Vær med til at fortælle Europa-historie
Europeana - Europas digitale bibliotek - søger danskere, der ligger inde med historisk materiale.
Ligger du inde med breve, fotografier, souvenirs eller dagbøger fra Første Verdenskrig?
Hvis ja, så kan du intet mindre end være med til at skrive den europæiske historie.
Et stort digitaliseringsprojekt i hele Europa er nemlig stablet på benene.
Privatpersoner får chancen
Initiativet kommer fra Europeana, som er Europas digitale bibliotek, arkiv og museum.
Normalt indsamler databasen kulturgenstande, der kommer fra officielle kilder som for eksempel Det Kongelige Bibliotek, men nu er det privatpersoner, der får chancen for at bidrage til arkivet.
Familiehistorie-projektet fokuserer på årene 1914-1918 i Europa under Første Verdenskrig.
Kaste lys
Der bliver afholdt indsamlings- og digitaliseringsdage i København og Aarhus samt seks centralbiblioteker over hele landet den 9. og 10. november.
Dorthe Brandt Larsen er projektleder ved Borgerservice og bibliotekerne i Aarhus Kommune.
Hun har været med til at arrangere indsamlingen, som skal foregå i Aarhus Stadsarkiv.
"Formålet med indsamlingen er at få borgerne til at være med til at fortælle historie om tiden og om, hvordan danskerne levede dengang. Vi håber for eksempel, at nogle kommer med genstande, der kan kaste nyt lys over Første Verdenskrig," siger projektlederen til jyllands-posten.dk.
Udfordring
Hun erkender, at det kan blive en udfordring, da det er så mange år siden, krigen fandt sted:
"Fordi det er så lang tid siden, må det være nogle, der har arvet relevante genstande, som kan bidrage til projektet."
Ud over Danmark bliver der blandt andet afholdt indsamlingsdage i Tyskland, England og Frankrig.
Projektet begyndte i 2011 i Tyskland, hvor der blev afholdt ni indsamling- og digitaliseringsdage i ni forskellige storbyer i landet. Dengang blev der indsamlet over 25.000 digitale billeder.
Også glade for 25 bidrag
Projektet i Danmark er arrangeret i samarbejde med Kulturstyrelsen, og allerede i april i år blev et lignende arrangement afholdt i Danmark, nærmere bestemt Sønderborg. Ifølge Dorthe Brandt Larsen mødte 200 personer op med omkring 50 genstande med tilhørende beretninger.
Hun tør ikke spå, hvor mange der tager til Aarhus Stadsbibliotek i november.
"Det er svært at vide, hvad vi skal forvente i Østjylland. Hvis der kommer 25 mennesker, er vi også glade for det," fastslår hun.
Ud over at møde op til arrangementerne er det også muligt at uploade det hjemmefra, hvor en konsulent fra Kulturstyrelsen godkender det til at gå videre til databasen.