»Hvordan jeg vil fejre den? Nogen forslag?«

LONDON

Leonard Cohen er lige blevet spurgt, hvordan han vil fejre sin 80-årsfødselsdag på søndag den 21. september.

»Hvordan jeg vil fejre den? Nogen forslag?«

Et arrangement i anledning af den canadiske solists nye album, ”Popular Problems”, har været i gang i en times tid, og de omtrent 100 pressefolk fra over 20 lande griner. Akkompagneret af latteren får Cohen herefter fortalt, at i hans familie fejrer man sjældent fødselsdage og den slags.

»Måske skal jeg ryge,« tilføjer han.

Der bliver grinet igen. Svaret bygger videre på et tidligere spørgsmål om, hvorvidt Leonard Cohen vil gøre alvor af en udtalelse fra begyndelsen af 2012. Her sagde den berømte sangskriver, digter og tidligere storryger, at han måske ville begynde at ryge igen, når han fyldte 80 år.

»Er der en, som har en cigaret? Der er så få steder, hvor man kan ryge. Jeg bliver 80 år om et par dage, jeg røg i 50 år, og jeg holdt op for 10-15 år siden. Men jeg kunne virkelig godt lide at ryge, og jeg tænker tit på det. Jeg tænker på det lige nu.«

Han får endnu en gang det særligt indbudte publikum til at grine. Den evne er én side af Leonard Cohen, og han bruger denne aften i høj grad humoren til at manøvrere udenom at give meget personlige svar. Pressekorpset får således aldrig at vide, hvordan Cohen skal holde sin fødselsdag, og han får heller ikke endegyldigt sagt, at han for resten af livet er ikkeryger. Og da der fra bagerst i lokalet bliver stillet et spørgsmål om, hvad Leonard Cohen læser for øjeblikket, lader han tiden stå stille nogle sekunder, før han svarer:

»Jeg læser ikke ret meget. Lad mig tænke. Det er faktisk lidt af en hemmelighed.«

Leonard Cohen beskytter sig ved at holde afstand uden at fremstå afvisende. Tværtimod. Hvis han ikke er humoristisk, er det mange gange taknemlighed, han udtrykker.

»Det sætter jeg virkelig pris på«

»Mange tak, venner. Tak, fordi I er kommet. Nogle af jer kommer langvejs fra, og det sætter jeg virkelig pris på,« siger han som det første, da presseseancen i London begynder.

Det er Canada, Cohens fødeland, som sammen med hans pladeselskab står for arrangementet. Det foregår hos det canadiske højkommissariat, der ligger på Grosvenor Square i det centrale London.

Højkommissær for Canada Gordon Campbell byder velkommen og fortæller, at det er en ære at have Leonard Cohen i huset, hvor ambitionen med indretningen tydeligvis har været at forene højtidelighed og klasse med en slags hygge.

»Jeg var senest sammen med dig for lidt mere end 10 år siden, og det virker ikke fair, at du ser yngre ud,« konstaterer Gordon Campbell.

Leonard Cohen ser – ikke overraskende – ældre ud end for både 5 og 10 år siden. Men hvorfor skulle han kommentere bemærkningen? Han takker i stedet Campbell og højkommissariatet for at være vært for arrangementet, hvor pressen først får lejlighed til at høre hele ”Popular Problems”, hvorefter den britiske radio- og tv-journalist Stuart Maconie stiller hovedpersonen nogle spørgsmål. Til sidst får et fåtal af de inviterede journalister chancen for at stille spørgsmål.

»Jeg forlader lokalet, mens musikken spiller. Vi ses om 36 minutter,« siger Leonard Cohen.

Da hans album ”Old Ideas” udkom i januar 2012, blev der holdt et lignende pressearrangement på The May Fair Hotel, ligeledes i London. Dengang sad Cohen på første række og lyttede med. Denne gang går han med faste skridt ud af lokalet, men det er ikke sådan, at man tænker, at han har behov for at få en ”morfar” eller et drop i armen med opkvikkende medicin for at gennemføre arrangementet. Han er gråhåret, ja, og rynkerne i ansigtet fortæller en historie om et både langt og levet liv. Men mere end noget andet fremstår han med sin spinkle, ganske adrætte skikkelse, der er pakket ind i et mørkt jakkesæt, som et menneske med et fysisk og psykisk overskud.

»Gådefuldt, vittigt og mørkt«

Der er ni sange på det nye album, og journalisterne holder sig i ro, mens de lytter til ”Slow”, ”Almost Like The Blues”, ”Samson In New Orleans”, ”Did I Ever Love You”, ”My Oh My”, ”Nevermind”, ”Born In Chains”, You Got Me Singing” og ”A Street”, hvor poesien til sidst er diskret og effektiv på én gang: »The party’s over/But I’ve landed on my feet/I’ll be standing on this corner/Where there used to be a street«.

Albummet er »gådefuldt, spøgefuldt, poetisk, melankolsk, mørkt, vittigt, trist og muntert«, konstaterer Stuart Maconie, før han inviterer Leonard Cohen ind i lokalet igen, og hans korte spadseretur op til den lille scene er nærmest lydløs.

Han bliver opfordret til at forklare sit samarbejde med produceren på ”Old Ideas” og ”Popular Problems”, Patrick Leonard. Leonard Cohen fortæller, at det bl.a. var en kollaboration mellem Patrick Leonard og sønnen Adam Cohen om albummet ”Like A Man” fra 2011, der fik ham på sporet. Cohen senior fortæller også, at det meget hurtigt lykkedes for ham og Patrick Leonard at kreere en række sange til ”Popular Problems”. Hvordan det lod sig gøre, har han svært ved at sætte ord på. Eller rettere sagt vil han helst undgå at blive for konkret. Han vil åbenlyst hellere overlade noget til vores fantasi. Som han gør i sine sangtekster og digte.

En ting er sikker: Leonard Cohen havde under indspilningerne en vetoret og dermed det sidste ord. Det fastslår hovedpersonen, og det bekræfter Patrick Leonard, da Jyllands-Posten møder ham bagefter:

»Arbejdsprocessen er ret let. Han giver mig en tekst på en mail, jeg laver noget musik, præsenterer ham for et resultat, og hvis han siger nej, gør jeg det om. I andre tilfælde fungerer det med det samme, og så er den sang groft sagt færdig.«

Den amerikanske producer taler om, at Cohens tekster er så stærke i sig selv, at de kan klare vægten af mange forskellige slags musik. Hvilket gør arbejdsprocessen lettere.

»Det kan være en simpel bluessang eller noget meget kompliceret. Begge dele fungerer pga. Leonards tekst – og i skriveprocessen har han bestemt ikke brug for mig. Jeg er ikke poet, og selv om jeg var, ville Leonard ikke have behov for min hjælp.«

Patrick Leonard blev i 1980’erne berømt som den amerikanske popstjerne Madonnas producer. Han vil dog ikke udtale sig om, hvorvidt det er nemmere at samarbejde med Cohen end Madonna. I stedet siger han diplomatisk:

»Det ene var ikke en slags træning for det andet. De hænger (som kunstnere, red.) ikke sammen, og mit udgangspunkt er altid, når jeg producerer, at jeg er musiker og har spillet piano, siden jeg var tre år.«

Med under to år mellem ”Old Ideas” og ”Popular Problems” er Leonard Cohen inde i en af karrierens mest produktive perioder, når det gælder albumudgivelser, og til presseseancen afslører Leonard Cohen, at han med Patrick Leonard er halvvejs færdig med endnu et album. Patrick Leonard fortæller, at de i arbejdet med det næste album har kredset om bl.a. numre, som ikke passede til ”Old Ideas” eller ”Popular Problems”.

»Jeg tror, det kommer til at fungere på et tidspunkt med disse sange. Men jeg ved også, at hvis en sang ikke lykkes, kommer den ikke med på et album. Der var i lang tid et nummer, der var tiltænkt ”Popular Problems”. Men Leonard sagde, at den ikke fungerede, og jeg kunne kun give ham ret, og så fjernede vi den.«

Under presseseancen får Leonard Cohen publikum til at grine ad en bemærkning om, at efter et album med en titel som ”Popular Problems” er det logisk, at det næste hedder ”Unpopular Solutions”.

Forinden har han forsøgt at undgå at give et uddybende svar på, om der er særlige stemninger, som præger ”Popular Problems”. Han vil kun sige, at der er en stemning af fortvivlelse og melankoli og en følelse af samhørighed. Men hurtigt får han tilføjet, at den slags ord er noget, man klistrer på et værk bagefter for at give det en særlig karakter. Mens arbejdet med et album foregår, har man derimod ikke tid til at tænke på, hvilke nøgleord der skal beskrive stemningen på et album.

På tilsvarende vis har Leonard Cohen det hårdt med at skulle forklare, hvornår han opfatter en sang som helt færdig – og dermed vellykket. Og igen: Cohen lægger røgslør ud for at undgå at blive trukket ind i at skulle tages til indtægt for at analysere sine egne tekster. For som han sagde under presseseancen i 2012 på The May Fair Hotel i forbindelse med udgivelsen af ”Old Ideas”:

»Vi bliver virkelig nødt til at være forsigtige med at undersøge disse hellige mekanikker, fordi vi risikerer, at en eller anden vil kaste grus i maskineriet.«

Derfor er det heller ingen overraskelse, at Leonard Cohen udfører et regulært slalomløb i at tale udenom til spørgsmål, om nogle af hans nye sange refererer til aktuelle konflikter ude i verden, om han har en politisk dagsorden, og om han støtter de skotter og catalanere, der ønsker at blive løsrevet fra henholdsvis Storbritannien og Spanien.

Leonard Cohen vil ikke sættes i bås, og han har intet behov for i offentligheden at stille sig på den ene eller anden side i en prekær sag. Han følger, understreger han, naturligvis med i, hvad der sker rundt om i verden, og han er også opmærksom på, hver gang der er folk, som kæmper for en sag.

»Men jeg har hverken den ene eller anden mening om det,« svarer han.

Det har han måske privat, men som sangskriver vil han tydeligvis helst undgå, at vi skal betragte hans sange ud fra en viden om, hvad han mener om verdens gang. Han foretrækker, at de lidelseshistorier og sprækker af lys, som forekommer i såvel de gamle som i de helt nye sange, kan få lov til at blive betragtet og omfavnet af modtagerne, uden at der forinden er blevet givet en manual ved en presseseance.

Langsommere og længere

Der er enkelte momenter i løbet af arrangementet, hvor Cohen pga. et spørgsmål ender med at tale både langsommere og længere og lyde mere alvorlig. Men i de situationer taler han altovervejende om vi og os frem for blot sig selv.

Han konstaterer, at vi alle lider og kæmper, og at vi skal erkende og anerkende, at vi slås med nederlag, skuffelse og mørke kræfter, som styrer vores liv.

Han siger også, med udgangspunkt i den nye sang ”Born In Chains”, at vi alle er født i lænker, og at vi lever et liv, der huserer et sted mellem frigørelse og fangenskab.

I de momenter ændrer arrangementet delvist karakter. Men det er kortvarigt, da næste spørgsmål trækker i en anden retning, og til slut bliver Cohen af intervieweren sat i en situation, hvor han skal rose Canada og udtrykke sin taknemmelighed.

Dét har han intet problem med.

Jyllands-Posten var inviteret til London af pladeselskabet Sony Music.