En enestående arkitekt er død

I januar 1957 mødtes tre mand fra dommerkomiteen i Sydney for at gennemgå 233 forslag fra arkitekter i hele verden. Dommerne skulle vælge det bedste.

Et af forslagene i bunken var fra en ukendt dansk arkitekt.

Det blev fravalgt af dommerne.

I første omgang.

For der var en fjerde mand i dommerkomiteen – den finsk/amerikanske arkitekt Eero Saarinen.

Han kom for sent til det første møde.

Da han nåede frem og gennemgik bunken af fravalgte forslag, standsede han ved tegningerne fra den danske arkitekt.

Den 29. januar offentliggjorde dommerne resultatet:

»Vi er igen og igen vendt tilbage til disse tegninger. Vi er overbeviste om, at de er udkastet til et operahus, der kan blive en af verdens store bygninger.«

Ifølge anekdoten modtog den 38-årige danske arkitekt nyheden fra sine børn, der var løbet gennem skoven for at modtage ham på stationen, da han kom hjem fra arbejde.

Et halvt år senere rejste Jørn Utzon for første gang til Sydney for at se den grund på havnefronten, hvor hans drøm skulle gøres til virkelighed.

Ni år senere forlod Jørn Utzon Sydney for aldrig siden at vende tilbage.

Verdensberømt

Det, Utzon efterlod sig på Bennelong Point over for Sydney Harbour Bridge, var et mesterværk, der sikrede hans verdensberømmelse.

Men det levede ikke op til hans egne drømme og ambitioner.

Utzons drøm blev kvalt i indenrigspolitiske stridigheder, budgetoverskridelser og manglende bevillinger.

I februar 1966 indgav Jørn Utzon sin opsigelse og forlod byen.

Operahuset i Sydney blev fuldført af andre arkitekter, hvilket resulterede i en række fejl, som siden blev udbedret.

Jørn Utzon så aldrig Operahuset fuldført.

»Men når jeg lukker øjnene, kan jeg se det for mig,« sagde han i 2003 til den australske avis The Daily Telegraph.

Jørn Utzon udtalte sig aldrig kritisk om de politikere, der forhindrede ham i at virkeliggøre sin drøm om det ultimative mesterværk.

Denne principfasthed var med til at gøre verdensklassearkitekten til en legende.

Der var dog næppe nogen af lærerne på Klostermarksskolen eller Aalborg Katedralskole, som i 1920’erne og 1930’erne så konturerne af en legende i den høje, ranglede og ofte distræte knægt.

»Kun fordi min mor hyrede en privatlærer til mig i fire uger inden realeksamen, klarede jeg skærene,« fortalte Jørn Utzon siden.

Ordblindhed

Heller ikke i gymnasieårene udmærkede den ordblinde Jørn Utzon sig på nogen måde:

»Jeg fulgte bare med så godt, jeg kunne, men det var ikke prangende.«

Utzons interesser gik i en helt anden retning.

Hans far var skibsingeniør og i en periode direktør for værftet i Aalborg.

»Min far elskede at vise os naturen. Han hjalp os med at lave stærekasser og tog os ofte med på jagt og fiskeri. Min far var en fremragende bådkonstruktør, der var med til at udvikle en helt ny generation af sejlbåde i Danmark. Jeg elskede at sidde og se ham tegne spidsgatter efter spidsgatter. Hver gang han tegnede en ny, kunne han se nye og bedre muligheder,« fortalte Jørn Utzon i et interview med Weekendavisen i 2007.

Håndværkernes eventyrverden

Som stor dreng holdt Jørn Utzon af at drive rundt på værftet og se de mange forskellige håndværkere i arbejde.

»Det var en slags eventyrverden at bevæge sig rundt her. Tonen var bramfri, og mændene arbejdede hårdt. Alle håndværksfag var repræsenteret. Jeg sugede til mig og fik lyst til at kaste mig ud i store udfordringer,« forklarede Jørn Utzon mange år senere.

Trods en middelmådig studentereksamen lykkedes det i 1937 Jørn Utzon at komme ind Københavns Kunstakademi, hvor han som 19-årig endelig kunne begynde at udfolde sit enestående talent.

I 1942 blev Utzon færdiguddannet, og han flyttede til Stockholm, som på det tidspunkt var en rugekasse for skandinavisk og international arkitektur. Her fik han selskab af arkitekter som Arne Jacobsen og Poul Henningsen. De var alle stærkt inspireret af den nordiske funktionalisme og Alvar Aaltos tegnestue i byen.

I 1949 modtog Jørn Utzon et legat til at tage til USA og Mexico. Her besøgte han Ray og Charles Eames og Ludwig Mies van der Rohe. Siden rejste Utzon til Mexico, hvor mayaernes bygningsværker, Uxmal og Chichen Itza, gjorde så stort indtryk, at han betegnede dem, som »en af de største arkitektoniske oplevelser i mit liv.«

Fik nøglerne til Sydney

Jørn Utzons karriere begyndte først for alvor at accelerere med projektet i Sydney. Selv om bygningen af mesterværket sluttede ulykkeligt for mesteren, har han alligevel tænkt tilbage på årene i Sydney med stor glæde.

»Det var som for en mor at se sit barn vokse op. Fabelagtigt! Hver dag på byggepladsen var som et symfoniorkester og en dirigent ved generalprøven før en stor koncert,« huskede Jørn Utzon.

Da Jørn Utzon forlod Australien, bosatte han sig på Hawaii, hvor han underviste nogle år, inden han og hustruen Lis flyttede til Mallorca. Her byggede Utzon sit eget hus sammen med lokale håndværkere.

Hans mest kendte arbejder er alle opført i udlandet – herunder parlamentsbygningen i Kuwait og Bank Melhi i Teheran. I Danmark har Jørn Utzon blandt andet tegnet Bagsværd Kirke og Paustians Møbelhus.

Jørn Utzon boede på Mallorca i 30 år, og i 1998 fik han uventede gæster fra Australien.

Repræsentanter fra Sydneys bystyre aflagde besøg og overrakte ham – som en forsonende gestus – byens nøgler. Året efter blev Utzon knyttet til Operahuset som konsulent.

»Jeg vil gerne tænke på Operahuset som et musik8instrument, som fra tid til anden skal stemmes for at levere sit ypperste,« forklarede Utzon. I 2006 blev Sydneys Operahus placeret på Unesco’s liste over bygningsværker, der har en enestående universel værdi.

Men Utzon satte sig stadig ikke på flyet til Australien.

I stedet arbejdede han videre med sit sidste projekt – Utzon Center ved Aalborg Havn.

Bygningen er et kombineret videnscenter og udstillingsbygning og danner blandt andet ramme om et arkiv over Utzons originale tegninger.

Jørn Utzon modtog stort set alle de priser, en arkitekt kan modtage. Men da han i 2007 blev spurgt, var han alligevel ikke i tvivl om, hvad der havde betydet mest:

»Det er nu min kone og mine børn, jeg er mest stolt af. Det er dem, der har gjort mig lykkeligst.«