Wilsons magiske Woyzeck

Betty Nansen Teatret
WOYZECK
Af Georg Büchner
Oversættelse: Peter Laugesen Iscenesættelse, lys- og visuelt design: Robert Wilson
Musik og sangtekster: Tom Waits og Kathleen Brennan
Kostumer: Jacques Reynaud. Spiller til 27. januar.

Billeder, billeder, billeder!

Det er dem, der først og fremmest gør indtryk i Robert Wilsons version af Georg Büchners skæbnedrama om mennesket og soldaten Woyzeck i en verden af eksistentiel tomhed, og hans uundgåelige vej mod undergangen.

Lysende stærke og knivskarpe billeder af hver eneste lille scene - og Büchners tekst er lutter små scener, næsten fragmenter af en helhed - hvor alle billeder er fuldendte kubistisk-abstrakte kompositioner, hvor farver, former og personer hviler i harmonisk-grusom skønhed.

Forstod man ikke et eneste ord, ville forestillingen alligevel være en oplevelse af de sjældne. Historien er lige så enkel, som den er forfærdelig. Soldaten Woyzeck bruges og misbruges af andre. Hans kaptajn kommanderer rundt med ham, lægen bruger ham til medicinske eksperimenter, og da hans kone, Marie, bedrager ham, bliver det for meget. Han slår hende ihjel.

Woyzeck er et menneske uden egne ressourcer, som lever fra dag til dag, uden at nogen hjælper ham, forstår ham, interesserer sig for ham. Stemplet som et mindreværdigt menneske.

Her hos Woyceck ligger Büchners sympati. Hos mennesket, der ikke har råd til idealer og fine fornemmelser som dyd og moral. Det er denne sociale indignation, Wilson bortamputerer - og det kan bestemt diskuteres. I stedet æstetiserer og stiliserer han, så verden forvandles til et raritetskabinet, en markedsplads, hvor forvredne mennesker med hvidkalkede, hårdtoptrukne ansigter sammenbidt synger om livets elendighed, som var det en syret sort, og burlesk cabaret.

Flødeskum

Det er her, Tom Waits og Kathleen Brennans fjorten vellystige og saftige sange kommer ind i historien. Som kommentarer og stemningsskabere i et miks af original musik og frække lån, lige fra "When the Saints" til "Lili Marleen" og engelske julesange. Derfor gribes og bevæges vi ikke - skal heller ikke - men labber bare magiske billeder og musik i os, som det skæreste, lækreste og mest delikate flødeskum for øjne og ører.

For hvert eneste øjeblik er gennemkomponeret og koreograferet, så scenen mættes med betydning. Wilson arbejder med kontraster. I scenebilledets farve og i det plastiske, hvor en nærmest Billedstofteater-agtig langsommelighed brat brydes med hurtige bevægelser, lige som lysets farver konstant forandres på hver eneste ting, så sætstykker, bagtæppe og personer får hver deres farve.

Det giver en fantastisk virkning - man kunne filme hele forestillingen og lave postkort af hvert eneste sekund - som et sansebombardement af ladede scenerier, som et mareridt, fremtryllet af en surrealistisk mester, hvor silhouetter skaber næsten grafiske tegn mod den lysende baggrund, mens en hånd står blodrød, et ansigt spøgelsesagtigt hvidt, en skikkelse ætsende grøn.

Skuespillerne

I et univers som dette er skuespillerne nærmest at opfatte som levende dele af scenografien, og sådan bliver de da også brugt. Skarpt tegnede marionetter, som leder tankerne hen på "Alice i Eventyrland", med Woyzeck som eneste menneskelige undtagelse i rædselskabinettet. Jens Jørn Spottag spiller ham med bar overkrop og et søgende-lidende ansigt som billede på det nøgne, forsvarsløse menneske. Først da han træffer beslutningen om at slå Marie ihjel, får han tøj på.

Hans Marie - som har en vis sympati hos Büchner - er her blevet til noget af en beregnende dame. Kaya Brüel synger og spiller hende iskoldt og lækkert i æggende rødt. Omkring dem nyder vi en stribe groteske karikaturer med Ulla Henningsens slimede og lystne nabokone som den sejeste, Tom Jensens Tamburmajor som den mest selvglade, og Morten Eisners og Hanne Uldals diabolske doktor med dukkemekanik i dobbeltudgave som den absurd-sjoveste.

Jeg har aldrig set en så fuldendt æstetisk og billedmagisk forestilling herhjemme før. Får det næppe heller at se igen foreløbig. Desværre. Tak for en voldsomt stor oplevelse.