Fortsæt til indhold
Litteratur

Bog & Idé gør Interflora kunsten efter: Nu kan du sige det med bøger

Bog & Idé har netop lanceret en online gavebutik med ekspresslevering. Det er bl.a. et lille værn mod konkurrenten Amazon.

I dag kræver det kun et par klik på musen at få mors dag-buketten i hus. Fremover bliver udvalget af gaver leveret med ekspressforsendelse større endnu.

Boghandlerkæden Bog & Idé har netop lanceret en ny gaveshop, hvor du kan bestille indpakkede bøger og brætspil ledsaget af et personligt kort lige til døren - samme dag, som du bestiller.

Vel at mærke hvis du bor i en af Danmarks fire største byer - eller i Aars og Støvring, hvor den lokale boghandler er så vild med konceptet, at man har investeret i en budcykel for at kunne køre ud med varerne samme dag, fortæller Bog & Idés administrerende direktør, Marianne Lyngby Pedersen.

I de øvrige dele af landet, vil pakken først nå frem dagen efter, bestillingen er lagt. Marianne Lyngby Pedersen håber, at den nye service vil være med til at børste lidt støv af kæden.

»Jeg tror, mange danskere har et forhold til Bog & Idé som den gamle, rare onkel, der altid har været der. En gang i mellem kan det være rigtig svært at blive betragtet på en ny måde. Jeg håber, det her kan være med til, at kunderne ser at vi er en moderne detailhandelvirksomhed, som er baseret på nogle gode, gamle dyder. At det kan være et lille værn mod Amazon er også en lille del af det,« siger hun med henvisning til konkurrenten, der ikke tilbyder samme service herhjemme.

Heller ikke Saxo byder på levering samme dag, som bestillingen tikker ind, på nuværende tidspunkt. Gavebutikken er en del af Bog & Idés webshop, der blev lanceret for et år siden. Her kan man foreløbig vælge bøger fra Top 100-listen til ekspresslevering.

Når der kommer mere volumen på forretningen, vil man kigge på at udvide udvalget, siger direktøren.

»Bog & Idé er i forvejen en gaveleverandør. Man kan altid finde et eller andet. Vi er også ofte det sidste håb, der redder julen, og vi ved fra vores kunder, at hvis man har travlt, vil man gerne handle online. Der er også andre muligheder. Flere hospitaler forbyder f.eks. blomster på hospitalsstuerne. Derfor kigger vi også på, hvad der f.eks. kan erstatte mor og barn-buketten for dem, der gerne vil sende en meningsfuld gave til et nybagt forælderpar fra den anden ende af landet,« fortæller hun.