Utraditionel roman om forældreskab lander klodset

Eva Tind har gennem de seneste fem år brilleret med to meget stærke romaner, ”Han” og ”Astas skygge” fra henholdsvis 2014 og 2016. I begge implementerer hun elegant smådele fra sit eget liv, ikke mindst sin erfaring af at være adoptivbarn.

Ophav er i højere grad end de to foregående romaner fri fantasi, men hele den omfattende problematik omkring det at være adopteret udgør ikke desto mindre også kernen i hendes nye udgivelse.

Fortællingen om Miriam, Kai og Sui berører emner som tilhørsforhold, familierelationer, adskillelse og samhørighed, og det er oplagt at tolke dem som afledte motiver af adoptionsproblematikken. Desuden adopterer romanpersonerne rent faktisk hinanden på kryds og tværs i en mere abstrakt betydning af begrebet.

Den unge, nyuddannede arkitekt Kai, der har koreanske rødder, møder kunstneren Miriam Bang til en fernisering. Hun er dobbelt så gammel som han, men han falder fuldstændig for den excentriske kvinde klædt i sølvpailletter fra top til tå.

Kort efter mødet bliver Miriam gravid. Det er højst ubelejligt, men hun gennemfører graviditeten på betingelse af, at Kai vil påtage sig den fulde forældremyndighed.

Da Sui er et år, forlader Miriam familien for at hellige sig sin kunst.

Sui vokser op hos Kai og lærer først sin mor at kende, da hun er atten og Miriam omkring de halvfjerds.

Et indisk, et svensk og et koreansk hjem

Romanen følger alle tre karakterer lige tæt, ingen er mere vigtig end de andre. Både Kai, Miriam og Sui er afgørende brikker i den overordnede fortælling om at finde ”hjem”.

Kai, der er begavet med evnen til at heale, skal en tur omkring et indisk meditationscenter for at finde sig selv.

Sui er nødt til at rejse til Korea for at møde sin bedstefars kone, perlefiskeren, før hun forstår, hvem hun er, og Miriam oparbejder den hjemlige harmoni i de øde svenske skove, hvor hun bygger sit sidste kunstværk: Et økobaseret mausolæum.

Det viser sig, at hjem og ophav i Miriam, Kai og Suis tilfælde er en særegen blanding af arvemasse og åndelige længsler, ligesom betegnelsen mor, eller slægtskab i det hele taget, sjældent er biologisk betinget.

Eva Tind har et skønt sprog og en befriende, legende tilgang til sine tre hovedkarakterer, men de får alt for lidt plads at udfolde sig på.

Hvert enkelt livsforløb har romanpotentiale, men sat sammen til en fælles fortælling virker den ærlig talt ufærdig. Måske er det grunden til, at slutningen med sit magiske twist kommer til at virke som en desperat smutvej ud af en knoldet handling.

LINK: Køb e-bogen her