Ikonisk foto: Den vilde unge fotograf betalte med sit eget liv for billederne, der rystede hele verden

Der var lang kø foran det tungt lastede nødhjælpsfly, der netop var landet med mad til de sultende i landsbyen Ayod i det nuværende Sydsudan.

For overhovedet at få noget mad til dem selv og deres familie, så et forældrepar ingen anden mulighed end at efterlade deres børn på en gold støvet mark, mens de sørgede for at skaffe mad til dem og sig selv.

Den sydafrikanske fotograf Kevin Carter var sammen med vennen og kollegaen Jaoa Silva netop ankommet til Ayod med sit kameraudstyr.

Dette ombord på et nødhjælpsfly udsendt af FN.

Det var den torsdag den 11. marts 1993.

De to fotografer havde opholdt sig i Sudan nogle dage.

Carter havde taget orlov fra daværende Weekly Mail, der var erklæret modstander af apartheid-styret, og han havde selv finansieret sin rejse til Sudan ved at tage et banklån.

Piloten meddelte, at flyet ville lette igen en halv time senere, når man havde uddelt maden.

Jaoa Silva søgte at finde nogle guerilla-krigere, men Kevin Carter valgte i første omgang at blive i umiddelbar nærhed af FN-flyet.

Han tog adskillige billeder af de nødlidende omkring flyet, men til sidst blev det for meget for ham, og han fjernede sig fra flyet og bevægede sig ud i bushen.

Her gik han lidt rundt på må og få, da han pludselig hørte en svag klynken.

På en mark fik han øje på et af de udmagrede små børn, som var blevet efterladt, mens forældrene hentede mad ved flyet.

Nogle meter bag barnet fik Carter øje på en grib, der intenst fulgte det kæmpende barns svage bevægelser.

Han justerede sit kamera og fulgte i hen ved tyve minutter barnets kamp, inden han tog en hurtig serie billeder.

Har fortalte siden, at han egentlig ventede på, at gribben ville folde sine vinger ud, men da dette ikke skete, valgte han alligevel at tage billedet.

Da han havde billedet hjemme, jog han ifølge nogle kilder gribben væk - andre kilder bestrider dette. Selv har Kevin Carter, hvad angår gribben, givet divergerende forklaringer.

Men under alle omstædigheder lod han barnet ligge på marken og gik tilbage til nødhjælpsflyet, som lettede kort tid efter.

I sit kamera havde han et billede, der den 26. marts blev publiceret i New York Times, og som i de følgende dage gik verden rundt.

Et rystende foto, der stadig opfattes som det ultimative udtryk for hungersnøden i Sudan og på resten af det afrikanske kontinent.

Et billede, der var med til at rette yderligere internationalt fokus på den ulykkelige situation i Sudan.

Billedet gjorde Kevin Carter verdensberømt, og han modtog i foråret 1994 blandt andet både førsteprisen i Pulitzer Prize’s feature-kategori og prisen for American Magazine Picture of the Year.

Men billedet blev samtidig begyndelsen til enden for den unge, vilde fotograf, der levede sit liv i overhalingsbanen.

Siden Kevin Carter tog sit berømte billede i 1993 er situationen i Sydsudan i øvrigt ikke blevet lettere.

Da han arbejdede i området, var det stadig en del af det samlede Sudan, men med udbredt selvstyre. I 2011 blev Sydsudan officielt en selvstændig republik, men er stadig præget af voldsomme interne og ekstremt blodige stridigheder.

Desuden er landet stadig tynget af hungersnød, og dette i så massivt et omfang, at Sudan stadig er kategoriseret som et humanitært katastrofeområde af blandt andre FN og en række nødhjælpsorganisationer.

Inden vi vender tilbage til billedet af barnet og gribben samt de meget voldsomme reaktioner, er det - for at belyse karakteren af Kevin Carters korte og meget dramatiske karriere - nødvendigt for en stund at gå tilbage til begyndelsen.

Kevin Carter blev født ind i en solid katolsk middelklasse-familie i Johannesburg i Sydafrika den 13. september 1960.

Han voksede op i et kvarter, der under det strenge apartheidstyre, var forbudt område for sorte.

Forældrene levede med det, men Kevin Carter var oprørt over forholdene for de sorte sydafrikanere.

Han overværede gang på gang myndighedernes barske behandling af sorte, og han gav på et tidligt tidspunkt udtryk for dyb forundring over den apatiske måde, som mange hvide levede med undertrykkelsen af de sorte.

Umiddelbart efter sin skolegang indledte han en uddannelse til farmaceut, men han sprang fra og blev indrulleret i det sydafrikanske luftvåben, hvor han gjorde tjeneste i sammenlagt fire år.

En af de oplevelser, der siden kom til at præge ham, havde han i 1980, mens han stadig var i militæret:

Han overværede, hvordan en flok hvide messe-medarbejdere fornærmede en sort messe-medarbejder så groft, at han tog ham i forsvar. Dette resulterede i, at Kevin Carter prompte blev overfaldet og temmelig hårdt kvæstet af de hvide overfaldsmænd.

Blandt andet med baggrund i denne oplevelse besluttede Carter ganske enkelt ulovligt at udeblive fra tjenesten, og på motorcykel kørte han til Durban, hvor han i en kortere periode fik job som discjockey på en lokal radiostation.

Men det gik slet ikke. Han blev fyret og forsøgte angiveligt at tage sit eget liv med en overdosis af piller.

Knust over sit nederlag og hvad han opfattede som en perspektivløs fremtid, vendte han tilbage til luftvåbnet, hvor han forblev indtil hans kontrakt udløb.

Kevin Carter oplevede, at det socialistiske parti African National Congress (ANC) den 20. maj 1983 udførte et blodigt bomeattentat i Church Street i Pretoria. 19 blev dræbt og 217 sårede i større eller mindre grad.

Denne oplevelse - har han siden fortalt - fik ham til at beslutte, at han ville ernære sig som fotojournalist for på den måde, at fortælle verden, hvor alvorlig situationen var i Sydafrika.

Hans indgang var et job som sportsjournalist, men allerede i 1984 blev han ansat på dagbladet Johannesburg Star, hvor han fik til opgave at dække de brutale konsekvenser af apartheidpolitikken intensivt.

Han veg ikke tilbage for selv de mest blodige og brutale optrin. Dette kom til at præge hans liv fremover, og det var i de år, at han fik den holdning, at alt andet måtte vige for billedet - det gode beskrivende skud. Med den grundholdning lod han meget ofte hånt om sin egen sikkerhed - det eneste der drev ham, det var at tage det ultimative billede.

Han arbejdede i de år meget ofte sammen med især fotograferne Greg Marinovich, Ken Osterbroek og Joao Silva.

De fire fik på grund af deres mange skildringer af ofte ekstremt voldelige sammenstød mellem ANC og apartheid-styret tilnavnet ”The Bang-Bang Club” - af nogle kaldet ”The Bang-Bang Paparazzies”.

Og de fire gik helt tæt på.

På et tidspunkt dækkede Kevin Carter og Joao Silva for eksempel en begravelse.

Ingen af dem havde forventet, at der ville ske noget specielt dramatisk, men pludselig overfaldt en flok hvide en sort deltager i følget. De stak ham med knive, skød ham, kørte ham over med en bil og endte med at overhælde ham med benzin og brænde ham.

Joao Silva har siden om netop den voldsomme episode, der ikke var enestående i datidens Sydafrika, udtalt:

»Mit første foto viste fyren liggende på jorden, mens flokken fortalte ham, at de ville dræbe ham. Vi var heldige, at vi slap derfra med livet i behold.«

Indtil de fire unge hvide fotografer begyndte at dække konsekvenserne af apartheidstyret, var det stort set sorte fotografer, der - meget sporadisk - havde dokumenteret disse.

Arbejdsforholdene for de fire var ekstremt besværlige, idet apartheid-styret gjorde, hvad man kunne for at forhindre nogen form for dokumentation. De fire blev derfor adskillige gange arresteret.

Men deres arbejde gjorde stort indtryk - også langt uden for landets grænser.

Allerede i 1991 modtog Greg Marinovich en Pulitzer-pris for billederne af ANC-støtters brutale drab på en sort året før.

Se program om ”The Bang Bang Club”:

Da Kevin Carter den 23. maj 1994 gik op ad gulvet i Colombia University’s Low Memorial Library for at modtage sin Pulitzer-pris for billedet af barnet og gribben i Sudan, var han stolt. Følte sig for alvor anerkendt for sit arbejde.

Han blev hyldet som en berømthed, fløjet til New York af Pulitzer-komiteen og indlogeret på Hotel Marriott Marquis i hjertet af Manhattan - et stenkast fra Times Square. Det var første gang han besøgte USA, og han var under opholdet ekstremt omsværmet, og medierne flokkedes omkring den unge, som regel sortklædte, fotograf med diamant-ørenring i det ene øre.

Men under overfladen var Kervin Carter tynget af dyb sorg og befandt sig på mange måder i en choktilstand.

Få dage forinden - den 18. april - blev hans nære ven og medlem af ”The Bang Bang Club” Ken Osterbroek dræbt i forbindelse med et voldsomt sammenstød mellem regeringsstyrker og ANC i Thokoza, og ved samme lejlighed blev Greg Marinovich alvorligt såret.

Om det var regeringsstyrkerne eller ANC, der dræbte og sårede de to fotografer, er aldrig siden blevet endeligt opklaret.

Se video af de voldsomme uroligheder i Thokoza:

Den 23. oktober 2010 trådte Joao Silva i Kandahar i Afghanistan på en landmine, og fik begge ben sprængt bort.

Men da havde Kevin Carter allerede været død i sseks år.

Da hans billede af det udmagrede og sultende barn, der nøje følges af gribben, blev verdenskendt, fik både billedet og fotografen en meget hård medfart.

Kritikere mente ganske enkelt, at han havde handlet voldsomt uetisk ved - efter at have taget sit billede - at have overladt barnet til den - muligvis - ventende grib.

Og bedre blev det ikke af, at ingen - heller ikke myndighederne i Sydsudan - siden kunne opklare, hvad der skete med barnet efter, at de to fotografer var fløjet videre med FN-flyet.

Kevin Carter forsvarede sig med, at det havde været nødvendigt at lave et så stærkt billede som muligt, og at de afrikanske myndigheder på det kraftigste havde frarådet nærkontakt med sudaneserne på grund af overhængende smittefare.

Den kritik, der blev rejst af billedet, ramte ham meget hårdt, og han vendte tilbage til det stofmisbrug, der havde præget tidligere perioder af hans omtumlede liv.

Han fik sværere og sværere ved at ryste de ofte meget voldsomme situationer, som han som fotograf havde været involveret i, af sig.

Ligesom det meste andet, var hans privatliv også totalt kaotisk. Han havde en datter med en kvinde, han kun kendte i kort tid, og det blev til sidst for meget for hans seneste samlever, Kathy Davidson, der smed ham ud af deres fælles hjem.

Udover det følelsesmæssige kaos han måtte leve med, havde han konstant økonomiske problemer, han havde ikke et ordentligt sted at bo, og hans misbrug af blandt andet medicin og diverse former for cannabis gav i perioder store problemer i forholdet til hans skiftende arbejdsgivere.

Blandt de mange voldelige optrin han siden Sudan dækkede var også den brutale likvidering af fire medlemmer af den sydafrikanske nynazistiske bevægelse, Afrikaaner Resistence Movement (ARM).

Den fandt sted den 11. marts 1994 i Boputhatswana - et område domineret og styret af sorte. De tre nynazister tryglede i første omgang hårdt sårede for deres liv, men den sorte politimand viste ingen nåde og dræbte dem alle.

Kevin Carter var på pletten - og selvom han ikke var eneste fotograf - var det hans billede, der de næste dage gik verden rundt.

Billedet blev spået store chancer for, at indbringe Kevin Carter endnu en Pulitzer-pris. Det skete dog ikke - vinderen blev siden et team af fotografer fra Associated Press, der vandt prisen for den samlede dækning af hungerkatastrofen i Rwanda i Afrika.

Hvis Carter havde vundet, ville han ikke personligt så heller ikke have været i stand til at modtage den prestigefyldte pris.

To måneder efter, at han havde fået overrakt Pulitzer-prisen for Sudan-billedet, fik han nok.

Dette på trods af, at han havde opnået enorm respekt for sit arbejde, og blev behandlet som en celebrity - både i sit hjemland og i USA.

Den 27. juli - blot to måneder efter at Nelson Mandela blev valgt til præsident - kørte han tidligt om morgenen i sin røde firehjulstrækker til Parkmore-forstaden i Johannesburg, hvor han var vokset op.

Aftenen og det halve af natten havde han tilbragt med vennen Ken Osterbroeks enke.

I et parkområde, hvor han ofte legede som barn, parkerede han ved halvtitiden om formiddagen sin bil i skjul bag et stort gummitræ ved floden Braamfontein Spruit. Her begik han selvmord ved at føre en slange fra bilens udstødningsrør ind i bilens kabine.

Han efterlod sig flere afskedsbreve. Blandt andet til sin datter og til sin seneste tidligere samlever, men også et mere generelt afskedsbrev, hvori han blandt andet skrev:

»Jeg er virkelig, virkelig ked af det. Smerten i livet overskygger glæden så meget, at den ikke eksisterer.«

Han besværer sig herefter over, at han ingen penge har til hverken husleje, en telefon, børnepenge eller til at betale sin stigende gæld.

Og han tilføjer:

»Jeg hjemsøges af erindringerne om drab og lig - om vrede og smerte. Af sultende eller sårende børn, af skydegale galninge - ofte politiet - af bødler. Jeg slutter mig nu til Ken (Osterbroeck, red.) - hvis jeg ellers er så heldig.«

Det er nu 12 år siden, at Kevin Carter valgte at tage sit eget liv i Parkmore, men debatten omkring hans berømte billede af barnet og gribben er endnu ikke forstummet.

Den dukker med jævne mellemrum op i både medier og på internettet.

Det skete blandt mange andre steder også i et opslag i bloggen ”Rare Historical Photos” den 24. december 2013.

Her gengives historien om det berømte foto, og dette udløste endnu en heftig debat.

Og i denne valgte Megan Carter - angiveligt hans datter - at blande sig med adskillige kommentarer til dem, der satte spørgsmålstegn ved både hendes fars motiver og hans arbejdsmetoder.

Siden Kevin Carters død er der skrevet adskillige bøger om hans liv og karriere, og han har sogar flere gange været emnet for rocksange. Mest markant i den forbindelse var Manic Street Preachers ”Kevin Carter”, der blev udgivet i 1996 på albummet ”Everything Must Go”.

Manic Street Preachers: ”Kevin Carter”:

Der er lavet flere dokumentarprogrammer om både Kevin Carter og ”The Bang-Bang Club”, og i 2010 var der biografpremiere på en biograffilm med samme titel om de fire fotografer, der levede deres liv på kanten, konstant med lidelse og død som uafrystelig følgesvend.

Se traileren til ”The Bang-Bang Club”:

Filmen er baseret på en bog med samme titel, som Joao Silva og Greg Marinovich udsendte i 2001.

I bogen fortæller de om ”The Bang-Bang Club”, og skriver blandt andet:

»Tragedier og vold skaber afgjort stærke billeder. Det er, hvad vi bliver betalt for. Men vi betaler selv en pris for hvert eneste af disse billeder. Hver gang vi udløser kameraet, mister vi nogle af de følelser, noget af den sårbarhed og noget af den medfølelse, der gør os menneskelige.«