På vandretur i krigens København

Tænk, hvis bygninger kunne tale, og tænk på alle de historier, de kunne fortælle fra årevis på samme sted. Med bogen ”Turen går til besættelsestidens København” i hånden er det lige før, det sker. I hvert fald fortæller bogen bygningernes historier. Jyllands-Posten tog på en vandretur i indre København sammen med en af bogens fire forfattere, Jakob Sørensen, for at finde ud af, hvad der egentlig skete i hovedstaden i de fem forbandede år, og hvad man kan se i dag.

Kun få meter fra avisens redaktion og lige ved Rådhuspladsens metrobyggeri finder man de første spor. Den Lille Hornblæser er en statue sat op til minde for De Slesvigske Krige og har umiddelbart ingen forbindelse til Besættelsen. Og så alligevel.

»Her samledes de danske nazister i efteråret 1940 i det, der faktisk var et kupforsøg,« fortæller Jakob Sørensen, der til daglig er lektor i dansk og historie på Københavns VUC.

Midt i november 1940 havde det danske nazistparti, DNSAP, endnu ikke opgivet at komme til magten – ligesom norske nazister havde fået magten i Norge – og protestmarchen, der endte ved statuen, var et forsøg på at skabe så meget uro og larm, at man blev tvunget til at sætte dem til magten.

»Det mislykkedes fuldstændig, og befolkningen vendte sig imod dem,« siger Jakob Sørensen og fortæller, at tyskerne slet ikke var interesserede i at give magten til DNSAP – både fordi man var godt tilfreds med den særlige samarbejdsaftale mellem Tyskland og Danmark, men også fordi de danske nazister aldrig var vægtet højt i Tyskland.

»Jamen, de var simpelthen ret inkompetente, og der var som sådan ingen problemer i samarbejdet med de danske politikere,« fortæller forfatteren.

På den modsatte side af H.C. Andersens Boulevard ligger Dagmarhus, hvor bilerne ræser forbi i al hast på vej mod en vigtig destination og sikkert uden en tanke på, at de passerer lige forbi det, der var tyskernes danske magtcentrum. Fra 1942-1945 sad den rigsbefuldmægtige, Werner Best, der i høj grad tegnede besættelsespolitikken fra 1942 og frem til befrielsen, på sit kontor øverst oppe i bygningen, mens man nede i kælderen bankede og torturerede modstandsfolk. Lige i hjertet af København, hvor hundredvis stadig vandrer ind og ud af Dagmar-biografen hver dag.

»Bygningen har sådan set ikke ændret sig, bortset fra, at der var luftværnsbatterier på taget, og forpladsen var spærret af med sandsække og pigtråd,« fortæller Jakob Sørensen.

En magtcentral i hjertet af København

»Og det var absolut sådan, at hvis man blev set gå ind og ud af Dagmarhus – det var ikke godt for omdømmet,« tilføjer han. På den anden side af gaden ligger en anden bygning, der spillede en stor rolle under Besættelsen, og som egentlig også ligner sig selv – hvis man ser bort fra den irske pub, der nu ligger i stuen. I bygningen på Jernbanegade 7 – lige over for det, der i dag er Scientologys europæiske hovedkvarter – rekrutterede man til Frikorps Danmark under Waffen SS. Cirka 6.000 frivillige danskere blev en del af korpset og lige så mange forsøgte.

»Det var SS, så det var en elite, og mange blev kasseret – man skulle have en vis højde, gode tænder og rent arisk blod i årerne, så det var ikke bare lige og en stor del blev faktisk afvist,« siger Jakob Sørensen og fortæller, at området mellem Rådhuspladsen, Tivoli og omkring Vesterport ikke var et sted at færdes, hvis man ikke var på tyskernes hold.

»Når man befandt sig i det her område af København, var der stor risiko for visitationer osv. Her var man virkelig på udebane, hvis man var modstandsmand, og man forsøgte typisk at holde sig væk herfra, hvis man ellers kunne.«

Alligevel gik det galt for modstandsgruppen BOPA, der en enkelt gang vovede sig ind i tyskerbydelen. Vi går videre ned ad Jernbanegade og krydser vejen ud for Cirkusbygningen, hvor 5A-bussen drøner forbi, og går over mod Axelborg. Her ligger Axelborg Bodega. Det gjorde det også under Besættelsen, og selv om det ligner andre af områdets værtshuse, gemmer sig her en ganske særlig flugthistorie.

Fire BOPA-sabotører satte sig en dag herind for at få en øl efter en aktion, som alligevel ikke blev gennemført.

»Og det er altså midt i fjendeland,« siger Jakob Sørensen og understreger, at BOPA ellers var ret gode, når det kom til sikkerhed.

»Men her laver de altså en kæmpefejl! De sidder herinde og får sig en øl, og så ringer tjeneren og melder dem, og de bliver arresteret. Men det lykkedes Børge Thing at flygte, og han er absolut en af hovedmændene i BOPA, så det var virkelig tæt på,« fortæller han.

Det har været en dramatisk arrestation, og selv om vi nu står her med ryggen til endnu en af Københavns enorme byggepladser, forestiller man sig uden større anstrengelser, at tyske soldater kan komme løbende rundt om hjørnet fra Dagmarhus hvert øjeblik.

Fra værtshuset kan man se Tivoli, der også fik sin egen krigsfortælling, da den dansk-tyske Petergruppe den 25. juni 1944 sprængte flere bomber i parken. Terrorhandlingerne var et modsvar til tidligere dages sabotageaktioner fra BOPA.

»Det var et pædagogisk princip, kan man sige, hvor man gengældte modstandsaktioner én til én – hvis modstandsbevægelsen likviderede en eller anden, så likviderede man én den anden vej,« siger forfatteren.

I Tivoli blev flere bygninger jævnet med jorden, og den gamle rutsjebane fik store skader – alt sammen for at gøre modstandskampen upopulær i befolkningen.

»Det virkede ikke, men det var selvfølgelig skræmmende, det er klart, men det fik ikke modstandskampen til at stoppe,« siger Jakob Sørensen, mens vi drejer om et hjørne og går ned mod det pastelfarvede Palads.

Fra Deutsches Eck til English Corner

For enden af Palads ligger i dag en bar, og det gjorde der også under Besættelsen. Dengang hed det Deutsches Eck – Det Tyske Hjørne – og var et populært gå-i-byen-sted for tyske soldater. Efter den 5. maj 1945 skiftede det prompte navn til det nu mere passende English Corner.

»Sådan kan man lynhurtigt indordne sig,« griner Jakob Sørensen.

Fra Palads ser man direkte over på endnu en forhadt adresse under krigen, nemlig Shellhuset, der var Gestapos hovedkontor.

»Det var her al efterforskningsarbejde rettet mod modstandsbevægelsen foregik. Der var kontorer på de forskellige etager, og fangerum oppe under taget som et levende skjold – for at undgå at blive bombet. Så havde man forhørs- og torturrum i kælderen,« fortæller Jakob Sørensen.

På trods af det levende fangeskjold bombede englænderne bygningen i foråret 1945, fordi Gestapo efterhånden havde fået et godt greb om modstandsbevægelsen.

Det var et nøje planlagt angreb, der alligevel viste sig at få fatale konsekvenser for mere end 80 skolebørn på Frederiksberg.

»De kommer flyvende i 30 meters højde ind over Nordsøen og ind over Jylland og Fyn i tre bølger for at angribe bygningen,« siger Jakob Sørensen og tilføjer med et smil, at Shellhuset paradoksalt nok var ganske let genkendeligt, fordi det var malet i camouflage-striber som den eneste bygning i byen.

De fløj ind langs jernbanelinjen til Roskilde og drejede af ved Enghave Station, hvor et af flyene ramte en mast og styrtede ned på Frederiksberg lige ved Den Franske Skole. Resultatet blev, at flere af de efterfølgende bombefly smed bomberne over Den Franske Skole, fordi de så røgen derfra.

Skudhuller og soldatergraffiti

Vores vandretur i krigens København har indtil videre været forbi betydningsfulde bygninger, hvor man ikke længere kan se tydelige spor efter tyskerne, men de steder findes også, og i bogen kan man både finde vej til skudhuller og et hjørne af Den Brune Kødby, hvor tyske soldater har kedet sig på vagten og kradset beskeder i murstenene.

»Wollt ihr den totalen Krieg?« eller på dansk »Vil I den totale krig?« står der skrevet et sted med henvisning til Joseph Goebbels berygtede tale fra 1943. Her har soldaten tilsyneladende selv svaret: »Nein.«

Lignende graffiti findes i Grundtvigs Hus, som vi går forbi på vej til Strøget for at se det sted, hvor det tyske dansested Café Mokka lå, indtil BOPA sprængte det i luften. I Grundtvigs Hus holdt Luftwaffe til, og her har en af soldaterne i et kedsommeligt øjeblik kradset en flyvemaskine ind i stenene.

I den ”billige” ende af Strøget, længst oppe mod Rådhuspladsen, stopper vi ved et stillads. Bagved er der ingen bygning, og det har der ikke været i flere år. Engang lå her Cafe Mokka, som blev offer for modstandsbevægelsens eneste egentlige terrorhandling. BOPA sprængte bygningen og dens gæster i luften uden at have en bestemt person som mål. Herefter lå et andet dansested på adressen, hvor der gik rygter om, at der var spøgelser. Siden er bygningen revet ned.

»Det er noget af det, jeg synes er utroligt sjovt – at arkitekturen og gadebilledet simpelthen er blevet påvirket af besættelsen,« siger han.

Få meter længere nede lå Restaurant Tosca, der blev offer for Københavnernes indebrændte had på dagen for befrielsen. Det havde ligeledes været et populært tysk dansested, og den 5. maj 1945 blev det totalt raseret af byens borgere. Samarbejdet med tyskerne havde sin pris, og alt imens Tosca blev raseret, kørte lastbiler med ladene fyldt af stikkere og såkaldte ”feltmadrasser” forbi – hentet af modstandsfolket og på vej ned mod Nytorv.

Sidste stop på den historiske vandretur er en kjolebutik på hjørnet af Gammeltorv, hvor urmageren Georg Stougaard havde butik, og i kælderen holdt Skindergadegruppen, der var en del af modstandsgruppen Holger Danske, til. Men gruppen vakte for meget opmærksomhed ved at mødes det samme sted hver gang. Få måneder inden befrielsen blev de arresteret og skudt i Ryvangen. Kun Georg Stougaard blev løsladt, men han blev senere likvideret i sin butik, fordi man troede, at han var stikkeren.

»Og det var en stikkerlikvidering uden grund, har man efterfølgende fundet ud af,« slutter Jakob Sørensen.