”Nitram” er lige så fremragende, som den er ubærlig
Justin Kurzel fortæller med intensitet og en imponerende evne til ikke at forfalde til banalpsykologi om australsk masseskyderi.
Den australske filminstruktør Justin Kurzel laver ekstremt fysiske film. Siden spillefilmdebuten ”Snowtown” (2011) om teenagedrengen Jamie, der falder i kløerne på sin mors nye kæreste og hans morderiske venner, over den voldsomme ”Macbeth”-filmatisering (2015), hvor Shakespeares intense magtdrama i høj grad udspiller sig på Michael Fassbenders krop, til den ligegyldige Hollywood-afstikker ”Assassin’s Creed” (2016) har Kurzel skabt sammenhæng mellem sine dramaers psykologiske dimension og sine figurers kropslige tilstedeværelse.
Den strategi når et foreløbigt højdepunkt med den premiereaktuelle ”Nitram”, som er en kompromisløs og ubarmhjertig film om det største masseskyderi i Australiens historie. Det fandt sted i 1996 i byen Port Arthur på Tasmanien og kostede 35 mennesker livet, mens yderligere 23 blev alvorligt såret. Det var den 29-årige Martin Bryant, der stod bag den uforsonlige massakre, og det er hans liv, som Kurzel stiller skarpt på.
I filmens begyndelse bliver den unge Martin, der i filmens løb – og det er enormt effektfuldt – aldrig kaldes ved sit rigtige navn, men udelukkende ved øgenavnet Nitram (Martin stavet bagfra), interviewet til lokal-tv. Han er kommet godt og grundigt til skade efter at have leget med fyrværkeri, men på journalistens opbyggelige spørgsmål, om han så er færdig med at lege med krudt, svarer han entydigt nej. Denne erkendelse af at kende konsekvenserne og alligevel være villig til at løbe en potentielt livsfarlig risiko bliver rammesættende for vores forståelse af Nitram, der spilles med kropsligt nærvær og ekstrem intensitet af Caleb Landry Jones.