Nu fortæller han om det, han gjorde i 1988

Hvordan kan nogle mennesker slå deres elskede ihjel? Og hvordan lever de videre med det bagefter? Det undersøger instruktør Jonas Poher Rasmussen i ”Det han gjorde”, som har premiere på filmfestivalen Cph:Dox.

I ”Det han gjorde” fortæller Jens Michael Schau om forholdet til forfatterkollegaen Christian Kampmann, der var kendt for romaner som ”Visse hensyn” (1973), ”Faste forhold” (1974), ”Rene linjer”(1975) og ”Andre måder (1975). De levede sammen i et åbent forhold, indtil Jens Michael Schau – i et anfald af jalousi – i 1988 dræbte den populære forfatter i dennes sommerhus på Læsø. Jens Michael Schau blev i 1990 idømt 10 års fængsel for drabet, men blev løsladt efter syv år.

»Der er ikke noget endegyldigt svar på, hvorfor nogle mennesker slår deres elskede ihjel. Jens Michael Schau var syg af stress og jalousi, og i situationen manglede han den stopklods, der kunne have forhindret ham i at slå Christian Kampmann ihjel,« siger Jonas Poher Rasmussen til Jyllands-Posten.

Men Jens Michael Schau var ikke nem for filminstruktøren at få i tale.

»Skal vi snakke om det?« siger han begyndelsen af filmen, da han bliver spurgt om, hvordan han mødte Christian Kampmann.

Reduceret til en handling

»Det har været svært,« siger Jonas Poher Rasmussen.

»Her er en mand, der tydeligvis kæmper med nogle dæmoner. Han har svært ved at tage skridt ud i verden efter endt afsoning, da han er plaget af skyld. Han har det ambivalent med kameraet, for han vil gerne fortælle sin side af historien, men samtidig vil hans ansigt atter blive sat på drabet. Han føler sig reduceret til den handling.«

I filmen fortæller Jens Michael Schau tøvende om mødet med forfatterkollegaen.

»Jeg mødte ham til sådan et seminar, som mandebevægelsen holdt. Det var i 1975. Så var vi sammen i 13 år.«

Familien ville ikke acceptere forholdet. I filmen læser han op fra et brev fra sin far:

»Jeg ved, hvad homoseksuelle udfoldelser betyder. Pik i røven, pik i munden osv. Er det det, man kalder dejligt? Jeg kalder det svineri.«

Ifølge instruktøren blev Jens Michael Schau tvunget til at vælge mellem familien og Christian Kampmann:

»Han var meget tæt knyttet til sin familie, og især moderen gav ham masser af tryghed. Siden fik han tryghed af Christian Kampmann, men da han blev bange for at miste ham, opstod der et stort tomrum. Trygheden forsvandt, og det kunne han ikke håndtere.«

Jens Michael Schau havde svært ved at håndtere livet efter afsoningen af sin straf.

»Jeg har svært ved at gå udenfor. Gå på gaden. Fordi jeg synes, at jeg ville krænke nogen ved at gå der. Altså, de ville blive krænket over min tilstedeværelse. Hvis jeg overvejer at gå en tur eller hente dit og dat, så overvejer jeg at blive hjemme,« siger han i filmen.

»Man får en straf, og så udstår man den, og så skulle man på papiret være fri, og det er man selvfølgelig ikke.«

Nogen vil måske endda finde det krænkende, at du præsenterer en film om Jens Michael Schau?

»Måske. Jeg kan sagtens se, at det er problematisk, hvis drabsmænd profiterer på det, de har gjort. Man har refereret til Jønke, men den sammenligning forstår jeg ikke. Jens Michael Schau har ikke alene afsonet sin straf, han har også sonet i forhold til samfundet og de pårørende, hvilket man ikke ligefrem kan sige om Jønke,« siger Jonas Poher Rasmussen.

Skal vi have ondt af ham?

»Det er forkert formuleret. Det lyder medlidende. Han har sat sig selv i en svær situation, men jeg har sympati for ham. Han er et angrende menneske. Han ved godt – i modsætning til eksempelvis Jønke – at den er gal. Det handler om tilgivelse, men hvad er tilgivelse egentlig? At han tilgiver sig selv, gør jo ikke hans handling mindre forkert. Han skal lære at leve med det, han har gjort. Måske vil filmen hjælpe ham på vej, men det afhænger meget af modtagelsen. Hvis han får at vide, at han ikke har en plads i samfundet, så ryger han tilbage i sin hule,« siger Jonas Poher Rasmussen.

Om motivationen til at medvirke, lyder det i filmen fra Jens Michael Schau:

»I mange år har jeg levet, som om de 13 år, jeg var sammen Christian, ikke har eksisteret. Jeg vil godt have, at jeg kunne rumme, at alt hvad det indebar også hørte med i mit liv. Jeg tror, at det er, fordi jeg gerne vil have mit liv til at hænge sammen på en eller anden led.«