Tempelriddernes skat II: Stormesterens hemmelighed
Fortsættelsen til Tempelriddernes skat er som spændingsfilm lige så ubehjælpsom som forgængeren. Men har ligesom dén tilløb til en troværdig ungdomsfilm.
Tempelriddernes skat II: Stormesterens hemmelighed
Danmark 2007
Instruktion: Giacomo Campeotto
82 minutter
Premiere landet over
Havde kong Philip den Smukke af Frankrig kendt til fremtidens romaner og film, havde han måske overvejet det en ekstra gang, før han den 13. oktober 1307 udryddede den magtfulde tempelridderorden. Det er nemlig i høj grad med udgangspunkt deri, at det i vor tid er myldret frem med rablende konspirationsteorier om skjulte skatte og hemmelige broderskaber fra Dan Browns Da Vinci Mysteriet og nedefter.
Via Bornholm, hvor ubefæstede, men stålsatte sjæle vil vide, at der er en forbindelse fra rundkirkerne til tempelridderne, har vi nu også fået vores lokale aflægger blandet publikumsvenligt op med den klassiske kække-børn-på-eventyr-genre. Tempelriddernes skat fra i fjor var en gedigen biografsucces, så en fortsættelse var hurtigt lige så forudsigelig, som det meste af handlingen i begge film er det.
Indiana Jones-kopi
Denne gang kobles kong Valdemar Atterdags blodige invasion af Gotland i juli 1361 på tempelriddermytologien. Hovedparten af den korte film, der effektivt nok udspiller sig stort set i realtid, ligner én lang turistreklame for Gotlands velbevarede middelalderbygninger i almindelighed og øens middelalderfestival i særdeleshed.
Ganske vist fandt de fire kvikke børn i den første film tempelriddernes skat på Bornholm, men den viste sig i virkeligheden at være Pagtens Ark. Så ud fra den recept, den symbolske skat, kan nærmest hvad som helst kobles på tempelridderne, og i denne omgang er det så blevet Den Hellige Gral (forfatterne kopierer åbenbart Indiana Jones-filmene fra en ende af).
Børnene er de samme som i den første film: Katrine (Julie Grundtvig Wester) og hendes tre bornholmske venner, muskelbundtet (Niklas Svale Andersen), nørden Nis (Christian Heldbo Wienberg) og hans flabede lillesøster Fie (Frederikke Thomassen). Og de er endnu bedre her.
For hvor snart sagt samtlige voksenskuespillere, anført af flinke Peter Gantzler som Katrines heroiske far, flinke Kurt Ravn som en meget lidt farlig superskurk og den biografdebuterende David Owe som hendes lansekæmpende fætter, skal kæmpe med fjollede roller og lamme replikker, har børnene adskilligt mere at rive i. Bag det ubehjælpsomt afviklede spændingsplot, der jævnligt går i stå i lange historiske foredrag (samt genfortælling af den første film), eller skubbes videre gennem ufrivilligt komiske sammentræf, er der nemlig også ansatser til en ret god ungdomsfilm.
Velgørende selvironi
Dynamikken og følelserne mellem de fire meget forskellige unger, hvoraf de tre ældste kun lige akkurat er blevet teenagere, er ofte ramt troværdigt både i replikker og i instruktion. Oven i købet får filmen til tider strejfet en velgørende selvironisk tone, når den lader de jordbundne unger kommentere den forlorne festivalmiddelalder og det virkelige spændingsplot i al dets fortænkte ubehjælpsomhed.
Så selv om det ind imellem ikke er spor godt, kunne det som helhed også havde meget værre. Filmen sælger Gotland fortrinligt, mellemstore børn vil formentlig være effektivt underholdt, og der er sitautioner, hvor også voksne vil have grund til at trække på smilebåndet. jakob.levinsen@jp.dk