Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Før Badehotellet går på ferie: Her er de store spørgsmål

Frøken Fie, grosserer Madsen og skuespiller hr. Weyse trækker over 1,6 millioner danskere til skærmen hver uge. Men hvad er de store spørgsmål før mandagens sæsonafslutning?

Finder frøken Fie sammen med Morten, eller vælger hun den kække trompetist? Tager fru Andersen mod til sig og fortæller Morten, at han er hendes søn?

Og hvad med den ulykkelige skuespiller hr. Weyse. Kan han genrejse sig, efter hans livlige omgang med unge damer fik ham fyret fra Det Kongelige Teater?

Det er bare nogle af spørgsmålene, som står ubesvaret, før sæsonafslutningen af TV 2's hitserie Badehotellet ruller hen over skærmen mandag aften kl. 20. Mere end 1,6 million har fulgt med i seriens tredje sæson, og det slår alle rekorder for en fiktionsserie på TV 2.

På Badehotellets facebookside er antallet af følgere oppe på næsten 80.000 danskere. Blandt de forventningsfulde fans er spændingen særligt stor for at få svar på forholdet mellem studiepigen Fie og den nyrige Morten, Fru Andersens hemmelighed og hr. Weyses nedtur.

TV2 har allerede løftet sløret for, at det sidste afsnit ikke er helt normalt. Der er gået noget tid, og hotelgæsterne er taget hjem til København igen. Men de unge stuepiger og fru Andersen må hurtigt genåbne hotellet, eftersom en ny film med hr. Weyse i hovedrollen skal indspilles på badehotellet.

I debatten på facebook bliver der ivrigt debatteret om, hvad det sidste afsnit i sæsonen mon ender med.

Den bramfrie og skabede karakter hr. Weyse ser ud til at gå i opløsning efter sin fyring, men han har åbenbart fået en filmrolle?

Fru Andersen tilbringer mere og mere tid hos frøken Fies far, så kan der mon opstå sød musik? Og vil Fru Andersen fortælle Morten, at hun er hans biologiske mor?

Endelig har den griske grosserer Madsen lånt penge til sit byggeprojekt af ukendte bagmænd. Finder han mon ud af, hvem der i virkeligheden har købt aktier i hans projekt?

Et andet spørgsmål er, hvad skuespilleren Thure Lindhardt lige pludselig laver i det sidste afsnit af Badehotellet? I en trailer til sæsonafslutningen afsløres det, at skuespilleren skal spille filminstruktør i det fiktive univers, og at han efter sigende skulle lave ravage på det glade hotel tæt ved Skagen.

Instruktørerne bag serien har før hevet kendte skuespillere ind som en central figur i et enkelt afsnit. Blandt andet da Søren Pilmark spillede en karikeret udgave af datidens statsminister Thorvald Stauning.

Sæsonafslutning på sæson 3 i Badehotellet. Edward Weyse (Jens Jacob Tychsen) og stumfilminstruktør Gerhard Flügelhorn (Thure Lindhardt).

Serien, der har været udskældt af en samlet stand af anmeldere, er faldet i seernes smag. Med et højdepunkt på over 1,6 millioner seere, som samlet gav det seneste afsnit 4,6 af 5 i Gallups målinger, slår tv-serien alle rekorder.

Det undrer ikke lektor emeritus på Københavns Universitet, Peter Schepelern, der i flere årtier har forsket i film, tv og medier.

»Det er en underspillet, naiv fortælling i surrealistisk univers. Det er så fjernt fra vores hverdag, både i forhold til tid og miljø. Derfor bliver folk fanget af det, selvom det hele er karikeret og revyagtigt. Vi har en masse forestillinger om fortidens karakterer og miljø, og derfor virker det fangende, når vi kan se vores fordomme udspille sig i et nærmest uvirkeligt og overdrevet tv-univers,« siger han.

Lektoren mener samtidig, at bagklogskaben er en del af forklaringen på Badehotellets succes.

»Vi kan godt lide bagklogskabens selvglæde, når vi ser historiske serier. Når det fiktive univers bevæger sig inden for en tid, hvor vi sidenhen er blevet klogere, kan vi lade os underholde af karakterernes vrangforestilling af verden omkring dem,« mener Peter Schepelern.

Artiklens emner
TV 2