Fortsæt til indhold
Kultur

Politiet undersøger Banksys tilbud om en gave til ikke-konservative vælgere - nu dropper han kampagnen

Politiet har modtaget »adskillige klager« i sagen.

Det britiske politi vil nu undersøge, om den britiske street art-kunstner Banksy har overtrådt loven ved at tilbyde en gave til vælgere, der stemmer imod den konservative premierminister Theresa May ved det kommende valg.

Den anonyme kunstner havde i første omgang tilbudt vælgere i byen Bristol, at de kunne få et nyt, originalt print, der bliver offentliggjort dagen efter valget den 8. juni.

Flere af kunstnerens malerier er blevet solgt for flere millioner kroner.

Nu har kunstneren selv imidlertid valgt at trække tilbuddet tilbage, fordi han er blevet advaret om, at »tilbuddet vil ødelægge valgresultatet«.

Det skriver The Independent.

Banksy fortryder nu tilbuddet og slår fast, at kampagnen er »blevet aflyst«.

Der sker, efter at politiet er gået ind i sagen for at undersøge, om han har overtrådt loven ved at love en gave i bytte for folks stemmer.

Politiet har »modtaget adskillige klager«, oplyser en talsmand ifølge The Guardian.

Samtidig gør politiet opmærksom på, at »det er ulovligt for enhver vælger at tage imod gaver eller lignende til gengæld for at stemme eller ikke at stemme på en bestemt måde«.

Det er samtidig ikke tilladt at bestikke vælgere for at få dem til at stemme noget bestemt.

Banksy slog fast, at værket »på ingen måde er skabt for at påvirke vælgernes beslutning, det har ingen finansiel værdi, det er udelukkende for morskabens skyld og må ikke sælges videre.«

For at forhindre snyd, krævede Banksy, at vælgerne indsendte et billede af deres valgseddel. Det er også ulovligt ifølge britisk lov.