Her skelnes ikke mellem ven og fjende - her er de alle ofre for krigens grusomheder

Min kære kone og min kære Alwin,
Desværre er det Guds vilje, at vi ikke skal ses igen. Kære kone, jeg tror at vores kære forældre vil tage sig af jer. På gensyn i den evige salighed. Endnu engang mange kærlige hilsner til alle.
- Andreas

Min kære lille kone,
Efter at vi nu i 30 timer har kæmpet mod havet, er vores sidste time kommet. Vi har lige bedt og nu betror jeg dig og Walter til Gud. Lev vel.
- Jeres far.

To breve skrevet af henholdsvis sejlmager Andreas Busch og radiotelegrafist Uhle, mens de tidligt om morgenen onsdag den 2. februar 1916 på andet døgn drev rundt i det iskolde vand i Nordsøen på vragrester fra det forulykkede tyske luftskib L19.

Få timer senere var de begge døde.

Brevene skrev de med deres eget blod.

To dage forinden styrtede de sammen med 14 andre besætningsmedlemmer ned på havets overflade på en position omkring 100 sømil øst for Flamborough Head i Yorkshire.

Årsagen til, at luftskibet, der med udgangspunkt i den tyske luftskibsbase i Tønder havde deltaget i et angreb på England, styrtede i havet, var formentlig, at det var blevet af ramt af heftig engelsk eller hollandsk beskydning.

Et par timer inden kvæstede Uhle og Busch samt flere af deres kammerater med blod fra deres sår skrev en sidste hilsen til deres kære, blev det forulykkede luftskib lokaliseret af den britiske damptrawler ”King Stephen”.

Men briterne ønskede ikke at hjælpe de nødstedte, fordi de var tyskere – og fordi man frygtede, at de ville tage kommandoen over trawleren.

Allerede to dage efter, at ”King Stephen” havde forladt det synkende luftskib og efterladt besætningen til druknedøden, kom sagen frem i de britiske medier. Det blev blandt andet oplyst, at kaptajn William Martin havde talt med de overlevende, der klamrede sig til vraget af luftskibet.

Han forlod det synkende luftskib ved daggry den 2. februar, og få timer senere druknede den tyske besætning i det iskolde vand.

Da besætningsmedlemmerne havde skrevet deres afskedsbreve, anbragte de dem blandt andet i en vandtæt termokande og kastede denne i havet.

Flere af flaskeposterne blev nogle uger senere fundet ud for kysten ved Göteborg.

Blandt brevene var også et fra Georg Bauman, hvis lig den 21. juni blev fundet på stranden ved Tranum i Jammerbugten i Vendsyssel, og hans jordiske rester blev stedt til hvile på kirkegården samme sted:

De sidste hilsner til dig og børn.
- Din trofaste Georg

Beretningen om de gribende breve indgår sammen med mange andre vidnesbyrd om grusomhederne under søkrigen i Nordsøen under Den Første Verdenskrig i Sea War Museum Jutlands omfattende samling, der på Thyborøn Havn åbner for publikum den 16. september.

Manden bag museet, der ligger i et område på havnen, hvor Lemvig Kommune har stillet bygninger til rådighed for et kompleks af forskellige museer, er ildsjælen og dykkeren Gert Normann Andersen.

»På museet fokuserer vi ikke på, hvem der var ven eller hvem, der var fjende,« siger han og tilføjer:

»Vi mindes og ærer alle de 30.000 søfolk, der ofrede livet under søkrigen i Nordsøen, og museet ligger perfekt her i Thyborøn. Hvis det havde ligget i Tyskland eller i England, ville det have taget parti for tyskerne eller englænderne.

Vi forholder os neutrale - ligesom Danmark officielt gjorde under Første Verdenskrig. Desuden blev mange af de blodigste søslag udkæmpet på havet ud for Thyborøn. Min bedstefar fortalte, hvordan man på kysten kunne høre kanonernes torden. Så tæt på var det.«

Vi besøger Sea War Museum nogle dage inden den officielle åbning.

En større flok frivillige vimser rundt og pudser de sidste detaljer af, mens Gert Normann gæstfrit tager imod og giver sig tid til at vise rundt i den store røde bygning, der tidligere husede Kystdirektoratets værksteder på havnen i Thyborøn.

Og lige der foran os får vi øje på et periskop.

Ikke et hvilket som helst periskop, men det, der var monteret på den tyske ubåd U20.

Du kan lægge dine hænder på det slidte messinghåndtag og kaste et blik i søgeren.

Nøjagtig som den vagthavende maskinist Frederich Selmer gjorde det fredag den 7. maj 1915 kl. 14.09 omkring 18 kilometer ud for Irlands sydkyst.

Han fik i selvsamme periskop øje på passagerskibet ”Lusitania” og tilkaldte kaptajnløjtnant Walter Schweiger, som straks gav ordre til sende en torpedo mod luksuslineren og dermed sende den på havets bund.

»På den måde kommer historien helt tæt på,« bemærker Gert Normann.

”Sænkningen af ”Lusitania” kostede omkring 1.200 civile livet og tragedien var den indirekte anledning til, at USA siden gik ind i Første Verdenskrig.

At blandt andet periskopet og dele af tårnet fra U20 kan ses på Sea War Museum Jutland skyldes, at ubåden den 5. november 1916 strandede på den jyske vestkyst ved Vrist.

Den blev sprængt i luften – først af tyskerne og siden af danskerne – men mange genstande fra ubåden blev bjærget. Selve vraget, der befinder sig på havbunden 150 meter fra kysten, er i dag stort set nedbrudt.

Sea War Museum

Faktisk befinder der sig stadig mange vrag på bunden af Nordsøen.

Gert Normann har i årenes løb lokaliseret dem og i en særlig montre på museet kan man få et overblik over antal og placering af de tyske og engelske krigsfartøjer.

»I dag er der ikke ret meget tilbage af skibene. Nordsøens høje saltindhold og strømmen har tæret voldsomt på vragene,« fortæller Gert Normann, der driver dykkerfirmaet JD-Contractors, og som i over 30 år har været så engageret i historien om søkrigen i Nordsøen under Første Verdenskrig, at han har hentet et stort antal genstande op fra havbunden.

JD-Contractor-grafik, der viser lokalisering af nogle af skibsvragene i Nordsøen:

Mange af de genstande, han har hentet op fra havbunden, er i dag udstillet permanent på Sea War Museum Jutland. Side om side med ting, han har købt, og som andre har udlånt til museet. Og Gert Normann er langt fra færdig med sin forskning i – og lokalisering af rester fra - søkrigen i Nordsøen.

Senest har han således lokaliseret den tyske ubåd U78 i farvandet vest for Nørre Lyngvig Fyr, der ligger mellem Søndervig og Hvide Sande ved den jyske vestkyst.

Ubåden sank søndag den 27. oktober 1918 – blot få dage inden Første Verdenskrigs afslutning.

Besætningen på 40 mand omkom alle, og deres jordiske rester befinder sig stadig ombord på ubåden.

De bjærgede genstande udstilles side om side med malerier, tegninger, fotografier og korte oplysende tekster.

»Vi har desuden udarbejdet et mere udførligt katalog, der er en bog på vej og vi har blandt andet også planer om at lave en særlig app til smartphones. Men Rom blev som bekendt ikke bygget på en dag. Lige nu er det vigtigste at få museet åbnet for publikum,« smiler Gert Normann.

En del af udstillingen er dedikeret til Jyllandsslaget. Verdens største søslag, der blev udkæmpet ud for Jyllands vestkyst i dagene 31. maj til 1. juli 1916.

Da røgen fra den sidste kanonsalve havde lagt sig, havde slaget kostet omkring 9.000 engelske og tyske søfolk livet.

Ligesom andre steder i udstillingen kan man slå ofrenes navne op i særlige læderindbundne bøger.

I sektionen om Jyllandsslaget fortælles i store træk historien om det voldsomme slag. Også at det faktisk var et dansk skib, der udløste det blodige slag.

Om eftermiddagen den 31. maj blev det danske dampskib ”N.J. Fjord” standset af tyske krigsfartøjer. Da det var bragt til standsning lukkede skibet en dampsky ud. Denne blev observeret af britiske flådefartøjer, der sejlede til stedet for at undersøge sagen. Og dermed opstod den første voldsomme konfrontation i det, der siden er blevet kendt som Jyllandsslaget.

Det er i øvrigt ikke første gang, at ildsjælen Gert Normann står bag et museum.

For nogle år siden var han i samarbejde med Ringkøbing Museum med til at etablere Strandingsmuseet Skt. Georg i Thorsminde, som gennem en lang række bjærgede genstande blandt andet fortæller historien om det britiske sejlskib Skt. Georg, der forliste ud for Thorsminde juleaftensdag 1811.

Men i 2013 trak Gert Normann og en række frivillige sig ud af museet i Thorsminde, der indtil næste år er lukket på grund af ombygning.

Det skete på grund af markant uenighed om ledelsen af museet, som Holstebro Kommune og Kulturstyrelsen ønskede lagt ind under ”paraplyen” Holstebros Kulturhistoriske Museer, der også rummer Holstebro Museum og Frilandsmuseet Hjerl Hede.

Dette kunne ikke forenes med grundlæggerens opfattelse af, at museet var bedst tjent med at forblive privat – ledet og drevet af frivillige ildsjæle.

Den holdning fik han grønt lys for af Lemvig Kommune, hvorfor han lagde striden om strandingsmuseet i Thorsminde bag sig og helt koncentrerede sig om etableringen af Sea War Museum Jutland.

»Vi har allerede fået massiv omtale også i udenlandske medier,« siger iværksætteren, der sammenligner museet i Thyborøn med de mange D-dags-museer på Normandiets kyst.

»Ligesom D-dags-museerne ligger vores museum, hvor de historiske begivenheder udspillede sig. Vi vil nok næppe nå samme besøgstal, som i Normandiet. Vi satser på 30.000 årlige besøg, så lige nu handler det om at få branded museet internationalt også.«

På kirkegården i Tranum hviler de jordiske rester af Georg Baumann, der omkom i havet den 2. februar 1916.

På kirkegården i Sønderho hviler Heinrich Specht, der omkom sammen med Busch. Hans lig skyllede op på stranden ved Sønderho den 23. juli 1916.

To kranke krigsskæbner.

Blot to blandt 30.000, der blev ofre for søkrigen i Nordsøen.

Uhle, Baumann og de 14 andre, der blev svigtet af besætningen på ”King Stephen” bliver i høj grad nærværende i den gamle røde værkstedsbygning på havnen i Thyborøn.

Ligesom resten af den dramatiske historie om søkrigen i Nordsøen for 100 år siden. Og de 30.000 tyskere og briter, der blev søkrigens ofre.