Den høflige revolution

Fra den flok af høflige mænd og kvinder gik der tråde til storkollektiverne, Thylejren og den årelange marxistiske meningsterror på universiteterne.

Københavns Universitet har samlet materiale om stundenteroprøret i Danmark og Europa: http://68.ku.dk/Det sværeste var at få stigen med: Den var otte meter lang og skulle bæres ud gennem en port, drejes ned ad Studiestræde og ind ad endnu en smal port for at komme til den gård, hvor den tomme husgavl var. I nattens mørke blev stigen rejst, og den yngste blandt den lille håndfuld psykologistuderende greb penslen og spanden med sort plasticmaling og steg til vejrs.

Højt oppe på gavlen skrev han de to udsagn, som de på forhånd havde aftalt:

»Bryd professorvældet. Medbestemmelse nu!«

Bortset fra den unge mand på stigen var de sammensvorne alle fra de ældre årgange på studiet. Carl Weltzer, der havde forfattet slagordene, Erik de Place Andersen og Peter Juel Hansen.

Næste morgen, den 21. marts 1968, stod Carl Weltzer i Studiegården og betragtede nattens værk. Han tænkte på, om han og de andre mon risikerede at blive opdaget af politiet og straffet for det, de havde gjort.

Men nu var toget sat i gang. Det kunne ikke rulles tilbage.

Over middag samledes han med andre psykologistuderende i Studentersamfundets lokaler nogle få gader væk i Skt. Peders Stræde. Alvorlige unge mænd med hageskæg, fløjlsjakker og pibe. Kvinder i ternede nederdele og med fletninger og fornuftige sko. De malede skilte. ”Demokrati på arbejdspladsen”. ”Feudale tilstande på vore auditorier”. ”Akademisk frihed også for de studerende”, stod der på skiltene.

Øl, oprør og musik
Kort før kl. 15 brød de op og gik i procession mod Studiegården, hvor psykologistudierne foregik fra kl. 15 hver dag. Inde i gården stod jazzrock-orkestret Burnin' Red Ivanhoe på en vogn og gjorde klar til at spille. Orkestret var ikke med i nogen demonstration. Det spillede for de 1.500 kr., de psykologistuderende havde lovet orkestret. Musikken gjorde det umuligt at undervise i universitetsbygningerne rundt om Studiegården. Der blev knappet øl op til alle, der ville have. Der blev holdt taler.

En af talerne hed Finn Ejnar Madsen. Ham havde de fået med, fordi han var god til rabiate udtryk. Gavlmaleriet, rockmusikken, der spolerede undervisningen, de gratis øl og de flammende taler skabte en fornemmelse af, at spillereglerne var brudt.

Dagen efter skrev aviserne, at studenteroprøret var kommet til Danmark.

Det var ikke helt forkert. 400 psykologistuderende var gået fra festen i Studiegården til møde om aftenen i Alexandersalen på Bispetorvet lige over for Vor Frue Kirke. De havde besluttet at boykotte undervisningen i den følgende uge og i stedet bruge tiden på at diskutere forholdene på psykologistudiet.

Dem var der meget i vejen med: I de 10 år fra 1958 var antallet af studerende ved Københavns Universitet tredoblet - fra 7.000 til 21.000. Men hverken lokalernes størrelse eller antallet af kvalificerede undervisere var fulgt med.

De's med professoren
Og omgangsformerne var slet ikke: Man sagde De til professorerne og rejste sig op, når de kom ind. Professorerne begyndte og sluttede forelæsningerne, når det passede dem. Til gengæld måtte de studerende finde sig i overhalinger, hvis de kom for sent eller støjede med et stykke papir i auditoriet. De psykologistuderende var tvunget til at lære fransk, alene fordi der i pensum til forprøven var en bog på fransk af forfatteren Guillaume. Bogen indeholdt ikke noget, som ikke også fandtes i andre lærebøger. Men en af studiets tre professorer insisterede på, at bogen skulle indgå i pensum.

Og så var der ikke noget at gøre, for sådan var det: Professorerne bestemte ALT på universitetet. Det var det, det hele handlede om: Professorvældet.

Medbestemmelse

Studenterne ville være med til at bestemme. De ville have studienævn til at træffe beslutninger om deres studium, og de ville have halvdelen af pladserne i nævnet. Og så var maden i studenterkantinen Kannibalen i øvrigt alt for dyr og smagte ad helvede til, så det skulle der også laves om på.

De fik forhandlinger, der kom flere møder, og det var alt sammen ved at blive kedeligt og almindeligt igen, gyset over det frække murmaleri og den larmende musik midt i studietiden havde lagt sig. Og mange af de psykologistuderende havde både arbejde og familie at tage sig af ved siden af studiet, så der kom færre og færre til stormøderne.

Det var nødt til at komme til at ligne et oprør igen, hvis interessen skulle holdes ved lige, besluttede ”bagmændene”, bl.a. Carl Weltzer, Peter Juel Hansen og Jan Ivanouw.

Stormøde

Fredag den 19. april var der stormøde for de psykologistuderende kl. 20 i Store Juridiske Auditorium i Studiegården. Oprørets næste fase skulle sættes i værk. Forsamlingen forkastede resultaterne af forhandlinger om studienævn og sagde ja til forslaget om at besætte Psykologisk Laboratorium på etagen lige ovenover.

Studenterne gik i gang med det samme: De slæbte bænke med fra auditoriet og stablede dem op som en barrikade på trappen, som førte op til Psykologisk Laboratorium ovenover.

Deroppe var der cirka 25 rum: Professorernes kontorer, et undervisningslokale og administrationskontorer var nu besat område.

Soveposer og madrasser, mad og drikkevarer og en grammofon blev bragt op. En lille bagadgang til den besatte etage blev holdt åben for tilførsel af forsyninger og adgang for flere studerende til besættelsestropperne. De fik adgang ved opgivelse af det korrekte kodeord, som den første nat var ”Op i røven!”

Da de sædvanlige universitetsbetjente gik deres faste aftenrunde for at låse bygningerne af, foreslog de stilfærdigt, at studenterne fjernede barrikaderne. De fik - i urbane vendinger - at vide, at det havde studenterne ingen aktuelle planer om, og så gik betjentene lige så stille igen.



Solbad på taget
Derefter skete - ingenting. Den næste berettede nogle aviser om besættelsen. Studerende samlede sig i Studiegården, og besætterne underholdt dem med grammofonmusik gennem åbne vinduer. De fandt også en stige, som gav adgang til bygningens flade tag.

Her slikkede oprørerne solskin - det var fremragende aprilvejr - hørte mere musik og drak øl. Og taget blev kulisse for de interviews og billeder, som aviserne kom strømmende for at lave.

Da det blev mandag morgen stillede fru Myhregaard, professorernes myndige sekretær, ved foden af barrikaden og insisterede på at blive hjulpet over, så hun kunne komme til sit kontor. Det fik hun lov til. En underviser, som gerne ville hente noget på sit kontor, fik også lov.

Og besætterne fik lov at blive.

Aftale med politiet
Mogens Fog, rektor for Københavns Universitet, havde bemærket sig, hvad der havde fået studenteruroligheder i USA og i bl.a. Berlin til at blive voldsomme og blodige: Det skete, når protesterne blev mødt med magt.

Han havde i hemmelighed aftalt med Københavns politidirektør, Eivind Larsen, at politiet skulle holde sig væk, med mindre de blev tilkaldt med et kodeord, som kun Fog og to andre på universitetet kendte. Kodeordet blev aldrig brugt.

Fog indkaldte en talsmand for besætterne, Erik de Place Andersen, og afleverede et enkelt budskab: Hvis I afholder jer fra vold, og lader være med at ødelægge noget, så holder jeg politiet på afstand.

Rektor så gerne, at studenterne sejrede. Mogens Fog havde sine egne opgør kørende med det aldersstegne professorvælde, ikke mindst på det medicinske fakultet, som han som neurolog selv hørte til. Hvis professorerne blev frataget deres enevældige magt på det lille psykologistudium, måtte resten falde som dominobrikker.

Væk med professorvældet

Tirsdag den 23. april skinnede solen igen over Frue Plads mellem universitetet og Vor Frue Kirke midt i København. Kl. 13 var 5.000 demonstranter samlet på pladsen for at kræve professorvældet afskaffet og studenternes medbestemmelse indført.

Mogens Fog - der havde været kommunist og stalinist, ledende medlem af Frit Danmark og Frihedsraadet under Besættelsen, fange hos Gestapo, flygtning fra Shellhuset, medlem af befrielsesregeringen og havde brudt med Danmarks Kommunistiske Parti efter Ungarnopstanden, men som også var en fremragende neurolog og som sådan var blevet universitetets rektor to år tidligere - havde fået en ny helterolle.

Med en cigar i munden og et emblem i jakkereverset - ”Medbestemmelse nu!” - skuede han fra universitetets trappe ud over en broget forsamling, som på ingen måde var vendt mod ham. Tværtimod så han Studenterrådets formand, senere generaldirektør for Danmarks Radio, Chr. S. Nissen, bærende på et stort skilt med teksten ”Op med Fog”.

Rektor charmerede forsamlingen med en tale, som støttede de fleste af studenternes krav.

Studienævn
Dermed var den ikke så meget længere.

Studenterne fik et studienævn med betydelige beføjelser. Og de fik halvdelen af pladserne i nævnet, som skulle træffe beslutninger ved almindeligt flertal.

Torsdag den 25. april sluttede besættelsen, så udramatisk som den var begyndt: Studenterne havde fjernet barrikaderne og ryddet op, de klippede en rød snor over som tegn på, at Psykologisk Laboratorium var givet tilbage til Københavns Universitet og forlod bygningen til hornmusik. På skrivebordene havde de efterladt vaser med røde tulipaner.

For mange af dem, der havde været med, var det så det. De havde travlt, de skulle til eksamen, nogle var på vej til Århus for at være med til at starte psykologistudiet på universitetet der efter sommerferien - det ene med det andet, og nu var den sag med medbestemmelse jo i orden, og for dem, der ønskede at blive i universitetsverdenen som forskere og undervisere, var der ingen grund til at smadre mere porcelæn. Det store flertal havde ikke været med til begyndelsen på et ungdomsoprør. De havde haft et par farverige uger, og nu skulle de videre.

Porten åbnede sig

Men der var også nogle blandt psykologerne og de øvrige studerende som så, at porten havde åbnet sig. Stive samfundsnormer kunne ændres med frækhed og fantasi. Enkelte så endda konturerne til en revolution. Alle ville de blive ved med at være aktivister og lave flere aktioner. For at holde gejsten oppe hen over en lang universitetssommerferie, planlagde de et sommerseminar på Morsø Ungdomsskole. Det skulle begynde den 5. august og vare en uge, men det gik fuldstændigt i ged længe før.

Der var 130 med på Mors. 25 fra psykologi var den største gruppe, 11 kom fra kultursociologi, mens sociologi og arkitektstudiet leverede hver otte deltagere. Men hvad handlede det om? At gøre oprør på universiteterne? At protestere mod USA's krig i Vietnam? Eller at ”melde sig ud af lortet” og lave sit eget samfund?

Hvilken revolution
De fleste var helt med på en revolution, men hvilken slags? Skulle den omstyrte samfundet og bringe proletarerne til magten - eller skulle den begynde i det enkelte menneskes indre og dermed føre til en smukkere og fredeligere verden?

De smed tøjet og slap de seksuelle tøjler, de røg hash og malede sig i ansigtet og dansede runddans i måneskinnet, og de førte uendelige diskussioner, mens Che Guevara, Lenin, Ho Chi Minh og Mao så til fra plakater på muren ud mod ungdomsskolens gårdsplads. Hele fire stencilerede aviser fra hver sin fraktion udkom adskillige gange hver i løbet af ugen: ”Avisen”, ”Hum!”, ”Samfundstidende” og ”Bvadr”, og de var ikke enige om ret meget.

Alligevel kom der noget ud af det: På Mors-seminaret blev aktionen ved årsfesten på Københavns Universitet den efterfølgende november planlagt, og psykologistuderende Finn Ejnar Madsen blev udpeget til ”selvmordsaktionen”: Han skulle fratage rektor Mogens Fog pladsen på talerstolen og holde en brandtale til de smokingklædte bærere af det borgerlige samfund, som sad i salen. Det gennemførte han som bekendt.

Det ny samfund

Andre Mors-deltagere tog hjem og startede Det ny Samfund, som kom til at stå bag Huset i Magsstræde og Thylejren, og blev pionerer i kollektivbevægelsen.

Andre fortsatte som studenterpolitikere. Da universiteternes styreform blev lagt fast i en ny lov i 1970, kom det derefter til at handle om fagkritik og marxisme, og det er en helt anden og meget mindre farverig historie.

Carl Weltzer, som havde formuleret de første slagord på gavlen i Studiegården, var ikke med på Mors. Han havde travlt med det nye psykologistudium i Århus, samtidig med at han gjorde sin egen uddannelse færdig. Han blev på universitetet til 1971.

»Så var frustrationerne over de teoretiske magtkampe, splittelserne og goldheden i miljøet vokset så store, at jeg søgte ud i en uddannelsesstilling som klinisk psykolog,« skrev han 10 år senere.