Tor kæmpede for livet på Roskilde Festival
Tirsdag er det 15 år siden, at ni unge mænd blev klemt ihjel på Roskilde Festival. Ny dokumentar har premiere på festivalen.
Langt de fleste kender én eller flere, der var til stede den tragiske dag for 15 år siden.
Tor Nygård Kolding var der.
»Var du der også?,« spørger han.
Ja, men langt fra orkanens øje, svarer jeg.
Tor Nygård Kolding befandt sig midt i det, og han husker det tydeligt.
Musikken stoppede:
»Træd tre skridt tilbage,« bad Eddie Vedder, forsanger i det amerikanske band Pearl Jam, som den 30. juni 2000 optrådte som et af hovednavnene på Roskilde Festival.
Trailer til Tor Nygård Koldings ”Nine Rocks”.
Allerede inden koncerten havde 20-årige Tor Nygård Kolding svært ved at trække vejret.
Det regnede, og der hang en tåge over de mange svedende mennesker, som gerne ville frem mod scenen.
Tor Nygård Kolding blev pludselig revet omkuld, men det bekymrede ham egentlig ikke, for det skete så tit, og koncertgængerne var altid flinke til at hjælpe hinanden op foran Orange Scene. Men her var så mange væltet på én gang, at det skabte et stort hul i menneskehavet, som stadig flere faldt ned i.
Tor Nygård Kolding havnede dybt nede i bunken af mennesker - oven på en mand, som virkede livløs.
Selv var han ved at miste bevidstheden og havde bare lyst til at sove.
Men det er jo på den måde, at folk dør, tænkte han og blev ramt at panik.
Med de sidste kræfter fik han rejst sig op på ham, der lå under ham.
Han kæmpede sig op i toppen af bunken af mennesker og mærkede det kaos, der udspillede sig.
Folk flåede i hinanden for at komme op af hullet, og snart hang Tor Nygård Koldings bukser nede om anklerne.
Han var ved at miste bevidstheden igen, men mærkede så et ryk i hovedet.
Én havde fat i hans lange hår og rev ham ud af den sammenfiltrede bunke af mennesker.
»Save them,« skreg han og forsøgte selv at trække folk ud.
Men uden held.
Han havde ikke flere kræfter tilbage.
Under koncerten med Pearl Jam omkom 8 unge mænd - den niende døde senere af sine kvæstelser.
Tor Nygård Kolding har nu lavet en dokumentarfilm om tragedien. Dette med udgangspunkt i sine egne oplevelser.
Den har premiere på Roskilde Festival i eftermiddag - den 30. juni - og det sker i det nye festivalområde: Rising.