Nationalklenodie genudsendes igen-igen: »Matador er mere end en tv-serie«
En alternativ version af Danmarkshistorien ruller endnu en gang over skærmen lørdag aften.
Danskere i alle aldre kan lørdag aften stimle sammen foran fjernsynet for at få et gensyn med Røde, Laura, Kvik og Maude, når Danmarks Radio for syvende gang genudsender Matador i bedste sendetid.
Denne gang sker det i en nypoleret, restaureret udgave, der passer til de fladskærme, som pryder stuerne anno 2017.
Når DR gang på gang har fundet de 24 afsnit frem fra arkiverne, har kritikerne - i form af både anmeldere og seere - haft svært ved at holde protesterne inde ifølge DR selv.
Spørger man Jyllands-Postens kulturredaktør, Palle Weis, har den 38 år gamle serie dog stadig sin berettigelse - også i primetime-sendetid.
»Matador er blevet større end sig selv. Det er blevet vores fortælling om den periode og samtidig en fortælling om, at det kan betale sig at arbejde og stræbe. Det er der sikkert nogle, der kunne lære noget af i dag,« siger Palle Weis.
Han kalder serien »velfortalt« og »næsten mere klassisk end Olsen Banden« og bliver ikke overrasket, hvis seertallet endnu en gang formår at runde en million. Det har serien indtil videre haft succes med ved hver eneste af de i alt otte genudsendelser.
»Matador er mere end en tv-serie, for den samler os og fungerer som en slags fælles, kollektiv erindring - også selvom den ikke er sandfærdig eller historisk korrekt. Det er en opbyggelig fortælling om Danmark, som vi godt kan lide at høre, og så lever vi med, at man gør de kulturradikale - den cellospillende læge og klaverlærerinden - til førende modstandsfolk, fordi serien er skrevet af kulturradikale,« siger han.
Da Matador første gang løb over skærmen i 1978, satte serien nye standarder for dansk tv-drama. Den var niveauer over, hvad man ellers havde set, husker Palle Weis, der selv fulgte serien som 15-årig.
»Der er stadig ikke noget, du kan sammenligne med Matador. Vi har lavet fremragende drama siden da i form af Broen, Forbrydelsen, Borgen og Krøniken, men der er ikke noget, der som samlet fortælling overgår Matador. Den fanger via sit persongalleri, sin opbygning og dramaturgi. Man bliver enten fascineret eller frastødt af figurerne. Selv hvis man ikke bryder sig om Mads Skjern, bliver man jo fascineret af hans flid,« mener han.
Matador blev senest genudsendt sin originale version 2012, og i 2017-udgaven kan seerne forvente knald på farverne og lyden. Det har taget halvanden måned at finpudse hvert afsnit og rense det for støj og snavs, og DR håber, at restaureringen kan trække både de gamle fans og nye generationer til skærmen.