TV Avisen kommer også til at fejre 60-års fødselsdag
TV Avisen, der runder et skarpt hjørne, samler stadig danskerne, siger eksperter.
Da Danmark for ganske nylig skulle have en ny forsvarsminister, satte DR alle kort på den forkerte mand og erfarede, at landets nye minister var Venstres Jacob Jensen. Kort efter måtte mediehuset korrigere sin udmelding, da statsministeren til DR’s store overraskelse udpegede Peter Christensen (V) til posten. I begyndelsen af oktober var der igen en kurre på tråden, da DR måtte fjerne sin retskorrespondent, Trine Maria Ilsøe, fra dækningen af Tibet-sagen. Det skete efter kritik af journalistens dobbeltrolle, fordi hun havde fungeret som særlig rådgiver for justitsministeren under det omtalte statsbesøg.
Men DR’s gode gamle TV Avisen klarer sig alligevel ofte godt i målinger på troværdighed. Særligt når man spørger den almindelige medieforbruger, for spørger man politikere og journalister, er historien en lidt anden. I rapporten ”Journalistiske kvaliteter”, der blev udgivet i foråret, bliver der spurgt til opfattelsen af forskellige mediers kvalitet. Her ligger tv-nyheder øverst, hvis man spørger medieforbrugeren. Spørger man journalister og politikere, ligger morgenavisernes papirudgivelser øverst. Bag rapporten er bl.a. professor Mark Ørsten, der mener, at det bunder i forbruget af nyhedsmedier, og der vinder tv over aviserne.
»Folk foretrækker tv, og derfor finder de også tv troværdigt,« siger han i en mail til Jyllands-Posten.
Er blevet mere mainstream
Og selvom TV Avisens seertal er faldet støt de seneste 20 år, skal man absolut ikke afskrive den endnu, mener Stig Hjarvard, professor, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.
»TV Avisen spiller stadig en væsentlig rolle, og jeg mener stadig, at den har den funktion, at ikke mindst politikerne vurderer, at hvis noget er blevet et emne i tv-nyhederne, så har det fået en form for generel momentum. Det fungerer altså stadig som en målestok for, om noget er på dagsordenen eller ej,« siger han.
Hjarvard forklarer, at en del af de faldende seertal kan forklares med et generelt fald i tv-forbruget og flere kanaler. Befolkningen er blevet opdelt i forskellige offentligheder, hvor beslutningstagere orienterer sig mere mod TV 2 News og programmer som Deadline på DR 2.
»I den forstand er hovednyhedsudsendelserne på både DR og TV 2 blevet en form for mainstream for den brede befolkning, hvor det ikke er meningsdannerne selv, der diskuterer med hinanden,« siger han.
Medieforsker og professor ved Aarhus Universitet Frands Mortensen er enig i, at TV Avisen trods alt stadig spiller en central rolle i mediebilledet.
Nyheder ligger stadig i top
»Hvis man kigger på den seneste uges tal, er der kun ca. 10 programmer fra hele ugen, der ligger over det seertal, som TV Avisen har kl. 21.30. Der er altså meget få udsendelser, der ligger over, og det er egentlig det samme, som det var for uendeligt længe siden, da de begyndte. Det er interessant, fordi man ofte siger, at fjernsyn ikke er andet end pjank, pjat og underholdning, men nogle af de mest sete udsendelser er stadig nyhedsudsendelserne,« siger han.
Begge medieforskere tror også på, at TV Avisen får lov at fejre sin næste runde fødselsdag. Spørgsmålet er bare i hvilken form.
»TV Avisens styrke er, at den foregår live, og at der er en kendt studievært, der sammenfatter begivenheder her og nu. Men det er samtidig det, der er tv-nyhedernes akilleshæl i et univers, hvor mere bliver on demand, for så forsvinder live-dimensionen. Mit bud er, at der stadig er plads til direkte nyheder om fem og 10 år, men det vil foregå i en større konkurrence og gradvist blive mere nichepræget,« siger Hjarvard.