Star Wars - Episode 1 - Den usynlige fjende 3D
Indledningen til Star Wars-sagaen kan nu ses i 3D. Det gør den marginalt flottere, men ikke spor bedre.
Actionfilm
Star Wars - Episode 1 - Den usynlige fjende 3D
USA 1999/2012
Instruktion: George Lucas
2 timer 16 min.
Premiere i biografer landet over
Hvad madsminke er for mad, er 3D blevet for mange film. De kan godt bringes til at se kønnere ud, men substans og smag (eller mangel på samme) ændres der ikke ved.
Og der er stadig en visuel afgrund til forskel på film, der som James Camerons ”Avatar” er tænkt og filmet direkte i 3D, og de efterhånden mange film i traditionel 2D, der er blevet pudset op til en slags erstatnings-3D. Således også den - i kronologisk forstand - første Star Wars-film fra 1999, hvor der nu ellers er blevet gået overraskende nænsomt til værks.
Sådan at forstå, at George Lucas sympatisk nok ikke er faldet for fristelsen til at overdrive 3D-mulighederne i de mange hidsige kampscener, storslåede landskaber og byer. De er faktisk i sig selv nogenlunde så flotte, de kan blive, og 3D-virkningerne forstærker dem i de fleste tilfælde blot meget diskret.
Indædte fans af serien, som forventer en radikalt anderledes og mægtigere oplevelse end tidligere, vil derfor nok blive skuffet. Her i nutiden og den lokale galakse kan vi andre blot konstatere, at filmen hverken er blevet bedre eller værre af det.
Det sidste ville også være svært. For én ting er den spektakulære billedside, John Williams' muskuløse orkestermusik og en håndfuld navnlig britiske stjerneskuespillere, der opbyder vekslende grader af engagement (og grimme frisurer).
Derfor er der stadig tale om en ret så kraftesløs blanding af genbrug fra den oprindelige ”Star Wars” (i dag kendt som ”A New Hope”), politiske intriger, der på samme tid er labyrintiske og forudsigelige - mon dog ikke senator Palpatine hen ad vejen viser sig at være en skurk? - etniske klichéer, oppustet filosofisk lommeuld og påklistret mekanisk ramasjang.
Værst i det endeløse væddeløb, der bedst kan beskrives som en slags Ørkenkøbing Grand Prix.
Oven i købet er det i flere tilfælde hære af animerede figurer, der plaffer løs på hinanden. Og det er bare ikke spor spændende at se på.
For slet ikke at tale om filmens fatale fejlgreb, den mageløst umorsomme tumpefigur Jar Jar Binks; af hensyn til eventuelle sarte læsere skal der ikke gås i detaljer med, hvor han fortjener et lyssværd. Og selv i blot én dimension ville han stadig have én for meget.