Fortsæt til indhold
Kultur

Kong Arthurs runde bord havde plads til 1.000

Forskere mener at have fundet stedet, hvor kong Arthurs riddere samledes om det runde bord.

Det mener historikere, som har undersøgt legenden om den engelske kong Arthur og ridderne om det runde bord.

Ifølge The Telegraph mener man at have fundet stedet, hvor kong Arthurs slot, Camelot, stod. Det har været stærkt omdiskuteret, hvorvidt Camelot overhovedet eksisterede eller blot var en del af myten om kong Arthur.

Men nu lyder det fra historikerne, at Camelot sandsynligvis ikke blev bygget specifikt til kong Arthur, men at han blot flyttede ind i en borg, som romerne havde efterladt.

Chester er City of Legions

Fundet af resterne af et romersk amfiteater i Chester tæt på Wales har ført til forskernes teori om, at det netop var her, kong Arthur boede, og her ridderne samledes om det runde bord.

I amfiteatret har man nemlig fundet en henrettelsessten og et træmindesmærke til minde om kristne martyrer. Samme mindesmærke bliver omtalt af en munk i 500-tallet, der beskriver kongens liv og omtaler City of Legions, hvor det ene af kong Arthurs store slag blev udkæmpet.

Ifølge legenden samlede kong Arthur sine riddere om det runde bord før et slag for at give dem instruktioner.

Det runde bord var et mødested

Der har været forskellige udlægninger af, hvor mange riddere, der var plads til, men ifølge forskerne mener man ikke længere, at der var tale om et decideret bord.

I stedet var der tale om en kæmpe træ- og stenkonstruktion, som gav plads til op mod 1.000 mennesker, lyder den nye teori, der gør op med de forestillinger om mænd omkring et massivt spisebord, som utallige film og bøger har beskrevet.

Ifølge forskerne sad de højestrangerende adelsmænd således på forreste række på dette cirkulære mødested, mens de lavere rangerende mænd sad på stenbænke udenom.