Det sorte år: De knyttede næver i sorte læderhandsker, der skyggede for hvid løber

Da de amerikanske løbere Tommie Smith og John Carlos sammen med australieren Peter Norman en dag i oktober for 47 år siden gjorde sig klar til at indtage den hvide sejrsskammel på det olympiske stadion i Mexico City, skete det i et mildt sagt politisk turbulent og følelsesmæssigt meget barsk år for USA - og resten af verden:

1968.

Den 4. april dette år gjorde billedet af de sorte amerikaneres leder Martin Luther King, der ligger dødeligt såret på svalegangen på Motel Loraine i Memphis, voldsomt indtryk på en hel verden.

Det samme gjorde billederne af Robert Francis Kennedy, da han dybt rørt og stående på ladet af en lastbil samme aften i Indianapolis spontant og uden manuskript, fortalte en dybt chokeret og berørt forsamling - fortrinsvist bestående af sorte amerikanere - at deres leder var myrdet.

Robert Kennedy meddeler, at Martin Luther King er myrdet:

To måneder senere – den 6. juni - modtog verden det chokerende budskab om, at også Robert Kennedy var blevet myrdet, da han - efter at have holdt en tale på Ambassador i Los Angeles - var på vej ud gennem køkkenet i hotellets kælder.

Billedet af den blot 17-årige Juan Romero, der knæler ved siden af den dødeligt sårede Kennedy, er uafrysteligt. Kennedy havde sekunder inden Sirhan Sirhan affyrede sit våben mod den demokratiske præsidentkandidat spontant trykket den 17-årige i hånden.

Med udgangspunkt i Haight Asbury-kvarteret i San Francisco søgte hippie-bevægelsen stadig med udgangspunkt i ”Summer of Love” (1967) at sprede budskabet om”peace, love & understanding”.

Efter Nordvietnams Tet-offensiv, der i januar 1968 kostede i tusindvis af unge amerikanere livet, tog protesterne mod USAs tilstedeværelse i Sydøstasien voldsomt til i styrke.

Med udgangspunkt i de amerikanske sydstater, men også i resten af landet, kæmpede den sorte amerikaner mere og mere indædt for sine borgerrettigheder.

Billederne fra Vietnam-krigen, fra demonstrationerne mod samme og fra de sorte amerikaneres kamp for ligeret, fyldte – garneret med billeder af pot-rygende hippier - godt op i medierne.

Men det er ikke det eneste billede fra det år, der er blevet stående mejslet ind i erindringen.

1968 var også året, da USA – midt i dette politisk og menneskeligt anspændte klima - sendte sine sportsfolk til de olympiske lege i Mexico.

Begivenheden blev afviklet i dagene fra den 12. til den 27. oktober og inden atleterne fra hele kloden var nået frem, havde Mexico City i flere uger været præget af et voldsomt studenteroprør, som blev slået ned med meget hård hånd:

Under en demonstration den 1. oktober blev et sted mellem 30 og 300 studenter og civile dræbt under det, der siden er blevet kendt som Tlatelolco-massakren.

Legene var også inden præget af diverse politiske trakasserier. Således blev hverken Sydafrika eller Rhodesia inviteret. Havde man gjort det, havde alle afrikanske lande meldt afbud på grund af de to landes apartheid-politik.

Så der var masser af politik, spændinger og følelser i luften, da de amerikanske løbere Tommie Smith og John Carlos sammen med australieren Peter Norman onsdag den 16. oktober gjorde sig klar til at indtage sejrsskamlen efter mændenes 200-meter løb.

Løbet blev afviklet tidligt på dagen og vundet af Tommie Smith, der med verdensrekorden på 19:83 sek. blev den første i verden, der tilbagelagde distancen på en tid under 20 sekunder. Australieren Peter Norman vandt sensationelt sølv i tiden 20:06 sek., og John Carlos sluttede på tredjepladsen i tiden 20:10 sek.

Optagelse af 200 meter-løbet og demonstrationen:

Da den britiske adelsmand David Cecil, der skulle hænge medaljerne omkring halsen på de tre løbere, bevægede sig ud på stadion for at udføre sin gerning, havde han ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, hvad han - og resten af verden - få minutter senere skulle blive vidne til.

De to amerikanske sportsfolk besluttede umiddelbart efter løbet, at de ville udnytte sejrsceremonien til en politisk demonstration, og det meddelte de den australske løber, som forsikrede dem, at han både støttede og sympatiserede med deres demonstration.

Udover at bære sorte læderhandsker og modtage deres medaljer i sorte strømpesokker, ville de bære et badge fra Olympic Project for Human Rights. Peter Norman bad om en lignende badge, men de havde ikke flere. I stedet lånte han et af den hvide amerikanske roer Paul Hoffmann.

Udover, at han støttede de sortes kamp for ligeret i USA, var der i parentes bemærket også andre årsager til, at Norman bakkede op omkring de to amerikaneres demonstration:

Også Australien var i 1968 præget af meget restriktive apartheidlove, der stort set lå på linje med Sydafrikas. Det var uhyre vanskeligt for ikke-hvide at få indrejse til og permanent ophold i Australien, hvor kontinentets oprindelige aboriginals-befolkning var udsat for voldsom diskriminering.

Og denne diskrimination var Norman - der arbejdede som lærer og i øvrigt var Jehovas Vidne - inderligt imod.

Da Smith og Carlos besteg sejrsskamlen, havde de smidt deres løbesko og - for at illustrere fattigdommen blandt de sorte amerikanere - var de blot iført sorte sokker.

Smith bar desuden et sort tørklæde og Carlos en halskæde lavet af perler. Sidstnævnte ifølge Carlos for ”at ære alle de sorte, der var blevet lynchet eller dræbt uden, at nogen har bedt for dem.”

Alle tre bar et Olympic Project for Human Rights, og da den amerikanske national-sang - ”Star-Spangled Banner” - blev spillet, hævede Carlos og Smith deres ene behandskede arm og - i modsætning til Norman - kiggede de ned.

Oprindeligt var det planen, at de to ville have båret sorte handsker på begge hænder, men Carlos glemte sine, hvorfor Norman foreslog, at de delte Smiths par.

Handskerne og den hævede arm var en støtteerklæring til Black Power og den amerikanske borgerrettighedsbevægelse generelt.

Den uventede demonstration chokerede allerede, mens den fandt sted, og den blev ivrigt foreviget af de tilstedeværende fotografer. Blandt disse tog fotografen John Dominis det mest berømte foto, der siden opnåede ikon-status.

Et billede, der gik verden rundt - og et billede på hvilken løbets nummer to - Peter Norman - kom til at spille en birolle overskygget af Carlos’ og Smith’s knyttede næver.

Da de tre forlod podiet, blev de piftet og buh’et ud af stadion af publikum.

Men dette var for intet at regne for den reaktion, de senere blev mødt med - en reaktion, der prægede Peter Norman resten af hans liv og som stadig i høj grad er en del af Carlos’ og Smiths virkelighed.

Umiddelbart efter demonstrationen fordømte formanden for Den Internationale Olympiske Komite (IOC), Avery Brundage, den i meget kraftige vendinger.

Han forlangte, at USAs olympiske komite straks suspenderede de to løbere fra holdet og sendte dem hjem. Da amerikanerne i første omgang nægtede det, skruede Avery Brundage bissen på og truede med at sende hele det amerikanske olympiske team hjem med øjeblikkelig virkning.

Derfor så formanden for den amerikanske olympiske komite, Douglas Roby, ingen anden udvej end at suspendere de to løbere og sende dem hjem.

Beslutningen om at hjemsende de to løbere udløste også protester. Især med baggrund i at Avery Brundage begrundede sit krav om hjemsendelse blandt andet med det argument, at OL ikke skulle være skueplads for politiske manifestationer.

Dette - mente mange - stred mod det faktum, at Brundage allerede under OL i 1936 støttede og undskyldte Hitlers og nazisternes meget tydelige politiske propaganda under OL i Berlin. Siden blev netop Brundage kendt som helhjertet nazi-sympatisør - et af de krav, der blev rejst af Olympic Project for Human Rights, var af den grund, at han blev frataget hvervet som formand for den Internationale Olympiske Komite.

Tilbage i USA fik Carlos og Smith en iskold skulder af den amerikanske sportsverden, og de blev udsat for meget hård kritik i medierne. De og deres familier blev i årene efter demonstrationen mødt med flere dødstrusler.

Men siden er de begge i den grad taget til nåde, og det officielle USA har ved adskillige lejligheder undskyldt den behandling, som de blev udsat for i 1968 - og i årene der fulgte.

Også Peter Norman fik ved sin hjemkomst til Australien en meget hård medfart - og på mange måder også en meget hårdere medfart end Carlos og Smith, der begge - da bølgerne havde lagt sig - forsatte deres sportslige karrierer.

Norman modtog, mens han levede, hverken en officiel oprejsning eller undskyldning.

Vi vender tilbage til Normans skæbne senere i denne artikel - først skal det handle om Carlos og Smith.

Allerede inden OL i Mexico hørte John Wesley Carlos, der er af cubansk afstamning, til blandt USAs absolutte atletik-elite.

Da han den onsdag morgen på det olympiske stadion i Mexico City blev bronze-vinder i mændenes 200 meter-distance, var det med en tid på 20:10 sekunder.

Inden OL i Mexico var han med til at stifte Olympic Project for Human Rights (OPHR). Denne krævede blandt andet, at Sydafrika og Rhodesia skulle udelukkes fra legene, at formanden for den internationale olympiske komite, Avery Brundage, skulle trække sig tilbage, og at der skulle hyres flere sorte amerikanere som trænere.

Blev kravene ikke opfyldt, opfordrede OPHR til boykot af legene. Denne opfordring blev trukket tilbage, da et af kravene - udelukkelse af Sydafrika og Rhodesia - blev opfyldt og Carlos accepterede at være med til at repræsentere USA ved legene i Mexico.

Da bølgerne i USA havde lagt sig efter manifestationen i Mexico, fortsatte John Carlos sin løbe-karriere - og dette med fremragende resultater inklusiv flere verdensrekorder.

I 1970 satte han løbeskoene på hylden og fortsatte sin sportslige karriere i amerikansk fodbold i både USA og Canada.

Ved siden af og efterfølgende arbejdede han som træner og var involveret i den amerikanske olympiske komite.

Udover en række af tillidshverv inden for sportsverdenen, har han sammen med Tommie Smith modtaget adskillige hædersbevisninger for, hvad der i dag opfattes som den modige handling på det olympiske stadion i Mexico.

Blandt disse modtog han - der også har sin egen officielle webside - i 2008 sammen med Smith Arthur Ashe Award for Courage.

Allerede i 2005 blev der foran San Jose State University rejst en skulptur af hans og Smiths manifestation i Mexico. Kunstneren Rigo23 valgte at ignorere den tredje mand på sejrsskamlen Peter Norman.

Ligesom John Carlos var også Tommie Smith en del af den absolutte atletik-elite i USA, og da han vandt 200-meter-distancen i tiden 19:83 sekunder, var det første gang, at distancen officielt var tilbagelagt på under 20 sekunder.

Smith var ligesom Carlos op til legene i Mexico også aktiv i OPHR, og efter at han afsluttede sin glorværdige karriere som løber - han nåede at sætte hel syv verdensrekorder på forskellige distancer - fortsatte også han sin karriere i amerikansk fodbold.

Da han indstillede sin aktive sports-karriere, fortsatte han som træner og underviste i en årrække i blandt andet sociologi på Oberlin College i Ohio og Santa Monica College i Californien.

I årenes løb har han modtaget et meget stort antal priser og hædersbevisninger. Både for det mod han udviste under OL i 1968, men også for sin glorværdige sportslige karriere generelt.

Ganske anderledes formede livet efter de olympiske lege i Mexico sig for australieren Peter Norman.

Hans australske rekord på 20:06 sek. fra OL-finalen i Mexico står den dag i dag – 47 år efter, men det er næsten også det eneste positive, han fik ud af sin indsats.

Da han i utide vendte hjem til Australien efter at være udelukket fra OL i Mexico, blev han voldsomt chikaneret og udstødt - både af den australske sportsverden og af medierne.

Dette til trods fortsatte han stædigt sin karriere som løber, men selvom han både på 100 meter- og 200-meter-distancen adskillige gange løb under OL-kvalifikationskravet, blev hverken han - eller nogen anden australsk løber - sendt til OL i München i 1972.

Den beslutning fik ham til at droppe sin atletik-karriere for i stedet at involvere sig i australsk fodbold, men han måtte i 1985 helt opgive sin sport på grund af en alvorlig skade.

Herefter blev han, der ellers arbejdede som lærer, ramt af en række svære depressioner, og han opbyggede et massivt alkohol- og medicin-misbrug. Han blev skilt og levede ofte under meget usle vilkår - flere af hans nærmeste har efter hans død blandt andet fortalt, at han i lange perioder anvendte sin OL-sølvmedalje som dørstopper.

Ikke på noget tidspunkt siden andenpladsen i Mexico City modtog Peter Norman en officiel oprejsning - og i alle årene blev han ignoreret af den australske sportsverden.

Han blev således heller ikke fra australsk side inviteret med til OL i Sydney i 2000. Da USAs olympiske komite erfarede dette, inviterede denne ham med som æresgæst, og der blev arrangeret flytransport fra Melbourne til Sydney.

Peter Norman døde af et hjertetilfælde den 3. oktober 2006 i Melbourne i en alder af 64 år.

I Australien skete dette i relativ ubemærkethed, men seks dage senere udnævnte det amerikanske atletikforbund den 9. oktober - den dag han blev begravet - til Peter Norman Day.

I alle årene havde han bevaret kontakten til Tommie Smith og John Carlos, og de bar hans kiste til graven.

Efter hans død sagde John Carlos til BBC blandt andet:

»Peter havde ikke behøvet at bære det badge. Peter var ikke fra USA. Peter var ikke sort. Peter skulle ikke nødvendigvis føle det samme som mig, men Peter var et menneske.«

Da man i USA ved San Jose State University i den 17. oktober 2005 afslørede skulpturen, der viser Smith og Carlos - men som tidligere nævnt ikke Peter Norman - på sejrsskamlen, var han inviteret til afsløringen som taler.

Peter Normans og John Carlos taler i 2005:

I august 2012 blev det på initiativ af Andrew Leigh i det australske parlament diskuteret, hvordan man posthumt kunne give Peter Norman en officiel undskyldning for den måde, han var blevet behandlet på, siden han deltog i manifestationen i 1968.

Den australske olympiske komite afviste at medvirke til at give en officiel undskyldning, som man fandt ganske unødvendig, men den 11. oktober 2012 udsendte det australske parlament en længere detaljeret undskyldning, der gav Peter Norman 100 pct. oprejsning og anerkendelse af hans indsats for australsk sport.

Se parlamentsmedlem Andrew Leighs indlæg til støtte for Norman:

I den forbindelse udtalte John Carlos blandt andet:

»Der er ingen i Australien, der har fortjent at blive æret, anerkendt og værdsat mere end Peter Norman for hans humanitære bevidsthed, hans karakter, hans styrke og hans vilje til at være offerlam for retfærdigheden.«

I 2009 - tre år efter sin død - blev han omsider optaget i Sport Australia Hall of Fame, og han har siden flere gange modtaget lignende posthum hæder.

Allerede i 2000 blev der i Sydney-forstaden Newtown afsløret et vægmaleri, der viser alle tre atleter på sejrsskamlen i Mexico. Billedet blev lavet af en streetartist kaldet ”Donald”.

Ejeren af ejendommen, der prydes af maleriet, har til flere medier oplyst, at Peter Norman på et tidspunkt blev fotograferet foran maleriet og skulle ved den lejlighed have givet udtryk for stor glæde over anerkendelsen.

Maleriet var på et tidspunkt truet i forbindelse med en sanering men er nu erklæret bevaringsværdig kulturarv.

I 2008 lavede hans nevø - Matthew Norman - i øvrigt en prisbelønnet dokumentar om sin onkel: ”Salute”.

Se trailer til Matthew Normans dokumentar om Peter Norman:

I forbindelse med premieren på filmen udtalte Matthew Norman til CNN blandt andet:

»Så snart han vendte hjem, var han hadet, og i Amerika havde man ikke indset, at han havde meget mere at byde på. Han var den femtehurtigste i verden, og hans rekord består stadig. Og så blev han ikke sendt med til München, fordi han havde involveret sig. Han ville have vundet guld.

Han led lige indtil den dag han døde.«

Historien gentog sig ved OL i München

Som en krølle på historien om dramaet i Mexico i 1968 kan i øvrigt nævnes, at USA også fire år senere fik sendt to løbere hjem på grund af disses ageren på sejrsskamlen.

Det skete under de olympiske lege i München, der ellers står mejslet ind i erindringen, efter at 11 israelske sportsfolk og en tysk politimand blev dræbt i forbindelse med et palæstinensisk terror-angreb på den olympiske by.

Da den amerikanske nationalmelodi – ”Star-Spangled Banner” - blev afspillet til ære for de to amerikanske løbere Vince Matthews og Wayne Collett, der blev henholdsvis nummer et og to på 400 meter-distancen, sprang Collett op på vinderpodiet ved siden af Matthews.

Under hele nationalsangen jokede de, talte højlydt sammen og Matthews strøg grinende Collett på kinden. De vendte konsekvent siden til det amerikanske flag, og da de forlod stadion hævede Collett sin ene knyttede hånd i noget, der mindede om et Black Power-statement.

Efter episoden udtalte Wayne Collet, at USA’s nationalsang intet betød for ham.

”Jeg kunne ikke stå der og synge de ord. De er jo ikke sande. Jeg ville ønske, at de var. Vi har potentialet til at have et dejligt land, men det synes jeg ikke, at vi har.”

Ligesom Tommie Smith og John Carlos fire år tidligere blev også Vince Matthews og Wayne Collett sat af det amerikanske OL-hold og sendt hjem i utide.