De små mærker, der var ekstremt eftertragtede på den sorte børs – og af tyveknægtene

»Find en Plads, hvor Tyven selv ikke i sin vildeste Fantasi kunne finde på at lede.«

Det råd gav en politiassistent Fomsgaard fra Aarhus Politi den 11. oktober 1942 – altså i dag for 75 år siden – Jyllands-Postens læsere i forbindelse med, at antallet af indbrud og tyverier i private hjem var voldsomt stigende.

Danmark var besat af Tyskland. Der var vareknaphed på alle hylder, og en lang række af de vigtigste ting var under rationering og kunne ikke købes uden særlige rationeringsmærker, der blev udstedt og udleveret af myndighederne.

Disse var – oplyste den aarhusianske politiassistent – i særlig høj kurs hos indbrudstyvene, hvorfor han opfordrede alle til at gemme dem på de ”mærkeligste steder” i boligen – jo mærkeligere, jo bedre.

»Vi står ret magtesløse over for disse Tyverier, og vi kan kun søge at forebygge dem ved at anbefale folk at gemme deres rationeringsmærker et eller andet mærkeligt sted. En skuffe – selv en aflaast skuffe – er det daarligst tænkelige Gemmested,« advarer politiassistenten i artiklen.

Han tilføjer, at han da sagtens kunne nævne flere gode gemmesteder, men for ikke at give tyvene gode idéer holder ham dem for sig selv.

De eftertragtede rationeringsmærker blev både under Første og Anden Verdenskrig udleveret til borgerne på det lokale kæmnerkontor (kommunekontor) eller hos et medlem af de lokale sogneråd, der af staten var udpeget til at administrere kortene.

Konkret fik borgerne udleveret et ark med rationeringsmærker knyttet til en bestemt varegruppe, og hver gang der f.eks. blev købt smør, benzin og andet, skulle borgeren aflevere både penge og rationeringsmærke. Uden rationeringsmærker var det umuligt at handle.

Mærkerne blev udleveret hvert kvartal, og reglerne for, hvem der kunne få hvor mange mærker, var ganske indviklede. Men som udgangspunkt kunne borgerne få udleveret rationeringsmærker i forhold til blandt andet indtægt, familiestatus og erhverv. Noget, der udløste en betydelig administration i både kommuner og sogne landet over.

Loven, der banede vejen for udstedelse af rationeringsmærker – Vareforsyningsloven – blev allerede vedtaget i september 1939, og umiddelbart herefter blev blandt andet benzin og brændsel rationeret. Så stor knaphed var der på benzin, at privat bilkørsel allerede fra april 1940 blev forbudt.

Siden fulgte rationering på mange andre varer – mange af dem fremstilledes ikke i Danmark og måtte eksporteres fra lande, der stod på god fod med Tyskland, eller fra neutrale lande som f.eks. Sverige.

Rationeringen ramte blandt andet sukker, kaffe, te, brød, sæbe, tobak, kaffe, kakao og mange andre varer – også diverse former for beklædning.

På grund af den massive varemangel og rationeringen af det, der overhovedet kunne skaffes, blev der udviklet et væld af erstatningsvarer, og her var det kun fantasien, der satte grænser.

For eksempel blev cigaretter fremstillet af blade og græs, og kaffe af råvarer som f.eks. rug, sukkerroer, figner, byg, majs og sågar mælkebøtter. Blandingen tilsattes ofte lidt Richs kaffeerstatning, der kom i handlen allerede i 1834, og som var fremstillet af cikorierod. Richs var i øvrigt så populært, at også det i krigens sidste måneder blev rationeret.

Varerationeringen fortsatte efter krigen – den første vare, der blev givet fri, var salt, og det skete i august 1945. Men andre rationeringer fortsatte i nogle år endnu.

Smørrationeringen ophørte i 1952, og da rationeringen af sukker og kaffe ophørte ved udgangen af samme år, var rationeringen af alle dagligvarer reelt ophørt. Brændselsrationeringen blev afskaffet i januar 1953, men frem til udgangen af 1957 var der stadig visse begrænsninger i køb af udvalgte luksusvarer som f.eks. biler.

I 1956 måtte forbrugerne igen leve med benzinrationering, og der blev i nogle måneder indført benzinmærker. Dette havde dog ingen sammenhæng med Anden Verdenskrig, men var udløst af Suez-krisen, der skabte problemer med olie- og benzinimporten.

Som et kuriosum kan i øvrigt nævnes, at Jyllands-Posten den 8. september 2004 på side 4 bragte en tospaltet historie, der blev indledt således:

»Anden Verdenskrig sluttede den 3. august 2004«.

Historien handlede om, at Indenrigsministeriet på denne dato angiveligt havde meddelt landets kommuner, at de frit kunne destruere de rationeringsmærker, der stadig befandt sig i gemmerne rundt omkring i landet.

Kilden til historien var Sjællands Tidende med en lokalhistoriker fra Dianalund som kilde. Ritzaus Bureau citerede historien, hvilket betød, at den blev viderebragt af både Radioavisen og en række danske dagblade.

Der var bare et problem:

Nævnte rationeringsmærker havde ifølge daværende journalist på Nordjyske (indtil 1999 Aalborg Stiftstidende) Johannes Mortensen intet som helst med Anden Verdenskrig at gøre.

Den navnkundige journalist – kaldet Johs – beskrev i sin klumme i Nordjyske, at han undrede sig så meget over nyheden, at han satte sig for at bore i historien.

Indenrigsministeriet og siden Forsvarsministeriet kendte ifølge journalisten absolut intet til brevet.

Det viste sig, at det famøse brev var afsendt fra Erhvervs- og Boligstyrelsen, der forklarede, at rationeringsmærkerne, som kommunerne nu frit kunne destruere, var mærker, der for en sikkerheds skyld var fremstillet i 1957 og 1958 i forbindelse med opbygningen af det civile beredskab under Den Kolde Krig. Men der blev aldrig brug for dem, og nu kunne de destrueres.

Tilbage til artiklen om tyverierne, der blev trykt i Jyllands-Posten i dag for 75 år siden:

Sammen med diverse varer var også rationeringsmærkerne i særdeles høj kurs på det illegale, sorte marked, og et meget eftertragtet bytte for indbrudstyvene i private hjem.

Hvad angår karakteren af tyverier i 1942, oplyser politiassistent Fomsgaard til Jyllands-Posten, at det ikke er grænser for »hvad der stjæles i vore dage«.

Som eksempel nævner han, at en ung kvinde netop har anmeldt, at hendes barnevogn med alt udstyr – men uden barn – er blevet stjålet, mens hun var inde på et apotek.

Antallet af indbrud og tyverier blev i 1940 opgjort til 77.502, hvilket var en betydelig stigning i forhold til året før. I 1941 blev antallet opgjort til ikke færre end 109.372 indbrud og tyverier.

Til sammenligning blev der i 2015 og 2016 registreret henholdvis 32.974 og 31.777 indbrud og tyverier fra aflåste danske hjem.

I nyere opgørelser over indbrud og tyverier skelnes der mellem indbrud i forretninger, virksomheder mv., private hjem og ubeboede bebyggelser.

Lægges disse tal sammen, hedder det 62.763 i 2015 og 59.719 året efter.

Med andre ord væsentligt færre indbrud, end der fandt sted i 1941 og 1942.

Sådan får du adgang til arkivet: