Fortsæt til indhold
Kultur

479.624 så kronprinsparrets hjem

I alt 479.624 nysgerrige har benyttet lejligheden til at opleve kronprinsparrets kommende hjem i det nyrenoverede Frederik d. 8's Palæ på Amalienborg.

Ritzau/JP

Alene søndag, som var sidste chance, kom 3.994 mennesker på besøg i palæet, hvis gemakker er udsmykket med værker af moderne danske kunstnere. Der var ventetid på op til tre kvarter for at komme ind.

Interessen for at se Frederik og Marys nye hjem har været overvældende, siden dørene blev slået op i februar.

Det var oprindelig meningen, at palæet skulle holde åbent for offentligheden til udgangen af maj, men på grund af den massive publikumsinteresse blev perioden forlænget.

Flere end Louisiana

Gemakkerne på Amalienborg stikker på blot seks måneder besøgstallet på det mest besøgte museum i Danmark, Louisiana, der i 2009 havde 475.000 besøgende.

Slots- og Ejendomsstyrelsen har stået for renoveringen af palæet. Frederik d. 8's Palæ blev efterladt tomt, da dronning Ingrid døde, og moderniseringen af bygningen har taget fem år.

Entréen for at komme ind har været 40 kroner, og indtægten fra de mange besøgende vil blive brugt til fremtidig vedligeholdelse af andre offentlige bygninger, oplyser styrelsen.