Et barn af treholdsskiftet

At kalde Jacob Skyggebjerg ordensmenneske ville være noget af en tilsnigelse. For at få den 28-årige debutant i tale må man kante sig uden om bunker af tøj og bøger, som dækker store dele af plankegulvet i lejligheden på Nørrebro i København.

Det lykkes at finde en stol, som ikke er fyldt med papir, ledninger og andre effekter. Herfra er der udsigt til resten af boligen: I døråbningen mellem lejlighedens to rum står en nøgen madras og langs væggene et bredt udvalg af fjernsyn og pladespillere fra en tid, da fladskærme og mp3-afspillere endnu ikke var en del af ordforrådet.

Kun laptoppen på skrivebordet har kostet Jacob Skyggebjerg penge. Resten har den debuterende forfatter fundet i storskrald.

»Det er helt vildt, hvad folk smider ud,« udbryder han og skodder sin cigaret i et fyldt askebæger.

Han hæver stemmen:

»Jeg nægter at være en del af forbrugssamfundet. Det er det, min bog handler om. ”Vor tids helt” er manden, som forsøger at bryde med vanetænkningen. Han vil ikke tvangsindlægges til fabriksarbejde for at kunne købe den Playstation 4, som alle er blevet enige om at længes efter. Lad os få bilerne ud af byerne, lad os skrue ned for forbruget af luksusvarer. Hvad får vi ud af det? Andet end stress?«

Jacob Skyggebjerg kigger ud i rummet.

»Jeg bruger ikke penge på noget. Jeg får overskydende gourmetmad fra en ven, som arbejder på en restaurant.«

En smadret familie

Jacob Skyggebjergs nøgne overkrop pryder omslaget på ”Vor tids helt”, og romanens hovedperson – den unge mand Jacob – har ganske meget tilfælles med forfatteren. Efter et år i København ser han tilbage på en opvækst med svigt, plejefamilie, kriminalitet, misbrug og stanken af døde dyr fra den nærliggende kød- og benmelsfabrik. Historien tager udspring i en dysfunktionel familie i Hedensted ved Horsens:

»Treholdsskiftet smadrer familierne,« udbryder Jacob Skyggebjerg.

»Jeg er vokset op med en far, der sov hele dagen, fordi han skulle på arbejde om natten. Pludselig ændrede det sig, så han skulle på arbejde om morgenen eller om eftermiddagen i stedet. Intet tidspunkt var helligt, han stod altid til rådighed for fabrikken. På den måde blev vi børn også en del af produktionsapparatet.«

Så kom finanskrisen.

»Man kunne altid få et job på fabrikken. Sådan sagde de lokale, som ikke havde ambitioner om andet. Men pludselig lukkede industrien, og alle fabriksarbejderne blev fyret. De blev sendt på jobsøgningskursus, så de for alvor kunne føle sig værdiløse. De måtte ikke forlade kommunen, for de skulle stå til rådighed for et arbejdsmarked, som ikke var der. Virksomheder lukkede, og området døde. Pludselig var der 100 ansøgninger til et job, som bestod af seks timers rengøring om ugen.«

Samfundet står for skud. Forfatteren mener eksempelvis, at det skal være mere attraktivt at tage en uddannelse.

»Man er så forhippet på at få folk til at tage uddannelser på kortest mulig tid, men slap nu af. Det er alt for stressende. Man opnår kun, at de studerende bliver dødtrætte af deres fag, inden de overhovedet får et job,« siger Jacob Skyggebjerg.

Han langer ud efter befolkningen i de jyske lokalsamfund.

»Man vil ikke noget. Man lader bare stå til. Alle er enige om, at det ikke er muligt at blive til noget særligt, og derfor kan man lige så godt lade være at forsøge. Folk er så underdanige i Jylland. De er tilfredse med ingenting. De, der blev boende i Hedensted, sidder bare og glor ud i luften.«

Skulle det være særligt slemt i Jylland?

»Der er nok noget af det samme i forstæderne til København, men i de jyske landsbysamfund er den officielle holdning, at man ikke vil noget. Det er nærmest en religion.«

Du forlod Jylland, slog dig ned i hovedstaden for at blive kunstner og taler så dårligt om dit ophav. Det er der så mange, der har gjort. Er det ikke lidt nemt?

»Måske,« siger Jacob Skyggebjerg.

»Men jeg mener det virkelig. Samfundet er dødt, og jeg vender aldrig tilbage. Kun i kort tid ad gangen. Jeg besøger jævnligt min far, som jeg drikker øl og ryger hash sammen med – det slipper man ikke for sammen med ham.«

Fuld og ondskabsfuld

I sin bog beskriver Jacob Skyggebjerg sine forældres tiltagende alkoholmisbrug. Især moderens.

»Kan man egentlig tillade sig det? Jeg ved det ikke, men det var nødvendigt at fremstille min mor på den måde. Hun er jo også et produkt af det produktionssamfund, som jeg tager afstand fra. Hun er også et produkt af den elendighed, som min far voksede op med og trak ind i sin egen familie,« siger forfatteren.

Hvad siger din mor til bogen?

»Hun har knap nok opfattet, at jeg har arbejdet på en bog. Jeg har fortalt hende om bogen 100 gange, men det er først nu, hvor jeg bliver interviewet, at hun bider mærke i det. Hun er ret alkoholiseret, og nu har hun fået en ny kæreste, som er ekstremt alkoholiseret. Det er tragisk, men jeg kan ikke gøre noget ved det.«

»Men dengang drak min mor kun for hyggens skyld,« præciserer Jacob Skyggebjerg.

»Det var noget andet med min far, han var altid fuld. Der blev drukket meget i lokalsamfundet, og det foregik for det meste hjemme hos os. Vi boede nærmest i en smugkro. Mine forældres venner var søde nok, ikke så ondskabsfulde som min far. Han var faktisk værst, når han ikke drak. Så var han sur og sad og løste Ekstra Bladets kryds og tværs.«

Et hjem uden bøger

Der var ingen bøger i Jacob Skyggebjergs barndomshjem. Han arbejdede sig gennem skolebibliotekets bogsamling og skrev eventyr, som moderen læste op i den børnehave, hvor hun arbejdede.

»Jeg var langt foran i skolen,« siger han.

»Jeg elskede at skrive fristil, men når jeg afleverede 12 sider, fik jeg skældud af dansklæreren. Han kunne slet ikke tåle, at jeg var klogere end ham. Der, hvor jeg kommer fra, skal man helst ikke ville noget. Man skal være glad for det, man har. Du kan blive smed, men har du ambitioner om noget mere, så er du en freak, der bliver set skævt til. Ikke engang mine forældre støttede mine planer om at ville noget mere. De havde jo ikke selv fået mulighederne.«

Hvad ville du?

»Væk,« siger han.

»Lave teater, rappe, skrive, gå på Journalisthøjskolen. Men svaret fra venner, lærere og forældre var altid det samme: Det der kan man kun i Aarhus eller København. Det kan du lige så godt opgive.«

Han gav slip

Jacob Skyggebjerg fortæller, at alt ændrede sig i 7. klasse.

»Da gav jeg slip,« siger han.

»Det var, som om jeg accepterede vilkårene. Jeg accepterede, at jeg ikke skulle være noget. Jeg gjorde som min far, jeg indordnede mig.«

Ifølge forfatteren var det her, at stofferne kom ind i billedet. Han fortæller, at han røg hash dagligt på Femmøller Efterskole ved Ebeltoft.

»Vi var nogle stykker, som ledte efter noget stærkere, og pludselig var der hul igennem. Speed, ecstasy, heroin. Det hele. Alt kunne vi få fat i.«

Hvorfor alle de stoffer? Det er da dummere at gå til grunde i misbrug, end det er at stå på en fabrik?

»Joh,« indrømmer forfatteren.

»Men stofferne var en flugt. Når jeg var blæst, glemte jeg min opvækst og udsigten til et indholdsløst liv i en fabrikshal.«

»Der er ikke noget romantisk med stofmisbrug,« siger Jacob Skyggebjerg i dag.

»I et par år arbejdede jeg som opvasker i Horsens, mens det med stofferne stod hæmningsløst på. Det blev ikke ved med at være sjovt.«

Det samme kan siges om alkoholen:

Jacob Skyggebjerg slår afvæbnende ud med armene. Ifølge forfatteren er stofferne, misbruget og elendigheden blot symptomer på et forbrugssamfund, hvor underklassen betaler prisen.

»Bogen er et opgør med det samfund, en kritik af og en sorg over det, et forsøg på at give denne underklasse en stemme. Det er ikke bare arbejdere i den indiske tekstilindustri, som hver dag må bade i ætsende kemikalier for vores billige T-shirts' skyld. Hele det kapitalistiske samfund er bygget op omkring, at nogen må yde for at andre kan nyde,« siger forfatteren.

Han bruger stadig en del af sin kontanthjælp på alkohol og hash.

»Men jeg er ikke misbruger,« fastslår han.

»Stofferne er efterhånden så udbredte, at det er middelalderligt at forbyde dem. Er du klar over, hvor mange stoffer der er i Europa? Og hvor meget, folk tager? Jeg er en af dem, der tager mindst.«

Han ryger jævnligt hash, men tager kun hårde stoffer, når han bliver budt.

»De psykedeliske stoffer får mig til at se tingene i et klarere lys.«

Så, nu er du selv i gang med at romantisere stofmisbruget?

»Ja, de psykedeliske stoffer kan jeg godt lide. Hvis jeg tager svampe eller lsd, er der hul i muren i nogle dage efter. I den tilstand skriver jeg anderledes uhæmmet, end jeg ellers ville gøre. Ja, teksten skriver nærmest sig selv.«

Hvad siger anmelderne?

Efter et mislykket ophold på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole landede Jacob Skyggebjerg på Vestjyllands Højskole ved Ringkøbing, hvor den tidligere rektor for Forfatterskolen Hans Otto Jørgensen opfordrede ham til at skrive.

På torsdag udkommer debutromanen ”Vor tids helt” på mentorens nystiftede forlag, Gladiator.

»Når jeg er sammen med dem fra forlaget, føler jeg, at jeg har revet mig løs af den jyske passivitet. Det er kun, når jeg falder i og ryger for meget hash, at jeg falder tilbage i de gamle tanker,« siger Jacob Skyggebjerg, der betragter det som lidt af en sejr at få udgivet sin roman.

»Men nu skal jeg lige have anmeldelserne i hus,« siger forfatteren, som er noget nervøs ved udsigten til litteraturkritikernes dom.

»Faren er naturligvis, at anmelderne opfatter mig som en retningsløs dagdriver – en Dovne Robert – som ikke evner at fylde nye møbler i sin lejlighed. Sagen er, at jeg kan lide at se en stol blive slidt helt op. Det er den eneste af mine forældres værdier, som jeg er stolt af at have taget til mig.«