»Jeg opfatter det som en pligt at søge forsoning med andre mennesker i alle livets forhold«

Jesper Stein er ikke længere bange.

»Jeg har fået et andet liv - et liv, som jeg ikke kunne forestille mig dengang,« siger forfatteren i dag, tre måneder efter at hans bog, ”Rampen”, der handler om hans opvækst i Risskov på ondt og godt, udkom med et forord om, at han var bange.

Når han taler om dengang, taler han om 2018, da han lige var holdt op med at drikke, var blevet skilt, hans mor var død, og han vidste, at han måtte skrive en bog om sit unge liv.

Nu har den 55-årige forfatter fundet en anderledes ro i livet, siger han i telefonen fra Amager, mens han guider sine hjemsendte børn på 14, 7 og 7 år til at finde avocado og rugbrød i køkkenet. Den ældste på 24 er flyttet hjemmefra.

Livet har givet ro

»Det er ikke bogen, der har givet mig ro, det har mit liv i al almindelighed. Den har været en del af den proces, men alene kunne den ikke have gjort noget,« siger han.

»Den er kommet i en proces med en større eksistentiel oprydning og har gjort, at jeg har kunnet se nogle meget markante mønstre i mit liv og i høj grad også i mine forældres. Det vigtigste af alting her er at få fred med det uforløste i min relation til dem og kunne se dem mere som hele mennesker på ondt - det kan man jo læse i min bog - men også på godt. Det gode, de rummede, må jeg også anerkende som en betydelig årsag til, at jeg er blevet den, jeg er.«

Bogen om hans liv, før og efter at hans far efter 29 års ægteskab forlod sin kone til fordel for en ung kvinde, har også været årsag til, at han er kommet i tæt kontakt med mange af sine læsere.

Over 500 henvendelser

Ikke bare fordi han har været ude at møde sine læsere, lige da bogen udkom, og skal på turné igen, så snart det er coronaforsvarligt, men fordi folk skriver til ham i et omfang, han aldrig havde troet skulle ske for en garvet krimiforfatter som ham. I sin litterære bagage har han seks bøger om vicepolitikommissær Axel Steen, der har lige så meget knas i sit liv, som forfatteren selv har haft.

Hver dag, siden ”Rampen” udkom i november, har han fået 10-15 henvendelser fra kvinder og mænd, der har læst hans bog. Det løber op i over 500 mails, mange fra folk med en baggrund i Risskov.

»Det er en radikal anden respons, end jeg nogensinde har fået på det, jeg har lavet. Folk fortæller om voldsomme smertepunkter i deres eget liv. Det er en superintim og meget bevægende situation. Der er aldrig nogen, der har skrevet til mig, at Axel Steen har vækket sådanne følelser i dem,« siger han.

»Det er jo ikke noget, man som forfatter søger - ens mål er at skrive en god og litterær bog. Men jeg må tage det på mig og gå ind i det, folk skriver til mig.«

Hver aften bruger han derfor minimum en time på at svare.

»Folk er ikke blevet forløst, de er blevet spejlet. Min bog har fået dem til at reflektere over deres egen familiehistorie. Det gør især indtryk på mig, når den har fået dem til at revurdere deres mødrene og fædrene arv og dermed måske fundet fred med det. Det bliver jeg meget rørt over,« siger han.

Svigt

Han finder det meget markant, at henvendelserne kommer fra alle miljøer, men at der er en markant overvægt af folk fra samme segment som ham: et akademikermiljø, hvor der blev læst bøger, og der var hjemmebrygget vin i kælderen. Ligesom det miljø, han voksede op i på Rampen i Risskov.

»Fire af fem henvendelser til mig er fra børn af veluddannede forældre med en kulturel ballast. Vi har haft utroligt mange historier i dansk litteratur i de sidste par år om børn, der er vokset op med tørre tæv, alvorlige omsorgssvigt og store sociale problemer. Det, som min bog måske giver luft til, er, at selv om der står Klaus Rifbjerg i reolen, ”Svantes Viser” kører på grammofonen, og der er musselmalede tallerkener, kan der gå rigtig meget galt. Man kan godt blive svigtet som barn alligevel.«

Folk skriver, at de græder, fordi de bliver påvirket af hans fortælling.

»Mange har oplevet deres forældre blive skilt på en ikke ret god måde. Det forekommer nok hyppigere, end man lige regner med. Der er mange mænd, der forlader deres kone og finder sig en 15, 20, 30 år yngre kvinde. Det kender jeg da godt fra min egen generation, og det har vi grinet af, men måske forekom det endnu hyppigere i min ungdom. Måske. Det gør i hvert fald oftest ikke noget særligt godt for skilsmissen,« fortæller han.

»En del skriver om at have forældre, som fik den deroute, som mine forældre fik. Når den ene ægtefælle forsvinder, kan det gå stærkt ned ad bakke for den, der er tilbage, ligesom det skete for min mor og senere på sin vis også for min far.«

Forsoningens øjeblik

Han bruger igen og igen ordet rørt, når han fortæller om at få de mange mails.

»Hvis min bog ikke bare spejler noget i deres liv, men også sætter noget i gang, er jeg superglad. Man rykker sig jo ikke kun her i livet ved egen hjælp – det er min dybe erfaring gennem de seneste to et halvt år. Man er nødt til at have hjælp og blive inspireret af og skubbet til af nogle andre mennesker,« siger han.

»Jeg vil ikke fortælle andre, hvordan de skal forholde sig til deres historie, men jeg opfatter det som en pligt at søge forsoning med andre mennesker i alle livets forhold. En pligt over for livet, over for andre mennesker - og over for vores børn. De skal ikke arve vores bitterhed. Men det kan være svært, for forsoningen er også det øjeblik, hvor man kigger indad og er villig til at tage sin del af ansvaret, ellers kan man jo ikke forsones. Hvis man er blevet udsat for et svigt eller et overgreb, er man nødt til først at redde sig selv og få ryddet op i det, man selv bærer på, ellers kan man ikke række ud.«

Jesper Stein understreger dog, »at der er livssituationer, sorg, svigt og overgreb, som er så alvorlige og fundamentalt ødelæggende, at man ikke føler, at man kan finde nogen form for forsoning eller fred med den, der har begået det mod en.«

I ”Rampen” siger han til sin mor, da hun ligger på sit dødsleje, at hun gjorde det så godt, hun kunne.

»Det siger jeg mest for at give hende fred, for at overlade hende til døden i en fredfyldt stund. Det var det vigtigste for hende, for om end hun ikke gjorde det godt, var min bror og jeg det vigtigste for hende i livet. Siden har jeg fået det sådan, at jeg i dag står ved det, jeg sagde til hende. Det er skønt at være kommet dertil. Jeg kan begræde, at det ikke kom tidligere, men det var ikke muligt.«

Gemmer sine egen breve

Han har selv mange breve og mails, som er skrevet i den turbulente del af hans liv. De skal gemmes, siger han.

»Efter denne bog kunne jeg aldrig drømme om at smide dem ud. Der er meget, som jeg overhovedet ikke har lyst til, at mine børn skal læse i dag, men de har lov til at læse det, når jeg er død. De kan måske give dem svar på nogle spørgsmål om deres far, som de ikke fik stillet mig. Hvis der er noget, de er utilfredse med eller føler sig såret over, vil jeg nu hellere høre om det, mens det stadig er muligt at gøre noget ved det,« siger han.

»Selvfølgelig har jeg også svigtet. Det har alle forældre. Jeg er desuden blevet skilt, og en skilsmisse er et svigt, uanset hvordan man vender og drejer det og forsøger at bilde hinanden og os selv ind, at der findes gode skilsmisser. Der er altid noget forbundet med skilsmissen, som er svært og ensomt, og som føles som et svigt. Det må man som forældre tage på sig.«

I bogen taler den 17-årige Jesper om kærlighed som lort, løgn og uretfærdighed. For den 55-årige Jesper har den et andet udtryk:

»Nu kom min 7-årige datter lige ind og kiggede på mig med et stort smil, fordi jeg kiggede på hende. Det, der var der, er for mig indbegrebet af kærlighed: nærværet med de mennesker, som jeg har brug for at være sammen med, og som jeg kan være noget for. Læg mærke til, hvad jeg siger: Som jeg kan være noget for. Det er helt afgørende for mig.«