Mennesket som dræber

Jens Martin Eriksen:
VINTER VED DAGGRY
170 sider, 188 kr.
Munksgaard/Rosinante
UDKOMMER I DAG

En eufemisme er en underdrivelse, en forskønnende måde at sige noget på, som man ikke har lyst til at sige lige ud.

Den mandlige hovedperson i Jens Martin Eriksens nye roman "Vinter ved daggry" benytter sig flittigt af den.

Han har som medlem af en militsgruppe i en verden, der grangiveligt minder om eks-Jugoslavien, lært at tale med eufemismer.

En likvidering af en tilfældig gruppe mennesker, som tilhører fjenden, omskrives til »afslutningen på vores ledsagning«. Fortælleren har deltaget i mange »ledsagninger«. Hans sprog og sjæl ser ud derefter.

"Vinter ved daggry" er et studie i krigens gru, i dødens anatomi, i drabets anatomi, i angst og i den autoritære ånd. Og der er ingen grund til at bruge en eufemisme: Romanen er formidabel, en kunstnerisk sejr for Jens Martin Eriksen, som endelig har fundet en historie og et univers der kan forene forfatterens mange interesser og talenter - æsteten, den samfundsengagerende, polemikeren, kulturforskeren.

Angsten i kroppen

Det er lige før, jeg tror, at forfatteren selv kan se, at han har ramt en guldåre. I indledningen, der absolut er det eneste kokette i bogen, skriver han nemlig, at han har mødt en ung fyr, Z, som dag efter dag, nat efter nat, fortalte om sin deltagelse i en borgerkrig (læs: I eks-Jugoslavien). Eriksen har valgt at skrive dennes beretning og lade sit eget romanprojekt forlise.

I forhold til hans mange tidligere romaner er der sket meget med Jens Martin Eriksen. Horisonten er vokset betragteligt, og væk er trangen til at ville skrive enhver roman ned til den famlende indkredsning af traumatiske øjeblikke.

Den psykologiske sans genkender man i "Vinter ved daggry", men det afgørende er nu ikke at finde en -ofte dunkel -forklaring på de smertelige erfaringer, som altid bærer Jens Martin Eriksens bøger. Nu er det derimod at vise, hvordan angst spreder sig, sidder i kroppen og sidder hos de andre.

I et autoritært system

En håbløs søgen efter årsager er afløst af en virtuos, uudgrundelig påvisning af, hvordan sjælen og personligheden går i stykker. Og det, der vælter det vaklende menneske, er krigen. Jeg kan ikke mindes at have læst en nyere krigsroman så uhyggelig og indtrængende som "Vinter ved daggry", heller ikke en nyere roman, der skildrer opløsningen af civilisationens basis, den menneskelige integritet, så enerverende klart.

Jens Martin Eriksens kup er den minutiøse beskrivelse af, hvad der sker i et menneske, når det underordner sig et autoritært system og forvandles til en dræbermaskine.

Z mister fornemmelsen af virkelighed, han gør sig til ét med eufemismerne -udadtil. Massedrab bliver en rutine. Det bliver en vanesag at samle folk op i landsbyer, genne dem ud i en nærliggende skov og derpå køligt, systematisk som i en KZ-lejr, udrydde staklerne, der sjældent gør modstand. Både bødlerne og ofrene opfører sig som marionetter, dirigeret af det inhumane, mennesket som et bestie. Men under horror-robottens maske ligger en kontant fysisk viden om, hvad der sker.

Opgør med rædslerne

Z ved udmærket, hvad han og de andre unge knægte gør. Og han noterer sig, hvordan han mister sig selv indvendigt, når han smadrer andre. Et vigtigt moment i den fornedrelsesproces er udviskningen af erindringen. Z skal lære at glemme fortiden, lære, at lydighed fordrer udryddelsen af det private og personligheden.

Skikkelsen er tegnet som et almindeligt menneske, det rabler for. Det gør ikke historien mindre spændende og uhyggelig.

På den ene side er Z`s umenneskelighed kvalmende. Han er mennesket renset for civilisation. På den anden side er hans udvikling dog et opgør med krigens fascistiske rædsler.

Han får pludselig nok den dag, han bliver genkendt af et offer, som hele tiden vil have øjenkontakt. I det øjeblik, Z konfronteres med sin fortid og husker, at der var et liv før han blev dødens funktionær, sætter en instinktiv modvilje i gang. Den redder ham ikke. Morderen er dømt til at leve som flygtning, i et indre eksil med imaginære fængselstremmer for øjnene.

Der er ikke tvivl i mit sind: Jens Martin Eriksens "Vinter ved daggry" er en suveræn roman. Jeg vil ikke lokke med frasen »her har vi efterårets bedste bog«, blot sige, at det er meget svært at ryste den af sig, og den er et sjældent vellykket bud på, hvordan man kan sammentænke storpolitik, æstetik og filosofi.