Ud til kanten

Det er almindeligt at kalde litteratur, der finder sted i en geografi langt fra centrum, for udkantslitteratur. Der er noget sært ved betegnelsen; som om noget bliver holdt ud i strakt arm.

Internationalt set finder vi forfattere, som skriver fra periferien. I USA arbejder og bor Marilynne Robinson i præriestaten Iowa. Daniel Woodrell, det var ham, der skrev ”Winter’s Bone”, bor i Missouri, meth country. I Skandinavien boede Kerstin Ekman længe i det allernordligste Sverige, og i Holland sidder Jaap Robben så langt fra Amsterdam, at han kan kigge over den tysk-hollandske grænse fra sit skrivebord.

Kloden er rund, og jeg er nødt til at fortælle, at jeg bor på den jyske vestkyst, så langt mod vest, at det nærmest er Skotland. Det skyldes kærligheden til landskabet, lysten til at drage ud. Lige derovre på den anden side af vandet findes De Britiske Øer jo. Og det er derover, vi skal nu.

I det skotske højland finder vi den bulgarskfødte digter og prosaist Kapka Kassabova, og i Irland, på Europas snart sagt vestligste udpost, i Galway bor Claire-Louise Bennett. Hun er opvokset i England, men vandret så langt vestpå, da hun så sit snit, at hun nu er noget nær ved at falde i Atlanterhavet. Kassabova og Bennett har inden for de seneste år hver især skrevet værker om og fra periferien. De har søgt langt ind i det latent eventyrlige ved det sted, de er eller bevæger sig igennem. Deres værker ligner ikke hinanden, men er begge vidunderligt nysgerrige på det, der findes langt fra centrum og derfor i en sløret bevidsthed.

Kapka Kassabova blev født i Sofia, Bulgarien. Som teenager rejste hun med sin familie til New Zealand. Her uddannede hun sig. Som voksen gik turen til Skotland og langt ud i højlandet. Her skrev hun en række digtsamlinger, men satte sig derefter for at beskrive det næsten hemmelige sted, hendes koldkrigsskæbne udgik fra: grænsen mellem Bulgarien, Grækenland og Tyrkiet.

Det blev til bogen ”Den sidste grænse: rejser på kanten af Europa”, 2017. I bogen følger vi Kassabova dybt ind i en Balkan-periferi bevokset af tætte urskove, fulde af mystik, visioner og kulturelle udvekslinger. På grænsen finder hun det grænseopløsende, og hun beskriver det med stor vitalitet.

Det grænseopløsende og sansende møder vi også i Claire-Louise Bennetts enestående debutroman ”Dam”, 2015. Bennett er en ener. Hendes tilgang er stilistisk egenartet, humoristisk og besynderligt excentrisk.

I et lille hus i det vestlige Irland møder vi fortælleren, en navnløs, yngre kvinde. Det er denne enlige bevidstheds møde med tingene, rummene, landskabet og kærligheden, altid med simrende humor, der udgør bogens univers.

På engelsk hedder bogen ”Pond”, hvilket naturligvis betyder dam, men som samtidigt knytter sig til verbet to ponder: at tænke nøje over noget, gerne over længere tid. Og hovedpersonen i ”Dam” tænker i sin geografiske periferi. Hun tænker i stilheden, i regnen, i stormene, der går ind fra Atlanterhavet, og hun forbinder sig med alt, hvad hun sanser og ser på.

”Dam” tog verden med storm fra sin yderlige position, fordi den baserer sig på noget, der altid er i centrum: stoffets kraft, og stoffets kraft følger med den skrivende, hvor end hun eller han måtte befinde sig.

Det siges, at en af grundene til, at vikingerne fik så stor en succes, var, at de ikke så sig selv som et udkantsfolk. De havde lært at flytte sig hurtigt over havet. De orienterede sig efter stjernerne, horisonterne, og de havde opdaget, at kloden krummede sig.

Hvis jorden er rund, tænkte vikingerne, så er man altid i centrum. Det er med denne vished om stoffets levende karakter, uanset hvor du er, at vi måske skal overveje at kalde litteratur skrevet på kanten, om kanten, for noget andet end udkantslitteratur.

Eller måske skulle vi holde op med at kalde den noget og blot læse. Ja, læs litteratur. Den er, når den er god, lige præcis, hvor den skal være.