Ikonisk foto: Dette ansigt rummer essensen af sorg, savn og lammende depression

Hun havde travlt den formiddag for 79 år siden.

Den amerikanske fotograf Dorothea Lange.

Mest med at komme hjem til sin familie i Berkeley i Californien efter at hun med sit kamera i seks uger havde dokumenteret landarbejdernes trængsler i New Mexico og Arizona.

Hun var på det tidspunkt ansat af den statslige landbrugsorganisation Resettlement Association (senere Farm Security Administration) til at dokumentere de fattige landarbejderes tilværelse under den enorme økonomiske nedtur, der havde sendt USA og store dele af verden i knæ siden børskrakket på Wall Street i oktober 1929.

En situation, der på grund af massive sandstorme i USA i de år - The Dust Bowl - ikke havde gjort landbrugets situation lettere.

Fotografen fik på Highway 101 i silende regn øje på et skilt, som viste ned til en teltlejr ved Nipomo, der - fandt hun siden ud af - var befolket af omkring 3.000 strandede ærteplukkere.

Peapickers Camp stod der på skiltet, men i første omgang kørte hun forbi det.

Hun ville hjem og overbeviste sig selv om, at de billeder hun ville kunne lave i lejren, ville ligne mange af de i hundredvis af billeder, hun de seneste uger havde taget i andre lejre.

Men - har hun siden fortalt - et eller andet fik hende til at vende om og køre de godt 30 kilometer tilbage til lejren.

I udkanten af lejren fik hun øje på en kvinde, der sad sammen med sine børn i læ for regnen under et interimistisk halvtag ved siden af en bil.

»Jeg blev draget til den sultne og desperate kvinde, som havde hun været en magnet,« har Lange siden fortalt.

Hun huggede bremserne i, greb sit Graflex-kamera og gik hen til kvinden, der som udgangspunkt ikke var meget for at lade sig fotografere.

Men da Lange blandt andet forsikrede, at billedet ikke ville blive offentliggjort, at kvinden og hendes børn ville forblive anonyme og - ikke mindst - at billedet kunne medvirke til at rette fokus på de trøstesløse forhold i lejren, lod kvinden sig apatisk fotografere fem gange fra forskellige vinkler.

Fotografen bevægede sig tættere og tættere på sit motiv, og lige inden, at hun - for sjette og sidste gang - trykkede på udløseren, bad hun to af børnene vende deres hoveder bort fra kameraet.

»Det virker stærkere,« forklarede hun.

Og det fik hun ganske ret i.

Hele seancen tog blot 10 minutter, og om sine billeder udtalte Dorothea Lange siden blandt andet:

»Jeg bad ikke om hendes navn eller hendes historie. Hun fortalte mig selv, at hun var 32 år, og hun fortalte, at hun havde levet af frosne grøntsager fra de omkringliggende marker og fugle, som børnene havde dræbt. Hun havde netop solgt dækkene til sin bil for at få råd til mad.«

Dorethea Lange blev berømt på grund af sit ikoniske foto, men i 40 år kendte offentligheden hverken kvindens navn eller den sande historie om hendes omtumlede liv, selvom billedet i årene, der fulgte, blev gengivet tusindvis af gange i både amerikanske og udenlandske medier.

Billedet blev siden et symbol på den amerikanske depression, og forfatteren John Steinbeck har fortalt, at det var billedet af ”Migrant Mother”, der inspirerede ham til sin klassiker ”The Grapes of Wrath” (Vredens Druer) fra 1939.

I øvrigt ikke en distribution, som fotografen selv tjente en øre på. Hun tog sit billede som ansat af den amerikanske stat, og derfor har billedet ifølge amerikansk lovgivning altid været public domain - offentlig ejendom.

Dorothea Lange, der tog adskillige billeder, mens hun arbejdede for Resettlement Association, blev mange gange i løbet af sin karriere kritiseret for lidt for ofte at sjuske med sine oplysninger om sine motiver.

Derfor blev hendes ovenstående beskrivelse ophøjet til sandheden - selvom dette ikke var tilfældet.

Generelt er der noget divergerende opfattelser af detaljerne omkring det berømte foto. Og Dorothea Lange var aldrig specielt meddelsom om detaljerne. Blandt andet er der stadig nogen usikkerhed om, hvornår billedet blev taget.

Eftersom en seddel på det originale billede - det med tommelfingeren - oplyser at billedet er optaget i februar 1936, fastholder enkelte kilder, at billedet blev taget i februar. Men sjuskede Lange skrev formentlig en forkert måned, og det opfattes som mest sandsynligt, at billedet blev taget i begyndelsen af marts.

Det var en journalist fra den californiske lokalavis Modesto Bee - Emmet Corrigan - der i 1978 modtog et tip om, at ”The Migrant Mother” faktisk boede i sit mobilehome på Modesto Mobile Village under beskedne kår.

Det viste sig at være korrekt, men hun boede der faktisk ganske frivilligt og levede ikke længere i fattigdom.

Historien blev publiceret i Modesto Bee og siden opsamlet af Associated Press, der blandt andet citerede Florence Owens Thompson for følgende bemærkning:

»Jeg ville ønske, at hun aldrig havde taget det billede. Jeg får ikke en penny ud af det. Hun spurgte ikke om mit navn, og hun sagde, at hun ikke ville sælge billedet. Hun lovede at sende mig en kopi, men det gjorde hun aldrig.«

Da ”Migrant Mother” fik et navn hæftet på, havde fotografen Dorothea Lange i øvrigt allerede været død i nogle år: Hun døde i 1965 i en alder af 70 år.

Historien om Florence Owen Thompsons liv efter billederne - og den betydning billedet har haft i mange sammenhænge - vender vi tilbage til.

Først tilbage til begyndelsen og til historien om, hvordan den 32-årige kvinde sammen med sine børn havnede i en vejside med en havareret bil den dag i 1936, da Dorothea Lange tog sit verdensberømte billede af hende.

Florence Owen Thompson blev født 1. september 1903 som Florence Leona Christie. Hendes mor var Cherokee-indianer og faren - der forlod familien meget tidligt - var amerikaner. Pigen voksede op på en lille gård i indianer-reservatet Tahlequah, der ligger i Oklahoma.

Allerede som 17-årig blev hun gift med en landmandssøn fra Missouri, hvor de slog sig ned og fik fem børn. Senere flyttede de til Orowille i Californien, men havde generelt svært ved at overleve. De tog begge alt det arbejde, de kunne i savmøller og på gårde i Sacramento Valley.

Da hun var gravid med deres sjette barn, døde manden i 1931 af tuberkulose. Hun fik endnu et barn i 1933 og slog sig ned i byen Shafter i Californien. Her mødte hun Jim Hill, som hun fik yderligere tre børn sammen med.

De kæmpede fortsat en benhård kamp for selv at overleve og brødføde de mange børn. Derfor tog de også alt forefaldende arbejde inden for landbruget.

Og det var i den forbindelse, at Florence og hendes mand den dag i 1936 strandede i deres Hudson-van sammen med nogle af børnene ved vejsiden ved Nipomo-lejren og siden blev fotograferet af Dorothy Lange.

Parret havde i ugerne op til knoklet med at høste roer i Imperial Valley og havde nu kurs mod Pajaro Valley, hvor der skulle være arbejde at få i forbindelse med salat-høsten.

På Highway 101 gik bilens køler i stykker, og de holdt ind til siden i udkanten af den enorme lejr, der var indrettet til omkring 3.000 ærteplukkere.

Stemningen var blandt landarbejderne på nulpunktet: De var alle rejst til området på grund af annoncer, i hvilke man søgte ærteplukkere, men det år var høsten blevet totalt ødelagt af frost og hagl.

Da Dorothea Lange fik øje på kvinden og hendes børn var manden - Jim Hill - og et par af sønnerne taget ind til byen for at få køleren lavet.

Se video om ”Migrant Mother”:

Tilbage i sit mørkekammer i Berkely fik Lange fremkaldt sine billeder, hun kontaktede sin arbejdsgiver og fortalte om de trøstesløse forhold i lejren og forsynede billederne med en hurtig forklaring:

»Syv sultne børn. Faren er født i Californien. Stor nød i ærteplukkernes lejr... på grund af at den tidligere ærtehøst slog fejl. Disse mennesker har lige solgt deres dæk for at skaffe mad.«

Det sidste var ikke korrekt. Dækkene sad på bilen - og der blev de siddende.

Fotografen holdt heller ikke sit løfte om ikke at sælge eller publicere billedet, hun tog af kvinden og hendes børn.

Hun afleverede to billeder til avisen San Francisco News og til sin arbejdsgiver Resettlement Association i Washington.

Se videoportræt af Dorothea Lange:

Billederne af kvinden og hendes børn blev trykt i San Francisco News den 10. marts, og nogle få dage efter sendte regeringen omkring 10 tons mad til de sultende landarbejdere i Niporno-lejren.

Da maden nåede frem til de sultende landarbejdere i Niporno, var Florence og hendes familie for længst rykket videre og arbejdede nu i Watsonville i Californien.

Senere slog de sig - i 1945 - mere eller mindre permanent ned i Modesto i Californien, men ægteskabet holdt ikke.

Florence mødte siden hospitalsadministratoren, George Thompson, som hun giftede sig med.

Dermed var hendes økonomiske problemer ovre i en årrække, men da han døde, flyttede hun atter ind i et mobilehome.

Hendes i alt 10 børn forærede hende i midten af 1970’erne et hus, men efter en kort periode i dette, valgte hun med den begrundelse, at hun var nødt til at have hjul under sig at flytte tilbage til sit mobilehome på pladsen i Modesto, hvor den lokale presse siden fandt hende.

Selv har hun ikke givet mange interviews - og også hendes børn har været tilbageholdende.

Men hendes datter - Katherine McIntosh - har i et interview med tv-kanalen CNN blandt andet beskrevet sin mor som en meget stærk kvinde og som rygraden i deres familie.

»Vi havde aldrig ret meget, men hun sikrede sig altid, at vi havde noget. Nogle gange spiste hun ikke selv, men hun sørgede for, at der var mad til vi børn. Det gjorde hun altid.«

Se CNN-interview med Katherine McIntosh:

Om billedet har datteren, der var fire år gammel, da billedet blevet taget, i andre sammenhænge udtalt, at billede bragte både skam og beslutsomhed op i familien.

»Jeg besluttede, at sådan ville jeg aldrig leve mere. Vi arbejdede alle sammen hårdt og havde jobs, som vi holdt fast i.«

En af de måder, som fotografen brugte til at overtale Florence Owens Thompson til at medvirke, var at forsikre, at deres navne aldrig ville komme frem, og at billedet givet kunne hjælpe til med at rette opmærksomhed på den situation, som de sultende landarbejdere i lejren befandt sig i.

Om familiens reaktion på billedet har datteren udtalt:

»Billedet blev bragt i aviserne for at vise, hvor hårde tider det var. Folk sultede i den lejr. Der var ingen mand. Men vi skammede os over billedet, og vi ville ikke have, at man fandt ud af, hvem vi var.«

Også til det originale negativ - billedet på hvilket kvindens tommelfinger mangler - har en helt speciel historie.

Da det ikoniske billede - uden tommelfingeren - gik sin sejrsgang, forsvandt det originale negativ.

Det blev - sammen med en samling af fotografens andre negativer - genfundet i en skraldespand på et handelskammer i San Jose i slutningen af 1960’erne. Finderen var en Bill Hendrie, og han gemte dem væk. Efter hans død blev de genfundet af en datter, der var i gang med at rydde forældrenes hjem.

De indgår nu - sammen med i tusindvis af andre af fotografens billeder i det særlige Doretha Lange Archive i Oakland - se dem her.

I 1998 kom ”Migrant Mother” til at præge et amerikansk frimærke, men allerede inden da havde det hjulpet Florence Owens Thompson:

I begyndelsen af 1980’erne fik hun cancer og hjerteproblemer, og da det blev kendt, at ”Migrant Mother” var i nød, væltede det ind med donationer til hendes behandling.

Hun modtog i tusindvis af donationer og hilsner, og faktisk blev der indsamlet omkring 35.000 dollar til hendes behandlinger, men den 16. september 1983 døde hun.

Hun blev siden stedt til hvile ved siden af sin sidste mand på Lakewood Memorial Park i Hughson i Californien.

På gravstenen står der under hendes navn:

Migrant Mother - A Legend of the Strenght of American Motherhood.