Cecilie

Cecilie

Danmark 2007

Instruktion: Hans Fabian Wullenweber

Premiere landet over


Hvem er det, der hamrer på døren midt om natten, og hvad er det for et barneansigt, der viser sig uden for brevsprækken? Hvorfra kommer fodsporene i sneen, hvem er Camilla, og hvorfor begynder Cecilie at få dødsfantasier, hvori hun bliver overfal-det ude i skoven og skubbet ind under isen i søen?

Danske gyserfilm med overnaturlige elementer er der meget langt imellem. I særdeleshed hvis man ser bort fra rene spekulationsprodukter model ”Sidste time”, eller opkørt, ikke alt for selvhøjtideligt vås som Anders Rønnow Klarlunds ”Besat”, hvor selveste Satan kom til København.

Måske vor nationale svøbe, selvironien, bare ikke passer særlig godt sammen med, at der findes spøgelser. Men så meget desto større bliver glæden, når der endelig kommer en begavet og ofte uhyggelig film, som ikke - og det er positivt ment - rummer gnist af humor eller andre formildende træk.

Godt begyndt
Første halvdel af Hans Fabian Wullenwebers tredje spillefilm efter ”Klatretøsen” og ”Tvilling” leverer virkelig varen i klassisk stil. Den sarte Cecilie (Sonja Richter) og hendes bløde mand, Mads (Claus Riis Østergaard), er kun lige flyttet til et nyt hus ude i den vinterkolde provinsby, da synerne begynder at melde sig, og fortidens spøgelser bogstaveligt talt trænger sig på.

Med manuskript af ”Kongekabale”- og ”De fortabte sjæles ø”-succesparret Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg og en stilren billedside af et anonymt, snedækket vinterdanmark lykkes det hurtigt filmen at få etableret maksimal uhygge med diskrete midler. Tvivlen er det vigtigste våben, i stil med udenlandske klassikere som ”The O-thers” eller den gamle ”Skruen strammes”.

Richters største rolle
Sonja Richter er med sin lyse, skrøbelige hemmelighedsfuldhed den perfekte Cecilie, hendes hidtil største filmrolle. Til tider næsten som hvis hendes figur i tv-serien ”Forestillinger” havde været instrueret af Roman Polanski eller Alfred Hitchcock.

Spændingen flader dog noget ud efterhånden, i takt med at filmen pludselig viser alt for mange kort og bare bliver en ordinær kriminalfilm med overnaturlige krydderier, Anders W. Berthelsen som flink psykiaterdetektiv og Lars Mikkelsen som dæmonisk hypnotisør. Og efter en effektivt blodig, om end meget konventionel rabalderkulmination - så svært er det altså ikke at gætte morderen - fuser den helt ud i floskler og besynderligheder.

Men se den alligevel, trods alle forbehold - hvis De i øvrigt tør. Uden at ville andet end at underholde makabert, er filmen et kvalificeret livtag med en svær genre og får til fulde demonstreret, at en dansk provinsby kan virke mindst lige så rædselsvækkende som noget vampyrslot i Transsylvanien.

jakob.levinsen@jp.dk