Fortsæt til indhold
Kultur

Ejendomsmægler købte Holger Danske

Klenodiet Holger Danske blev i nat solgt til en ejendomsmægler fra Skjern.

Den hidtil ukendte vinder af skulpturen Holger Danske er nu identificeret.

Auktionsvinderen, der bød 3,2 mio. kr. for den tontunge skulptur, er EDC ejendomsmægleren Jørgen Axelsen fra Skjern.

"Det er superfint, at have vundet auktionen, men jeg er ked af, at de ikke fik ham i Helsingør, for jeg har det lidt som om, at jeg har stjålet ham fra dem," siger ejendomsmægleren til Jyllands-Posten, der trods lidt blandede følelser er glad for at have vundet auktionen.

God markedsføring

Jørgen Axelsen, der også sidder på formandsposten i Skjern Handelsforening, håber nu på, at skulpturen kan trække flere mennesker til byen.

"Vi får mulighed for markedsføring helt udover det sædvanlige."

Hvor Holger Danske får bosted i den vestjyske by, er ifølge ejendomsmægleren ikke fastlagt endnu:

"Jeg har et par gode bud på det, men nu må vi se, hvad det ender med, for vi skal jo også have lov til at placere den der, og lige nu står der nogle rigtig fine ting på de steder, hvor vi har snakket om, at den kan stå."

Lån i banken

Den nye Holger-ejer har indtil videre taget et lån i Skjern Bank for at kunne købe skulpturen, forklarer han til avisen.

Men bag buddet står en gruppe af 8-10 erhvervsfolk - heriblandt iværksætter og direktør Jens K. Pedersen i virksomheden Local Energy, der har etableret flere vindmølleparker i det vestjyske - som alle har været interesseret i at få den tunge mand til Skjern.

"Vi har faktisk ikke så meget styr på økonomien endnu, men vi vil prøve at sælge ham på store aktier til erhverv og nogle små til private, så vi får et bredt ejerskab af ham i byen," siger Jørgen Axelsen.

Bød på grund af joke

Han vil i løbet af den næste uge indkalde til møde med andre de erhvervsfolk i både gruppen og i Skjern.

"Så finder vi ud af, hvordan vi ordner det med økonomien, for det plejer vi at finde ud af i Skjern," forsikrer ejendomsmægleren, der startede med at byde på skulpturen, fordi han var bange for, at den kunne risikere at havne i udlandet:

"Jeg bød lidt i trods, fordi jeg troede, at buddet på de 40 mio. kr. for ham var fra udlandet, og det blev jeg lidt ked af. Da jeg så fandt ud af, at det var en joke, og han kom ned i 1,75 mio. kr., så tyggede jeg på det et par dage og bød så på ham selv," fortæller Jørgen Axelsen og fortsætter:

"Så kunne jeg jo ikke lade være med at fortælle andre erhvervsfolk om, at jeg havde budt, og så var der mange, som synes, at det var en god og spændende ide, så den bakkede de op om."