Vi er så giftige, at vi aldrig ville kunne blive godkendt som fødevarer
I 50 år har Philippe Grandjean advaret mod den sundhedsfarlige kemi, der i stigende grad omgiver os. Han har oplevet store firmaer se stort på uhyggelige bivirkninger og velmenende forskere blive trynet. Og konsekvenserne er ikke for sarte sjæle, fortæller den verdensberømte danske professor i ny bog.
Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle ende sådan her.
At jeg ville blive sådan én.
Men nu står jeg i det lokale supermarked og nedstirrer en tube tandpasta. Og dens ingrediensliste:
Glycerin … hydreret silikat … sodium sakkarin … fluorid.
Fluorid?!
Jeg kniber øjnene sammen. Det lyder ikke godt.
Men sandheden er, kære læser, at jeg ikke har den fjerneste idé om, hvad tandpastaen foran mig indeholder. Om der er noget farligt i den.
Hvad jeg i stedet ved med sikkerhed er, at jeg aldrig selv kunne få en plads på supermarkedshylden.
Det er jeg nemlig alt for giftig til.
Og det er du for resten også.
Eller det er i hvert fald budskabet i Philippe Grandjeans nyeste bog.
I ”Du er giftig” fortæller den internationalt anerkendte danske forsker og professor, hvordan den verden vi lever i, den mad, vi spiser, og den luft, vi indånder, er fyldt med giftige kemikalier.
I sådan en grad, at vi aldrig selv ville kunne blive godkendt som fødevarer.
Men hvordan er vi endt her?
Stenalderfolk og moderne danskere
Jeg vil gætte på, at du ikke går rundt og føler dig giftig.
Men sagen er, at kemiske stoffer som eksempelvis bly kan hobe sig op i vores kroppe over tid og forårsage en lang række sygdomme.
Det fandt en purung lægestuderende Philippe Grandjean frem til for snart 50 år siden, da han satte sig ned og nærstuderede blyindholdet i ryghvirvler fra stenaldermennesker og moderne danskere.
Forskellen var klokkeklar.
Der var ikke en my bly at finde i stenaldermenneskerne. Men i 1970’ernes danskere var der så meget, at det var decideret giftigt.
Kunne det måske have noget at gøre med, at de 2CV’er og Puch Maxier, der tøffede rundt i København, også blæste bly ud af udstødningsrøret?
Det vender vi tilbage til.
Imidlertid var studiet af stenaldermennesker kun begyndelsen på Philippe Grandjeans karriere. Siden har han både været professor på Syddansk Universitet, Harvard University og Boston University og redaktør for en lang række akademiske tidsskrifter. Han har studeret kviksølvsforgiftning i Japan, PFAS på Færøerne, pesticideffekter i Ecuador og fluorid i Kina.
Kort sagt har Philippe Grandjean i over et halvt århundrede gjort opmærksom på, at mange af de kemikalier, der omgiver os, er skadelige.
Men han har også set et tema gå igen. Og igen.
Og igen.
Desværre.
Godt gammeldags vred
På trods af at Philippe Grandjeans bog ikke er et farligt kemisk stof, så medfører den alligevel en kraftig bivirkning.
Jeg kan ikke undgå at blive godt gammeldags vred.
Og sådan vil mange andre nok også have det.
For mens jeg bladrer mig vej gennem de 288 sider, vælter det ud med den ene og den anden historie om, hvordan store firmaer og myndigheder har sat folkesundheden over styr – for teknologisk fremskridt og ussel mammons skyld.
Der er historien om de 100 japanske børn, der blev født med hjerneskader, fordi en lokal fabrik pumpede kviksølv ud i havet.
Eller historien om, at 200 millioner amerikanere stadig får tilføjet fluor til deres drikkevand, selvom det er påvist, at det skader udviklingen af børns hjerner.
Og så er der den om bly.
Suk.
Bly har gjort os allesammen dummere
I 1920’erne valgte bilgiganten General Motors at komme bly i benzinen for at gøre forbrændingen mere effektiv.
Trods tidlige advarsler fra forskere og flere dødsfald på deres fabrikker trykkede cheferne hos den amerikanske bilproducent bare på speederen.
Ja, faktisk ansatte de en læge, Robert Kehoe, til at overbevise befolkningen om blyets uskadelighed og udfordre de forskere, der gav udtryk for bekymring.
Den strategi skulle vise sig at være uhyggeligt effektiv.
For det var først i starten af 1970’erne, 50 år efter den første dråbe bly røg i benzinen, at der kom et ubestrideligt bevis på, at selv små mængder af metallet er ekstremt skadelige for mennesker.
I Danmark blev blybenzinen udfaset i 1994. Men på verdensplan var det først i 2021, at det sidste land, Algeriet, fjernede bly fra benzinen. I mellemtiden har flere generationer indåndet store mængder bly fra bilos.
En af de mest voldsomme konsekvenser ved selv en lille smule bly i blodet er, at børns IQ bliver påvirket af det skadelige tungmetal. Den falder simpelthen.
Privatbilismen har altså gjort os allesammen dummere.
Måske er det derfor, vi bliver ved med at begå de samme fejl?
Forurening alle steder
En morgen i 2021 slog Philippe Grandjean op i avisen og fik sig lidt af et chok.
Forsidenyheden var, at der var fundet uhørt store mængder PFAS i kødet fra en kogræsserforening i Korsør. Faktisk 176 gange højere end grænseværdien.
Derfor kontaktede Philippe Grandjean laboratoriet bag prøverne for at høre, om de kunne have lavet en fejl.
Men den var god nok.
Samtidig kunne forskeren ikke lade være med at undre sig. Siden 2012 havde han forsket i og gjort opmærksom på PFAS-problematikken. Hvorfor var det først blevet en forsidenyhed nu?
PFAS – eller Forever Chemicals, som de også bliver kaldt – er en gruppe kemiske stoffer, der er så svært nedbrydelige, at de bliver hængende … for evigt.
Siden 1950’erne er stofferne, der gør produkter fedt- og vandafvisende, blevet brugt i for eksempel regnjakker og som belægning på stegepander.
Indtil 2020 var det også lovligt at bruge i mademballage i Danmark.
Men Philippe Grandjeans forskning har blandt andet vist, at PFAS i mennesker kan gøre vacciner mindre effektive og føre til overvægt. Andre studier viser en øget risiko for at udvikle sukkersyge og kræft.
Det var lige godt pokkers, tænker jeg, mens jeg læser i den danske professors nye bog.
Hvis bare vi havde vidst, at PFAS var giftigt for længe siden.
For det gjorde vi jo ikke.
Vel?
Fra Himalaya til Antarktis
Imens jeg støver internettet igennem for viden om PFAS, falder jeg over en artikel om en retssag mod de to største producenter af stoffet i verden: 3M og DuPont.
Det, jeg læser, får det til at svimle for mig.
Interne dokumenter viser nemlig, at 3M og DuPont udmærket godt vidste, at PFAS var sundhedsskadeligt. Og det har de vidst siden 1960’erne.
Vi kunne altså have sat en stopper for PFAS-forureningen for over 60 år siden.
I stedet er PFAS nu overalt.
I verdenshavene. På toppen af Himalayabjergene og på indlandsisen i Antarktis. Og i blodet på 99 pct. af os.
Det er nogenlunde på det her tidspunkt, at jeg opdager en anden bivirkning ved at læse Philippe Grandjeans bog.
Game over?
Til at starte med er det mest bare for sjov.
Jeg vender en pakke med småkager eller drejer en vens øl. Bare for at se, hvad der egentlig er i de ting, vi propper i munden. Men så begynder jeg at læse på bagsiden af mit vaskemiddel med et temmelig rynket bryn. Og pludselig er jeg i færd med at undersøge, om der er PFAS i min kommunes vandforsyning.
Da jeg mødes med nogle italienske venner et par dage senere, går det op for mig, at jeg måske er kommet ud på et skråplan.
De har stillet brød, olivenolie og citron på bordet. Det kan der vist ikke være noget farligt i.
Men pludselig slår det mig, at der kunne være pesticidrester i hveden i brødet. Og den gryde, som de har kommet olivenolien i, ser dens overfladebehandling ikke en smule mistænkelig ud?
Jeg spiser brødet troligt uden at dele mine bekymringer med mine venner. For jeg kan godt se, at det hele begynder at lyde en smule fanatisk.
Men når man ikke kan stole på virksomhederne, og kemikalierne er overalt, hvad skal man så gøre?
Det er jo game over.
Krisehjælp fra Forbrugerrådet
»Du må endelig ikke sige, at det er game over, Jonas,« lyder det fra en venlig stemme i telefonrøret.
Det er Christel Søgaard Kirkeby fra Forbrugerrådet Tænk.
Jeg har ringet til hende for at få slået lidt koldt vand i mit – højst sandsynligt – PFAS-befængte blod. Og for at få et par råd til, hvad jeg egentlig selv kan gøre for at undgå kemikalier i min hverdag.
Dem har Christel Søgaard Kirkeby heldigvis mange af, og jeg kan da også mærke, at mit blodtryk falder lidt, imens vi taler.
For eksempel kan jeg købe økologisk for at undgå pesticider, og jeg kan bruge Forbrugerrådets app, Kemiluppen, til at finde de rengøringsmidler og skønhedsprodukter, der har mindst mulig kemi. Og hvis jeg vil være helt på den sikre side, kan jeg gå efter svanemærkede produkter.
»Det kan være nemt at blive overvældet, når først man bliver opmærksom på, hvor mange kemikalier der er i vores hverdag. Men det er vigtigt, at man ikke giver fortabt, og i stedet tænker, at vi skal have løst det her problem,« siger Christel Søgaard Kirkeby.
Hun fortæller desuden, at Forbrugerrådet Tænk løbende tester produkter og ofte finder versioner helt uden problematiske kemikalier.
Det er dejligt at vide, at der er nogen derude, der tester vores produkter for farlige kemikalier. Og at der er muligheder for at undgå farlig kemi.
Alligevel kan jeg mærke et stik af fortvivlelse, imens jeg snakker med Christel Søgaard Kirkeby.
Philippe, hvad skal vi gøre?
Nogle dage senere toner en 75-årig mand med venlige øjne frem på min computerskærm.
Det er Philippe Grandjean.
Jeg har spurgt forskeren og forfatteren til ”Du er giftig”, om han vil deltage i et videoopkald, og der er især et fortvivlet spørgsmål, jeg gerne vil stille ham.
I løbet af hans lange karriere har han gang på gang set, hvordan store virksomheder har forurenet og nægtet at tage ansvar. Hvordan forskere og kollegaer er blevet forsøgt købt, fyret eller slet og ret truet til at tie.
Og i mellemtiden er vi allesammen blevet udsat for farlige kemikalier. Ja, faktisk bliver der produceret 100.000 menneskeskabte kemikalier hvert år, som vi ved forsvindende lidt om, hvordan påvirker os.
Noget, der umiddelbart ikke ser ud til at stoppe i den nærmeste fremtid.
Philippe, hvad skal vi gøre? Det tog 99 år at fjerne bly fra benzinen. Imens bliver virksomheder ved med at forurene og skabe nye kemikalier. Er det ikke en umulig opgave?
»Det er klart, at jeg ikke ville have skrevet den her bog, hvis jeg ikke havde en smule optimisme tilbage,« siger den bogaktuelle professor.
»Men der er behov for, at vi begynder at træffe nogle bedre beslutninger for at beskytte befolkningens sundhed. Det kan ikke nytte noget, at vi bliver ved med at sige, at et stof er sikkert, bare fordi vi ikke ved, om det er farligt. Når der bliver opfundet et nyt stof, skal det dokumenteres, at det er sikkert, inden det bliver sendt ud på markedet.«
Blandt andet forestiller Philippe Grandjean sig, at man kunne lave en international aftale om kemikalier på samme måde som Paris-aftalen om klimaet. I sidste ende er det nemlig et politisk spørgsmål, hvordan vi vælger at håndtere kemikalierne i vores verden:
»Som forsker forsøger jeg at videregive den viden, jeg har opnået. Med min bog håber jeg at kunne inspirere nogle læsere, om det så er vælgere, politikere eller embedsmænd. Og at det kan føre til, at vi i fællesskab når frem til en bedre model.«
Og måske er der en større chance for, at det kan ske nu. Siden blybenzin blev afskaffet, melder FN nemlig, at verdens IQ-niveau er stigende. Så måske fremtidige generationer kan blive klogere og foretage nogle bedre valg?
Man har lov til at håbe.
I mellemtiden vil jeg downloade Kemiluppen.
Og købe økologiske grøntsager.