Kære far Max brød sammen over en vandpyt. Mere skulle der ikke til ...

... Han tog tilløb, satte i spring hen over den, hans ben er blevet så lange, jeg ville ønske, du kunne se det; længden på hans fødder, hans arme, der kan række hen over borde, vælte ting, man slet ikke troede var mulige at vælte, alligevel nåede han ikke helt over; k en våd sok. Han smed sig på fortovet, råbte, at det er en lortesommer.

Det er juni 2015. Det regner en del. Hans klasse var på Vestre Kirkegård forleden, jeg ved ikke, hvorfor fanden de slæber børnene med derhen. Simons mormor ligger begravet der, fortalte Max, og andre af klassekammeraterne kender mennesker, der er døde og begravede dér. Han ledte efter dig, sagde han.

Jeg viste ham billeder af båden på Roskilde Fjord, han var ikke særlig gammel dengang; tre år med redningsvest på. En solrig maj måned i 2009. Vi smed rosenblade efter asken, det kan han ikke huske, kan ikke huske båden, redningsvesten, urnen, at alt forsvandt i en rasende fart med strømmen.

Jeg tænker på dig i et anderledes roligt tempo, far, tænker på dig som langsommelig. Omhyggelig, er måske mere præcist. Max ønsker sig en gravsten. Med dit navn på. Han kan ikke forstå, hvorfor vi bare smed dig i vandet, hvorfor det regner om sommeren, hvorfor sommer hedder sommer, vinter vinter, hvorfor jeg ikke kan love ham aldrig at forlade ham.

Du ville have været begejstret for ham; det tror jeg. Han har fregner hen over næsen, fortænderne sidder lidt skævt, men jeg tænker, at de retter sig med tiden, at han med tiden vil acceptere, at han ikke rigtig kan huske dig. Han påstår, at han holdt dig i hånden, da du døde. Jeg fortæller ham, at du allerede var død, da han sad på din seng, at fotografi et af ham og dig blev taget dagen efter, du døde, at du lå tre dage i sengen, inden vi lagde dig ned i kisten. Bar dig ud i haven. Hvor bisættelsen fandt sted.

Jeg ved ikke, hvem der bor i dit hus nu, slår dit græs, men jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke længere er dit. Græsset var så sindssygt grønt den dag, det havde lige regnet, kisten var hvid med røde roser. Jeg bryder mig ikke om roser. Men det gjorde du. Du elskede din have, dit hus, dit plankeværk. Du ønskede dig udsigt. Revolutioner. Det snakkede du om, imens du byggede på dit plankeværk. Din længsel var stor. Efter noget andet. Tre ekskoner og to børn bar din kiste gennem haven ud til ligvognen. Max hulkede, da du kørte væk. Det kan han heller ikke huske; at vi fejrede den sidste jul hjemme hos dig, at Max havde pyntet sig med kjole den aften. Du var træt og gik tidligt i seng. Få dage senere brød dit tarmsystem sammen. Du k indopereret en stomi. Jeg husker mest arrene på din ryg, de kom lang tid inden sygdommen, du sagde, at din ryg var et billede på dine teenageår; en bumset, utryg dreng.

Max har svært ved at falde i søvn for tiden. Han fortæller om de billeder, der holder ham vågen, det, der hober sig op i løbet af en dag. Måneder. År. Han har fået en kæreste. Det har jeg ikke. Det er okay.

Vi deler stadig væk børnene syv-syv. Jeg så for lidt til dig, da jeg var barn. Det tænker jeg i dag, på alt det vi gik glip af.

Man kan vaccinere for tarmkræft nu. Jeg er kommet til at love Max, at kræft aldrig vil tage livet af ham, at det er en uddød sygdom, når han bliver voksen. Af og til ser han på mig med et blik, der minder mig om dit. Jeg holder af hans skepsis. Dit blik ændrede sig med sygdommen, blev mere hengivende. Max er medgørlig, når han bliver lovet is. Han er stædig ad helvede til, hader uretfærdigheder, han har blå mærker på benene, sår på albuerne og så de fregner, der tager livet af mig. Hans stemme er hæs; minder mig om hans far. Han er, som han skal være.

Jeg lovede ham, da han lå på fortovet med sin våde sok, at vi inden længe kører til Roskilde Fjord. Måske låner vi en båd og sejler derud, hvor vi i 2009 stoppede motoren og tømte urnen for din aske. Måske peger jeg bare stedet ud for ham inde fra kysten. Du stod ofte ved den kyst; holdt af at betragte fuglene, kunne navnene på flere af dem. Af og til havde du skestang med. Vaders på. Så stod du dér. Og spejdede ud.

Kærlig hilsen Kamilla Haga Holst