Kulturformand: Flot gået, Skjern
Der er glæde i Skjern, efter at klenodiet Holger Danske i nat blev købt af en lokal erhvervsgruppe.
"Jeg synes, at det er fantastisk."
Sådan lyder meldingen fra formanden for kultur- og fritidsudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, Kristian Ahle (V), der glæder sig over, at den tunge bronze-skulptur flytter til byen.
Holger Danske blev natten til fredag solgt for 3,2 mio. kr. over auktionssiden Lauritz.com til højst bydende, der blev - den stadig anonyme - gruppe af erhvervsfolk fra Skjern.
"Det er flot gået, at nogle erhvervsfolk i Skjern tænker, at vi her har et klenodie, der giver noget brand til byen, fordi folk ved, hvad Holger Danske er. Udover Den lille havfrue, som ikke er nem at flytte med, så kender danskerne Holger Danske, og der er ingen tvivl om, at den dag, han står i byen, vil folk komme og se den. Det er flot gået," siger kulturformanden.
Private penge
Om Ringkøbing-Skjern Kommune rent økonomisk vil støtte projektet er ifølge Kristian Ahle endnu uvist:
"Jeg fik en henvendelse i går, men hvis kommunen skal indover projektet, bliver det med maks. et femcifret tal, og så vil vi tage en politisk snak om det. Som formand vil jeg ikke love noget, så det bliver en almindelig politisk handling at beslutte, om vi skal spæde lidt til."
Også identiteterne på erhvervsgruppen, der står bag millionkøbet, står i det uklare. Kulturformanden har dog en formodning om, hvem køberne er.
"Jeg har hørt nogle navne på nogle virksomheder, og det er nogle af de mest kendte virksomheder i Skjern, som jeg tolker det. Og så har de valgt at holde lidt lav profil, indtil statuen står i byen," siger formanden og understreger, at det er nyt, at lokale erhvervsfolk går sammen på denne måde i et projekt.
Han roser dog gruppens initiativ, især fordi Skjern ikke fik en nationalpark:
"Gruppen prøver noget andet, og jeg synes, at det er flot, at den har set den chance. Da jeg hørte, at det var et projekt, tænkte jeg, hold da op - kan det overhovedet lade sig gøre? For hvis skulpturen havde stået i vores by, og andre ville tage den fra os og flytte den, ville det være et tab for vores område, men det er en sjov og spændende tanke, at man gør det modsatte og flytter noget til byen."
Hvor skal Holger stå?
Hvor den 2 ton tunge skulptur bliver placeret er ifølge talsmanden af den anonyme erhvervsgruppe op til borgerne.
"Hvis det lykkes, så indkalder vi til borgermøde. Der kan vi tale om placering, om hvordan den kan bruges i vores markedsføring og også om, hvordan den finansieres i sidste ende," udtalte talsmanden onsdag til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Ideen med borgermøde er god, mener Kristian Ahle. Men dog en smule optimistisk:
"Man kan nok ikke blive enige. Men det er godt at få borgernes pejlinger - hvad er deres holdninger til, hvor den kan stå, og hvor den ikke kan stå. Så må man tage den derfra. Det bliver spændende," siger han til Jyllands-Posten.dk.