boghandleren fra Kabul”. Manglen på kildegrundlag gælder bl.a. åbningskapitlet, hvor Rais ifølge Seierstad tvinges til at gifte sig med boghandleren, selv om hun ikke vil have ham, og senere hvor Seierstad skriver, at boghandleren bestak Rais forældre for at kunne være sammen med hende før brylluppet.

Dommens konklusion er i strid med, hvad Seierstad selv skriver i forordet:

»Jeg har skrevet i en litterær form, men til grund for det, jeg skriver, ligger virkelige historier, som jeg har oplevet, eller som jeg har fået fortalt af dem, der var med. Når jeg skriver, hvad personerne tænker og føler, er det baseret på det, de har fortalt mig, at de tænkte eller i den situation der bliver skildret. (…) Jeg er selvsagt ingen alvidende forfatter, så når jeg beskriver indre dialog eller tankegang, er det, fordi de har fortalt mig, hvad de tænkte.«

Det passer ikke ifølge dommen, men der kan ikke desto mindre være grund til at forsvare Seierstad med henvisning til ytrings- og pressefriheden og bogens almene interesse. Hendes insisteren på at kalde sine bøger for journalistik er der til gengæld grund til at tage med mere end et gran salt. Dokumentarroman er en bedre genrebetegnelse, for den rummer den blanding af fiktion og fakta, som er Seierstads metode, og som hun er en sand mester i.

Hvis Seierstad vil deklarere sine bøger som journalistik, kan hun lade sig inspirere af Julian Assange, manden bag WikiLeaks. Assange fortjener kritik for mange ting, men hans opfordring til at stille samme dokumentationskrav til journalistik som til en videnskabelig artikel er helt på sin plads. Han siger til The New Yorker:

»Jeg vil sætte en ny standard: ”videnskabelig journalistik”. Hvis man publicerer en artikel om dna, har man pligt til at aflevere alle de data, der ligger bag ens research. Ideen er, at folk selv kan gentage et eksperiment, tjekke og verificere. Det er noget, man også bør gøre med journalistik. Der er en umiddelbar magtubalance i, at læserne ikke er i stand til at verificere, hvad de får fortalt, og det fører til misbrug.«