Stor kontrast: Frygtet krybdyr slanger sig fra snavset stengulv ind i den vestlige modeverden

Når slangeskindstasker udstilles i de mondæne modeforretninger – når der for eksempel står Gucci på tasken – så handler det om en luksusvare til i nogle tilfælde op til 35.000 danske kroner.

Efter salget vil tasken ofte i hænderne på sin nye ejer blive båret rundt i de absolut finere kredse og til celebre begivenheder.

De omgivelser står i mildt sagt skærende kontrast til den virkelighed, der omgiver både slangerne og de mennesker, der håndfanger og bearbejder dem i blandt andet Cirobon i den vestlige ende af Java i Indonesien.

Fotografen Putu Sayoga har med sit kamera skildret hverdagen på flere primitive slangevirksomheder i området, og han siger om udgangspunktet for sit projekt til Jyllands-Posten:

»Det gik op for mig, at Indonesien, som er mit hjemland, er en af verdens største eksportører af slangeprodukter, som bearbejdes her, og som ofte også bruges lokalt.«

Han understreger, at indfangning, bearbejdning og eksport af slanger i Indonesien er fuldt legalt, og tilføjer:

»Desuden skaber slangeindustrien rigtig mange arbejdspladser, og derfor vil jeg gerne gennem min reportage vise omverdenen, hvordan det foregår. Dette med fokus på både de mennesker, der er beskæftiget, og på selve produktionen.«

Putu Sayoga understreger, at det er vigtigt at have sig for øje, at den omfattende og stadig voksende slangeindustri i Indonesien også udgør en stigende trussel for slangebestanden og dermed for den økologiske balance i naturen.

Men indtil videre fungerer landets slangeindustri stort set uden andre restriktioner, end at det er forbudt at indfange og anvende de få fredede slanger i området.

Man anslår, at der til Europa eksporteres over 350.000 slangeskind om året, og eksporten er stigende.

I perioden fra 1985 og frem til 1998 eksporterede Indonesien i følge Putu Sayoga omkring 4,5 millioner skind fra blandt andet python- og kobraslanger. Også kødet fra slangerne eksporteres og anvendes både til føde og til forskellige former for medicin.

Ifølge fotografen var de største aftagere i 2010 Singapore, Spanien og Italien. De tre lande importerede tilsammen omkring 158.000 skind fra Java, og med knap 122.000 skind var Singapore den suverænt største aftager.

Slangerne opdrættes ikke på særlige farme, men fanges i naturen af særligt trænede personer, der ved, hvordan man undgår slangernes gift.

Uden for Indonesien, Vietnam og Malaysia – der alle har en stor slangeindustri – har der adskillige gange været rejst kritik af den måde, som slangerne hyppigst dræbes på. Metoden er blevet kaldt både grusom og forældet.

Indfangning og aflivning af en slange foregår ifølge blandt andet PETA (People for the Ethical Treatment of Animals) ofte således:

Når en slange er lokaliseret i det høje græs – primært om natten – får den et voldsomt slag i hovedet. Men selv med svære kvæstelser og hovedet skåret delvist af, kan en slange leve videre i indtil flere dage.

Når slangen er uskadeliggjort, føres en vandslange fra en pumpe og vandbeholder ned i halsen på den, og den pumpes fuld med vand. På den måde er det lettere at flå skindet af. For at vandet ikke skal løbe ud, bindes en stram lædersnor omkring dens hals.

I Vietnam, der også har en stor slangeindustri, anvendes i denne proces ofte luft frem for vand.

Efter omkring 10 minutter bliver der – når det handler om de store slanger – drevet en spids krog ind gennem dens nakke, og den hænges op – men også den barske behandling kan en slange overleve.

Alligevel løsnes skindet med en skarp kniv, og det trækkes af slangen, hvis skindløse krop smides i en stor stak, hvor slangen kan leve i flere dage, inden den dør.

At slangen ikke dræbes straks, skyldes, at det er langt sværere at hive skindet af en død slange end af en levende.

»Jeg indrømmer det,« siger Puto Sayoga til Jyllands-Posten: »Måden de dræber slangerne på, den virker også på mig meget grusom. Og langt de fleste steder foregår det på den måde.«

Siden tørres skindene enten i en særlig ovn eller udenfor i den bagende sol.

Kødet anvendes som tidligere nævnt både til mad og medicin.

Slangekød opfattes af mange som en delikatesse, og i flere asiatiske lande mener man, at medicin fremstillet af tørret slangekød er effektivt mod astma og diverse hudsygdomme. Desuden skulle slangen også indeholde stoffer, der har en gunstig indflydelse på mænds potens.

Lokalt fremstilles der adskillige produkter af slangeskind. Blandt andet punge, tegnebøger, sko og bælter, men også tasker.

Prisen på en taske i Indonesien ligger på, hvad der svarer til mellem 80 og 160 danske kroner.

Mange af de lokale produkter eksporteres og kan i Vesten købes til overkommelige priser.

Se tv-program om slangeindustrien i Cirobon:

Ganske anderledes forholder det sig, hvis skindene har været i hænderne på en designer og for eksempel bærer Guccis logo.

En søgning på nettet afslører, at en slangeskindstaske fra Gucci snildt kan løbe op i priser mellem 20.000 og 35.000 kr.