Historien om dødsguden, færgemanden og de otte himmelvandrere

I disse dage drøner en lille, menneskeskabt sonde forbi den ufatteligt fjerne, kolde dværgplanet Pluto.

Ni år har rejsen taget, på trods af at rumsonden, New Horizon, har bevæget sig med en hastighed på ca. 50.000 km/t gennem rummet.

Det siger noget om, hvor langt der er.

På sin lange vej har New Horizon passeret planetbanerne for nogle af Solsystemets store kæmper: Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun.

Næsten fem milliarder km har rumsonden tilbagelagt, inden den nåede det iskolde helvede, som Plutos navn står for.

Pluto er nemlig opkaldt efter underverdenens gud og er derfor historien om helvede. Ikke det brændende ild-helvede fra den kristne mytologi, men det kolde, sagte helvede, hvor alting fryser til is. Hvor Solen er så langt væk, at den næppe er større end himlens andre stjerner, og hvor overfladen består af frosne gasarter, som nogle gange fordamper, når dværgplaneten kommer tættere på Solen ved sin 248 år lange elliptiske rundtur.

Det er så koldt på Pluto, at hvis temperaturen var lige så lav her på Jorden, ville luften fryse til is.

Herunder kan du se et indslag om vejret på Pluto. Artiklen fortsætter under videoen.

Navnet Pluto blev foreslået af en engelsk pige på 11 år i 1930. Venetia Burney hed hun. Hun var interesseret i klassisk mytologi og kendte til de græske myter, og så havde hun hørt om nyheden om den her nye planet, man havde opdaget. Hun foreslog navnet, men tillagde det egentlig ikke den store betydning, har hun senere fortalt.

At Pluto, underverdenens gud, på den måde kom til at symbolisere en død, kold verden, var således et tilfælde. Men det har man valgt at fastholde, da man senere fandt månerne.

Plutos største måne, Charon, som blev opdaget af astronom James Christy i 1978, er således navnet på Færgemanden, der fragter de døde fra de levendes verden til underverdenen over floden Styx. Og det navn, Styx, har man tillige tildelt en af Plutos andre fire måner.

De tre andre hedder henholdsvis Nix, Hydra og Kerberos.

Den sidste, Kerberos, skulle oprindeligt have heddet Vulcan – et navn som William Shatner, også kendt som James T. Kirk fra Star Trek – foreslog. Vulcan var ildgud og nevø til Pluto. Men Vulcan var ikke en guddommelighed fra Underverdenen. Derfor faldt navnet på Kerberos, den græske version af Cerberus, helvedeshunden med de mange hoveder.

Nix fik sit navn efter den græske gudinde Nyx, som er en personificering af natten. Nyx var dog allerede benyttet som navn til en asteroide, da Nix blev fundet, og derfor valgte man at stave navnet med i, som skulle være den egyptiske måde at skrive navnet på.

Hydra er monstret med ni hovedet, som Hercules kæmpede imod i den græske mytologi. Samtidig er de ni hoveder en reference til Pluto som værende den niende i række af planeter fra Solen, selvom Pluto dog ikke er en egentlig planet.

Pluto er lidt en speciel sag, lyder det fra astrofysiker og chefkonsulent ved Danmarks Tekniske Universitet, Michael Linden-Vørnle:

”Merkur, Venus, Jorden og Mars er jordlignende planter. Så kommer de fire, store gasplaneter, og så er der lille Pluto, som altid har været noget underligt noget. Fra dag ét er den faldet uden for.”

Pluto er det eneste dobbeltsystem, vi kender. Charon kredser ikke rundt om Pluto - de kredser rundt om hinandens fælles balancepunkt, fordi Charon er så forholdsmæssig stor. Det er resterne af et gigantisk sammenstød, som nu har skabt den her samling af objekter, siger Michael Linden-Vørnle:

”Det er noget, der adskiller sig fra vores del af verden, så den her analogi om dødsriget, passer meget godt.”

Solsystemet er dog meget andet end Pluto.

Tættest på Solen ligger Merkur, herefter Venus, så Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun inden Pluto kommer som rosinen i pølseenden.

Men hvor stammer navnene fra?

Artiklen fortsætter under billedet.

”Det fortaber sig i historien,” lyder det fra Michael Linden-Vørnle:

”Man har altid kunne se de klassiske planeter på himlen: Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn. De er ikke rigtigt blevet opdaget. Det var de gamle grækere, der erkendte, at planterne var noget andet end stjernerne.”

Planet betyder ”vandrer” eller ”vandrestjerne”, underforstået at de adskiller sig fra andre stjerner, fordi de bevæger sig hen over himlen.

”På det tidspunkt sagde man derfor meget fornuftigt, at det måtte være guddommeligt, fordi guderne kan gøre, hvad de vil, det kan de andre stjerner ikke,” fortæller Michael Linden-Vørnle.

Den romerske mytologi overtog mange af de græske gudenavne, og derfor hedder Jupiter, som er den store, klare planet på nattehimlen, i dag Jupiter, og ikke som oprindeligt Zeus.

Artiklen fortsætter under billedet.

Merkur var den flyvske planet, deraf navnet på den romerske budbringer Merkur. I den græske mytologi hed han Hermes.

Venus, som er det egentlige ild-helvede i vores Solsystem med en gennemsnitligt overfladetemperatur på 462 grader, har fået sit navn fra den romerske gud for kærlighed, skønhed og frugtbarhed. Et navn, der modsvarer den græske Afrodite.

Mars, krigsguden i den romerske mytologi, modsvarede Ares i den græske. ”Den røde planet”, som Mars kaldes, repræsenterer også maskulinitet og ungdommelighed. Symbolet for Mars er en cirkel med en pil i øverste højre hjørne - symbolet for det mandlige køn.

Saturn er opkaldt efter den romerske gud for landbrug Saturnus, som modsvarer den græske gud Cronos. Saturn var Jupiters far.

Og så kunne man ikke se flere planeter.

Indtil den 13. marts 1781 hvor astronomen William Herschel fandt den næste i rækken i sit teleskop hjemme i sit hus i Somerset, England.

Herschel gav oprindeligt planeten navnet Georgium Sidus (George’s stjerne), men det blev ilde modtaget uden for England.

Flere forslag blev modtaget, bl..a. fra den svenske astronom Erik Prosperin, som foreslog Neptun, men det var den tyske astronom Johann Elert Bode, som kom op med navnet Uranus. Ligesom Saturn var Jupiters far, burde næste planet i rækken være Saturns far, argumenterede Bode, og navnet blev taget officielt i brug i 1850.

Neptun, den ottende og sidste planet i Solsystemet (fordi Pluto er en dværgplanet), blev opdaget af matematikeren Urbain Le Verrier og astronom Johann Galle den 23. september 1846. Neptun er den romerske havgud efter Poseidon.

Navnet blev officielt taget i brug den 29. december samme år efter uoverensstemmelser om, hvad planeten egentlig skulle hedde. Man valgte dog navnet Neptun for at holde planetnavnene i samme genre - græske og romerske guder.

Det var planeterne.

BBC har lavet nedenstående dokumentar om Solsystemets hemmeligheder. Artiklen fortsætter under videoen.

Efter planeterne fulgte måner, og dem har man efterhånden opdaget rigtig mange af. Så mange, at man er ved at løbe tør for navne fra den klassiske mytologi, forklarer Michael Linden-Vørnle:

”Med de nye dværgplaneter er vi ved at løbe tør for græske og romerske guder, så man er begyndt at tage fat på polynesisk og hawaiiansk kultur og deres myter og fortællinger i stedet.”

Og så er der asteroiderne. Men der er så mange, at man blandt andet også bruger dem til at hædre forskellige personer, forklarer han.

Således er der asteroider opkaldt efter den danske fysiker Holger Bech Nielsen og den kendte astrofysiker og marsforsker Jens Martin Knudsen.

”På samme måde bruger man overfladestrukturer til at hædre bestemte personer. Blandt andet har vi et krater, der hedder Tycho efter Tycho Brahe, og et krater der hedder Kopernikus efter Nikolaus Kopernikus. Når der er nok at tage af, er der ingen grund til ikke at bruge dem til at hædre nogle navngivne personer,” siger Michael Linden-Vørnle.

Så er vi ved at være ved vejs ende. Dog mangler der lige to endnu.

Solen vandrer også over himlen og fik derfor sin egen gud, Helios. I den romerske mytologi blev navnet til Sol.

Og så er der Jorden med sit latinske navn Tellus. Tellus, som også hed Terra Mater, var Jordens gudinde. Navnet betyder land, territorium og jord.