Twilight Saga: Breaking Dawn, Del 1
Historien om vampyrer, varulve og vanvittig kærlighed stadig bizar, men velsmurt underholdning.
Twilight Saga: Breaking Dawn, Del 1
USA, 2011
Instruktion: Bill Condon
2 timer 5 minutter
Premiere 17. November hele landet over.
For det vampyrbesatte børne- og ungdomspublikum, Twi-hards, betyder det ikke en disse, hvad ”Twilight Saga: Breaking Dawn – del 1” er for en film som netop film.
Der skal vist jordskælv, laviner og flodbølger til at for at holde dem fra biografen.
Der er blevet kræset for det trofaste publikum, hvilket også er nødvendigt. Nu, hvor filmene er nået til nummer fire og sidste bog i serien, er det ved at være for sent for nybegyndere at hoppe på toget, for det forventes, at man kender til (for)historien. Og den er slet ikke slut endnu, for den ca. 850 sider lange roman er blevet delt i op i to film.
Sidste del er i øjeblikket i postproduktion og får premiere til næste år, og med den velsmurte maskine, der er blevet sat i gang med ”Breaking Dawn”, burde der rent faktisk være noget at se frem til.
Slutningen i denne første del er nemlig så passende dramatisk effektiv, at også de mere lunkne twilight-tilhængere må hænge på til næste film.
Den store kærlighed
Det er Bill Condon, der stod bag Motown-musicalen ”Dreamgirls” (2006), der har indtaget instruktørstolen. Faktisk var Sofia Coppola (”Lost in Translation”) på tale som instruktør, men hun ønskede ikke at stå bag begge filmatiseringer.
Det kunne ellers have været interessant at se, om hun kunne have bidraget med en anelse mere subtil følsomhed til vampyruniverset. For filmene er stadig præget af en bombastisk, men alligevel helt ufleksibel forestilling om den store kærlighed.
Det er en lang våd drøm om romantik. Det er sådan forfatteren (og nu producer) Stephenie Meyers har præsenteret historien om varulven Jacob, der elsker pigen Bella, der elsker vampyren Edward.
Filmene har ukritisk overtaget beskrivelsen af en smægtende og næsten vulgær teenagekærlighed, og man skulle tro, at man ville nå over kvalmestadiet i ”Breaking Dawn”, fordi det er her, hvor Bella og Edward endelig bliver gift, hvilket betyder, at det pæne par endelig kan dyrke sex.
Uinspireret skuespil
Men med Condon bag roret bliver der klippet forholdsvis hurtigt (i Twilight-målestok, forstås) mellem de alvorlige kig-hinanden-dybt-i-øjnene-jeg-smelter-af-kærlighed-scenerne og de mere humoristiske eller, mest typisk, de mere dramatiske.
Det gør filmen overraskende adræt. Hvad Condon dog ikke har formået at rette op på, er det imponerende stive og uinspirerende skuespil. Robert Pattinson som den hvidsminkede vampyr Edvard kan nok se martret blodfattig ud, men er ellers lige så død i sværen som en fladmast flue på en vindskærm.
Flere af hans vampyrfæller ligner i øvrigt et par amatørskuespillere, der lige har stukket hovedet ind i et udklædningsrum og grebet den nærmeste paryk.
Kristen Stewart som Bella er ikke helt så neurotisk usikker at se på som i de tidligere film, og hun åbner værdigt op for sit spil i scenen, hvor hun er hvid brud. Taylor Lautner som Jacob ligner stadig en lille dreng med alt for mange steroider i kroppen.
Løjerlig historie
Og så er der historien, der stadig er lige så løjerlig, som den altid har været. Ingen sex før ægteskabet, abort er udelukket, Bella lukkes ind og nurses i vampyrklanen, som var hun ypperstepræstinde i en sekt.
Mest mærkværdigt er dog (og her kommer en spoiler for de uindviede) at Jacob bliver præget til en baby. At blive præget betyder for en varulv, at man finder sin mage for livet.
Nu skal man ikke være snerpet over, at der kan være 18-20 år mellem et forelsket, voksent par, men det virker simpelthen helt pædofilt, at Jacob fortrylles og smedes sammen (i ånden dog blot) med en baby. Det er en af de mange bizarre og direkte dumme plotpunkter i Twilight-universet.
Eventyr for barnlige sjæle
”Breaking Dawn – Del 1” er altså allermest for fans, der bare vil have glødende og intenst romantisk drama. Og på trods af at filmen indeholder en grum og blodig fødselsscene, og at medierådet i Danmark først havde sat censuren til 15 år (men senere sat den ned til 11 år), så er det altså et eventyr for børn og barnlige sjæle, der i biografen kan leve sig ind i det,
Bella siger i begyndelsen af filmen: ”Barndommen er der, hvor ingen dør”. Det stadie, hvor man med andre ord stadig ukorrumperet af livets realiteter kan tro på det naive og eventyrlige, og hvor kærligheden er håbefuld og føles, nå ja, som blodigt alvor.