UTOPIA

New York. Denne vibrerende megapolis har gennem det tyvende århundrede fungeret som en magnet på millioner af mennesker af alle hudfarver, trosretninger og politiske overbevisninger uanset hvor i verden, de har opholdt sig. New York har på afstand - det være sig fra en rismark i Kina, et stålværk i Rusland eller en moske i Ægypten - set ud som det eftertragtede Utopia, et sted, hvor drømme kan blive til virkelighed.

I virkeligheden er New York alt andet end en utopi. Det er en ufuldkommen, stressende, syndig og konfliktfyldt verden, som aldrig har haft anden ambition end at lade den enkelte søge lykken og gøre, hvad der passer ham eller hende, så længe andres rettigheder ikke trædes under fode. Men måske er det netop denne kendsgerning, der gør dette evigt pulserende univers i stand til at bevare sin tiltrækningskraft?

Andre virkeliggjorte utopier, fuldkomne samfund med patent på sandheden, fra Stalins Sovjetunionen til Maos Kina og Pol Pots Kampuchea har fået tyndet ud i sine menigheder, efter at omverdenen har set deres sande ansigter.

Men mennesker på jagt efter lykken valfarter stadig til Amerikas største by. Derfor er det ganske passede, at New York Public Library, byens store offentlige bibliotek på hjørnet af 42. street og Fifth Avenue, i disse måneder lægger lokaler til en fascinerende udstilling "Utopia: Jagten på det ideale samfund i den vestlige verden".

Udstillingen er blevet til i samarbejde med det franske nationalbibliotek, Bibliotheque nationale de France, som for første gang har ladet bl.a. originalmanuskriptet til Voltaires lille roman Candide fra 1759, et af den utopiske litteraturs hovedværker, optræde på en udstilling uden for Frankrig.

Utopia-udstillingen favner de tidligste dokumenterede utopiske forestillinger, fra Platons Staten, Edens have i Biblen og Ovids Metamorfoser, over den katolske teolog og britisk parlamentsmedlem Sir Thomas Mores fortælling Utopia fra 1516 om den perfekte, harmoniske tilværelse på en fjern ø, som gav fænomenet dets navn, og til de moderne utopiske projekter i den kommunistiske verden i det 20. århundrede til Woodstock festivalen i 1969 og vor tids forsøg på at etablere nye utopiske fællesskaber i cyberspace.

Ud over originalmanuskripter vises der plakater fra sovjetiske mobiliseringskampagner, gamle kort, den berømte Grønne Globus fra ca. 1506, som for første gang afbilder Amerika som et selvstændigt kontinent, fotografier, tegninger, musikalbum, Beatles Sgt. Pepper og Creams psykedeliske Disraeli Gears, begge fra det magiske år 1967, og klip fra en række film, der belyser temaet.

Indre sammenhæng

Det er en tankevækkende oplevelse. Her kan man fra en eksklusiv og sjælden udkigspost i det 20. århundredes sidste måneder se tilbage på begivenheder, der har vakt debat, men som nu kan ses under et, og selv om der ikke findes en facitliste, så lader meget sig begribe under netop utopiens synsvinkel.

I samme rum på anden sal vises klip fra en dokumentarfilm om en af de første sovjetiske koncentrationslejre på øen Solovki i 1920erne. Ved siden af ruller spillefilmen "1984", som bygger på George Orwells roman af samme navn, en af de store anti-utopier, der efter sigende skal have chokeret den sovjetiske ledelse for sin præcise skildring af det kommunistiske regime. Andre TV-skærme viser en nazistisk propagandafilm og Woodstock festivalen, hvor Joan Baez synger om Joe Hill og den amerikanske arbejderbevægelses kamp mod storkapitalen.

Der er en indre sammenhæng, som nogle sikkert vil bestride. Anti-autoritære oprør, der lovmæssigt ender i deres egen modsætning.

Revolutioner, der æder sine børn. Store smukke fortællinger båret af irrationelle impulser, der får drømmene til at løbe løbsk og blive til tårevædede mareridt.

Ordet "utopi" kommer fra græsk, hvor u betyder nej, og topos betyder sted, dvs. en utopi er et sted, der ikke findes, men præfikset kan også læses som det fuldkomne, og i så fald får ordet betydningen "det fuldkomne sted". Trangen til at opfinde utopier, idealer for menneskelige samfund og stater har eksisteret siden tidernes morgen og forsvinder sikkert først sammen med mennesket.

Selvom alle det 20. århundredes terrorregimer har deres rødder i en utopisk forestilling, er det for enkelt blot at afskrive utopier som gale fantasier over en bred kam. De er et væsentligt element i udfoldelsen af kreativitet og menneskets rastløse stræben efter at overskride grænser. De udfordrer samtiden ved at sætte spørgsmålstegn ved konventioner, som flertallet ofte blindt tager for givet, og de kan bedrive frugtbar samfundskritik.

Utopier har det imidlertid med at blive frygteligt autoritære og undertrykkende, når de forsøges omsat i praksis. Det er ikke tilfældigt, at et nøgleværk om Sovjetunionens blodige historie bærer titlen "Utopien ved magten".

Tvang og magt

Friedrich Hayek, nobelprisvinder i økonomi og forfatter til liberalistiske klassikere som "Vejen til slaveri" og "Frihedens forfatning" mente, at denne tragiske lovmæssighed hænger sammen med samfundets begrænsede evne til at blive enige om, hvordan utopia bedst indrettes. Når det kommer til stykket, kan mennesker kun blive enige om ganske lidt, og jo større indbyrdes forskel, der er på dem, jo vanskeligere bliver det.

Forsøg på at få mennesker til at acceptere mere end et minimalt sæt af regler kræver tvang og anvendelse af magt. I Sovjetunionen fandt bolsjevikkerne efter statskuppet i 1917 f.eks. meget hurtigt ud af, at millioner af russere ikke delte deres syn på samfundets indretning. I stedet for at bruge deres ideologi til at indrette et retfærdigt samfund baseret på frivillighed, brugte de den marxistisk-leninistiske ideologi til at likvidere såkaldte "klassefjender", som i første omgang gik ud over borgerskabet, men senere blev denne opskrift brugt i flæng om bønder, jøder, tyskere, tjetjenere, krimtatarer og andre grupper.

Ejendomsretten

Fælles for de fleste vestlige utopier, der drømmer om et jordisk paradis, er kravet om likvidering af den private ejendomsret, grundlaget for al uafhængig aktivitet uden for statens domæne og det moderne menneskerettighedsbegrebs stamtræ, samt afskaffelse af penge. Det løber som en rød tråd gennem utopier fra Middelalderen til ungdomsoprøret, at mennesket grundlæggende er godt, men at penge og ejendom, djævlens værk, har korrumperet dets rene sjæl. Hvis blot samfundet skiller sig af med disse grusomme opfindelser, fastslås det i værk efter værk, så venter den evige lykke lige om hjørnet.

I virkeligheden er ejendomsretten fundamentet for den moderne retsstat - en kendsgerning der er blevet bekræftet i løbet af de sidste 10 års overgang til markedsøkonomi i den forhenværende østblok - og den samfundsinstitution, der mere end nogen anden har befordret udbredelsen af individuel frihed i den vestlige verden. Ikke desto mindre har 68-generationens omvendte socialister og andre venstreintellektuelle svært ved at indse denne sammenhæng, når de i dag slår på tromme for menneskerettighederne som vor tids nye utopi.

Og i de kommunistiske diktaturstater, hvor adgang til privilegier og eksklusive varer afhang af individets plads i partistatens hierarki og ikke af indtjening, er penge efter systemets sammenbrud blevet et frigørende instrument for dem, der gerne vil købe italienske mærkevarer eller rejse på ferie til vesten, men ikke ønsker at tjene en bestemt politisk ideologi.

Begæret efter penge

Men ikke desto mindre har filosoffer og politikere siden antikken konstrueret ejendomsfjendtlige utopier, som i deres virkelighedsfjerne drømme om det perfekte samfund skulle føre til enden på alle konflikter.

Allerede den græske filosof Platon skrev i et af den vestlige politiske filosofis hovedværker om nødvendigheden af at gøre det af med den private ejendomsret og forvandle alt til kollektiv ejendom.

»Gensidige beskyldninger?« spurgte han. »Vil de ikke for det meste forsvinde, når man har alt fælles undtagen sin egen krop? I så fald vil folk blive sparet for al den splid, der opstår mellem mennesker som følge af ejendom og penge... og de vil leve et velsignet, lykkeligt liv,« fastslog Platon.

I Mores Utopia fra begyndelsen af det 16. århundrede hænges penge igen ud som roden til alt ondt.

»I Utopia blev al begæret efter penge fjernet sammen med pengene. Sikke en masse problemer, der blev afskaffet! Sikke en misvækst af forbrydelser, der blev revet op med rode. Hvem ved ikke, at svindel, tyveri, skænderier, plyndring, uroligheder, kævl, opfordring til oprør, mord, forræderi og forgiftninger uddør sammen med penge?« lød Mores retoriske spørgsmål.

Kærlighed til det fjerne

Vi ved i dag, at More og andre af den tids kommunistiske fantasier påvirkede det sovjetiske diktaturs første leder, Vladimir Lenin, og hans bestræbelser på at føre de nævnte ideer ud i blodig praksis.

Markedet for utopier blomstrer i tider med store sociale forandringer, dvs. når den store historie tager skarpe sving og tilværelsens traditionelle og kendte rammer sprænges. Det er sikkert en af forklaringerne på, at utopier ofte ignorerer den sunde fornuft, flygter fra historien og dagliglivets banale foreteelser og konflikter. En russisk samfundsforsker har præcist noteret, at utopier ofte er opflammet af kærligheden til det fjerne og ikke til næsten, som i stedet bliver opfattet som et vilkårligt stof, der kan bearbejdes og formes i det fjernes navn.

Marx' bylder

Ude på Fifth Avernue regner det, mens new yorkerne som altid er på vej et eller andet sted hen i høj fart. I en kiosk ligger det seneste nummer af New York Review of Books med en anmeldelse af den første biografi om Karl Marx, efter at marxismen har mistet sin umiddelbare aktualitet for den løbende samfundsdebat. Indtil murens fald var deltagerne i den vestlige debat enige om, at Marx' ideer betød noget. På godt eller på ondt. Men hvordan ser en biograf i år 2000 på Marx, skaberen af det forgangne århundredes dominerende utopi, marxismen, et sæt af ideer, der påtog sig den ambitiøse opgave at forklare menneskets fortid, analysere dets samtid og forudsige dets fremtid?

Interessant nok har biografien valgt at forbigå Marx' tanker i tavshed. Den handler alene om mennesket Karl Marx og dropper marxismen. Den lille historie fortælles på bekostning af den store, som - nu da historien er slut - ikke længere har noget principielt krav på opmærksomhed. "Kapitalen", Marx' hovedværk, har derfor fundet sin plads i teksten side om side med generende bylder på hovedpersonens bagdel.

»I foråret 1865 blev der efter et tætpakket møde i St. Martins Hall grundlagt et reformforbund for at føre kampagne for menneskehedens almene stemmeret...,« skriver Francis Wheen, forfatter til den ny Marx biografi.

»Marx og hans kolleger fra Internationale tog initiativet. "Hele ledelsen er i vores hænder," afslørede han triumferende over for Engels. Det næste års tid kastede han sig veloplagt ud i kampagnen, mens han ligeledes viede sin opmærksomhed til Internationale, manuskriptet til Kapitalen, familiens og kreditorernes krav - og naturligvis også til de blomstrende bylder på bagdelen, der formerede sig mere end nogensinde. Han skar dem væk med et knivskarpt barberblad, mens han så til med ondskabsfuld tilfredshed og blodet sprøjtede ud over tæppet.«

Sådan bevæger en Marx-biograf sig ind i det postmoderne, hvor alt er lige-gyldigt, bylder på balderne og den store revolution.

Det er det, vi journalister i dag kalder at finde den menneskelige vinkel på historien, og den er i hvert fald lykkelig fri for utopier.

Flemming.rose@jp.dk

Utopia: The Search for the Ideal Society in the Western World kan ses frem til den 27. januar 2001 på New York Pubic Library, Fifth Avenue og 42nd Street. Åbningstider: mandag, torsdag, fredag og lørdag 10-18; tirsdag og onsdag 11-19.30. Lukket om søndagen. Gratis adgang. Rundvisning kan bestilles på telefon: 212-9300501 Websted: www.nypl.org/utopia